Soldaterne kommer!

Skivholme har før haft besøg af soldater. Svensken og tysken har plyndret og hærget – de sidste tabte dog en af krigene og blev sat til at bygge kirkediger. Så ku’ de lære det. Det er godt nok nogle hundrede år siden. Men det gør det vel ikke bedre, gør det?

De soldater, der kommer nu, er nok så fredsommelige. Det er Fastelavnssoldater.

Hvert år går børnene fra Skivholme soldat til fastelavn. De går rundt til alle huse og gårde i sognet, synger deres fastelavnssang og får en skærv i indsamlingsbøssen.

Pengene, de samler ind, går til en fastelavnsfest næste dag – med tøndeslagning. Men heldigvis uden kat.

At gå soldat er en gammel tradition. Når jeg henter æg hos vores æggepusher, Helene, tsk’er hun over de nymodens skikke. Helene bliver 85 på torsdag. Da hun var barn, gik de nemlig hele vejen.  Nu bliver de kørt på de lange stræk og går kun selv mellem husene i landsbyen og mellem de gårde, der ligger tæt på hinanden.

Det var nu lykkedes dem at blive både kolde og våde alligevel. Godt, at frokosten ventede forude i et tørt og varmt hus på sådan en kold og regnfuld dag.

Traditionen stammer helt tilbage til den gang, hvor General Rye og hans soldater holdt til i det østjydske. General Rye faldt i slaget i 1849, efter hans hest blev skudt under ham. Så det er jo et par dage siden.  Dengang var det sognets karle, der gik soldat. Nu er det byens børn. Med fanebærere, konge, nar og alt, hvad til faget hører.

Et højt hurra for vores tapre, våde, fastelavnssoldater, der holder traditionen i live med højt humør og sang.

Måtte der aldrig være andre børnesoldater end vores fastelavnssoldater.

God fastelavnsfest!

I år passer de godt på os

Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.

Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.

Det strakte sig hele vejen op.

Fortsæt med at læse “I år passer de godt på os”

Havesyge

Når havesygen melder sig, når de grønne fingre hungrer efter igen at få sorte negle, når man har sået de der chilifrø. Når det stadig  er for tidligt at så andet. Og haven stadig er dybfrossen. Så kan man godt forfalde til lidt pjatværk. Unyttigt, men uundværligt pjatværk.

For nogen tid siden faldt jeg over denne artikel om miniaturehaver. Fortryllende små haver i en skuffe eller skål. Det var på den tid af året, hvor den rigtige have var mest arbejdskrævende, og jeg tænkte, sødt nok, men hvem har tid til den slags, når skvalderkålen truer?

En dag faldt jeg over artiklen igen. Og glemte den igen indtil den dag, jeg fandt havebænken. En 10 cm lang havebænk. Uimodståelig. Jeg var solgt, og den blev købt.  En minirosenbue var let at lave af elefanttråd og vindseltråd. I den der skuffe  – skuffen med ‘muligvis brugbare dimser’ – lå der en lille haveskultur. Og en miniurtepotte. Så skulle der bare nogle miniplanter og sten til.

God weekend.

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

 For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.

De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.

På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.

Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.

Poserende fasankok

Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder.  Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.

Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.

Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.

Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.

Èn kylling – tre middage: Suppe med kinesisk inspiration

Så er vi nået til den sidste del i føljetonen om kyllingen, der blev til tre middage: Kyllingesuppen – med grundsuppen, der nu ligger i fryseren. Her i en udgave med ingefær og soya, der giver den både karakter og varme.

Her er de ingredienser, der skal til:

 

Start med at tø suppen op i en gryde. Skræl og snit ingefæren i tynde skiver. Kog suppen med ingefær et kvarters tid. Fjern ingefæren og smag til med salt og soya. Tilsæt kyllingebidder og majs og lad det koge med et par minutter. Snit forårsløg og drys dem i suppen. Lad dem bare lige koge med et minuts tid. Det var da enkelt, ikke?

Brødet er et bradepandebrød drysset med græskarkerner, hakket frisk chili, en håndfuld revet ost og groft salt. Det er et hurtigt brød, og til det skal du bruge:

500 gram mel
1/2 pakke gær
3 dl vand
1 tsk salt
Lidt olivenolie

Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt, tilsæt mel, ælt det godt og bred dejen ud i en lille bradepande. Smør dejen med olie og drys med det, du nu har. Ost, hakket peberfrugt og græskarkerner som her, oliven og rosmarin – eller soltørrede tomater – eller?

Lad brødet hæve en times tid og bag det så ved 200 grader i en 20 minutters tid.

God mandag.

Grydestegt bov med fennikelfrø, rosmarin og citron

Mens temperaturen ilede nedad lørdag aften,

lavede vi en varmende simreret med oksebov. De fleste traditionelle opskrifter byder på noget med tomat, når der snakkes om bov – eller noget med øl. Men denne gang ville vi prøve noget helt anderledes, så vi valgte citron, fennikelfrø og rosmarin som smagsgivere. Det blev lækkert, en fyldig men alligevel frisk smag. Som når vinteren er kold og dyb, men foråret alligevel er på vej et sted derude.

1 stykke bov
2 gulerødder
1 pastinak
3 fed hvidløg
1 løg
1/2 økocitron i skiver
1 tsk fennikelfrø – dask lidt til dem i morteren
1 tsk hele peberkorn – lad være med at daske til dem
2 kviste rosmarin
Salt
og måske en anelse rørsukker
Olie til bruning og maizena til jævning

Skær grøntsagerne i små tern, skær den halve citron i skiver. Brun først kødet i olie, tag kødet op og svits løg, hvidløg, gulerod og pastinak i et par minutter. Læg citronskiverne ved, drys med krydderierne og læg kødet ovenpå. Hæld vand på, så det næsten dækker.

Lad det nu simre i et par timer. Tag kødet op, smag til med salt og evt. en lille smule rørsukker, skum evt. overflødigt fedt fra og jævn stegeskyen med grøntsagerne med maizena.

Så er den ret klar. Serveres for eksempel med ris og salat med frisk fennikel eller med kartoffelmos/rodfrugtmos. Mere om mos en anden gang. For det er et helt kapitel for sig selv.

Men nu er der andre ting, der trækker – vandrørene til køkkenet er frosne, vasketøjet hober sig op, og – hurra – hunden vil gerne ud at gå tur. Man svigter vel ikke menneskets bedste ven, vel?

God søndag.

Havreboller

‘Der er altid nok at lave, når man bor på landet.’ Det var noget af det første vores genbo sagde til os for godt otte år siden, da vi flyttede ind.

Han havde ret. Og det er ikke alt det, der er at lave, der er lige interessant. Og dog. I dag har vi været på genbrugspladsen i Skovby. Det var koldt. Meget koldt. Faktisk ikke meget at råbe hurra for, vel?

Men det var også smukt. Meget smukt. Med kig ud over det hvidklædte landskab – glitrende sne i blændende sollys. Rådyr på marken, bakker og engdrag og kig til Eshøjs store gravhøje undervejs.

Og vel hjemme igen: solbadende køer med sne om mulen. Ikke så meget at klage over, vel?

Nu skal vi ind og have frokost – med varme boller – havreboller i dag. Havren giver en dejlig smag til brødet, og den holder på fugten, så brødet ikke bliver tørt.

Man skal bruge:

1 pk gær
4 dl vand
2 æg
100 g havregryn + lidt til pynt
650 – 700 g hvedemel
2 tsk salt
1 generøs spsk sukker eller honning
Æg til pensling og havregryn til pynt

Rør gæren ud i vandet, tilsæt æg, salt sukker og havregryn. Rør det lidt rundt med gaflen. Tilsæt derefter mel og ælt det til en smidig, men fast dej. Lad den hæve en god times tid, form bollerne og lad dem efterhæve endnu en times tid. Så skal de pensles med æg og pyntes med lidt havregryn. Bag dem på 200 grader i et kvarter.

Det var såmænd det hele – ikke ligefrem raketvidenskab. Men – med risiko for at gentage mig selv – meget, meget mere nyttigt.

God lørdag. Husk også at slappe lidt af…..

Måske tør man håbe?

Vejdirektoratet har offentliggjort sin VVM undersøgelse af området. De planlægger nemlig at bygge endnu en motorvej. En motorvej til Viborg.

Efter halvandet år i uvished ser det faktisk ud til, at de synes, det er en dårlig ide at lægge den lige her hos os. Den endelige beslutning er ikke taget. Men måske tør man håbe?

At det her stadig vil være sådan, vores vej ser ud en sommermorgen?

Fortsæt med at læse “Måske tør man håbe?”