Crepes som i Frankrig

Crepes! Crepes! Crepes!

Alle vegne lokker sjove skilte ind i cafeer, hvor le chef står og laver de helt friske crepes på en stor rund varmeplade. Der er mange slags fyld. Søde crepes, salte crepes, crepes med kødfyld, med fiskefyld eller vores yndling: crepes med ost, skinke og æg.

For nogle år siden var vi på slotstur langs Loirefloden, hvor vi nærmest levede af crepes uden at blive træt af dem. Crepes skyllet ned med et stort krus Cidre – det for voksne – det med smag og alkohol.

I fredags, hos Leclerc i Limoux, købte vi en pose af det specielle crepe-mel fra Normandiet. Blé de Noir.

Det er boghvedemel, og det er det, der skal til, hvis man vil lave de rigtige franske crepes.

Dejen er enkel at lave. 500 gram boghvedemel blandes med en teskefuld salt, og 1 liter vand og 1 æg piskes i.

Voila – som de siger på de kanter. Så skal det bare stå og trække lidt.

Steg pandekagen i smør – først på den ene side, vend den, læg lidt revet ost og en skive skinke på midten, slå et æg ud ovenpå og fold kanterne ind, så pandekagen bliver firkantet og ægget bliver ‘inden for murene’. Når ægget er klart, er maden færdig. Det tager lidt længere tid på en almindelig pande, men det kan bestemt lade sig gøre.

Portionen kan selvfølgelig divideres ned, selvom et halvt æg er vanskeligt at håndtere – men man også lave den store portion og gemme nogle crepes naturel til næste dag. De kan varmes.

Man kan skeje ud og lave sig en frisk salat med en olie/eddikedressing til. Eller man kan bare spise sin crepe helt uden noget. Så skal man måske lave en ekstra til deling. Men gør det noget??

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 kommentarer til “Crepes som i Frankrig”

Der er lukket for kommentarer.