De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

6 thoughts on “De lyse nætter er begyndt”

  1. Der er ingen tvivl om at det er en smuk og god tradition. Jeg er slet ikke særlig god til traditioner, om end tanker popper op ved de særlige lejligheder, også den 4. maj, men det blot i tankerne og og det inderste. Jeg er vokset op med lys i vinduerne(4/5, vi boede også på landet, der blev gjort en dyd ud af det, og fyldt af taknemmelige tanker.
    I min vindus karm står der en meget speciel vase, den har tilhørt en familie(er veninde med kusinen til ham) der havde en søn, der havde orlov fra krigen, han druknede i havet på en badetur, inden krigen var afviklet. Han og familien fik en overvældende hyldest, gennem en af Vorups gader.

    Like

    1. Åh nej – tænk at overleve krigen og så drukne. Det er da næsten ikke til at holde ud.
      Jeg elsker traditioner. Det er en måde at skabe sammenhæng i en ellers fragmenteret verden, og netop det at fejre freden er ekstra vigtigt i de urolige tider, vi oplever lige nu, hvor EU går fra hinanden, og mange andre rasler med sablerne. Efter første verdenskrig troede man jo også, at verden havde fået nok af krig, og så gik der så få år, før det gik løs igen. Krig er en mere almindelig tilstand end fred historisk set, så lad os fejre og prise freden!
      Knus, Karen

      Like

  2. En smuk tradition, som danskerne vist er alene om. Hvert år tænker jeg på, at man i byerne flåede mørkningsgardinerne ned, brændte dem i gaderne og lod lysene skinne ud i mørket. Det blev en glædens aften – der blev festet, og rigtig kaffe og gode drikkevarer blev hentet frem fra gemmerne. For mig er det en højtidsaften, hvor jeg sender tanker til dem, vi kan takke for, at Danmark blev et frit land igen. Mange mener desværre, det er så længe siden, at det ikke er en særlig aften mere – bare en aften som alle andre …

    Like

  3. Jeg synes nu ellers, at der blev vist en del lys i vinduerne på facebook, mange flere end der plejer at være. Jeg oplever ikke, at det bliver glemt, tværtimod har det igen fået mere fokus. I min barndom brugte man det ikke, underligt for da var det da ikke så længe siden, at krigen var sluttet. Nu boede jeg jo også ude på landet og så ikke mange vinduer.
    Solcellekæden er rigtig fin, den må jeg lige kigge nærmere på.
    Kh Lisbeth

    Like

    1. Da jeg var ung og under uddannelse og boede på Amager, var der lys i stort set alle vinduer fra ved 9 tiden om aftenen. Sådan så det ikke ud inde i Aarhus – men der var nogle steder undervejs. Jeg håber også, at serien om Danmarkshistorien vil være med til at give mere interesse for den fortid, der har formet nutiden 🙂

      Der er mange solcellelamper, der er rigtig kønne, og så koster de næsten ingenting længere.
      Kh, Karen

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s