Mere wokket have: kylling, squash og bønner med chili og østerssauce.

‘Noget med squash og bønner’ er det, vi spiser på den her tid af året. Eftersommermad fra haven.

Bønnerne har været længe om det i år, men nu er de der til overflod. Buskbønner og stangbønner. Stangbønnerne har mere fred for sneglene, så dem vil jeg satse mere på næste år.

Vi plukker bønner hver anden dag – spiser, hvad vi kan, og blancherer og fryser resten til vinterforråd.

En af de faste retter på sidst i august-repertoiret er wokket kyllingeinderfilet med squash, bønner, løg og hvidløg. Krydret med chilier fra drivhuset (djævelsk stærke), soya og østerssauce. Ikke en kompliceret ret overhovedet, men den smager rigtig godt.

Man skal bruge:

300 g kyllingeinderfilet skåret i bidder (kom lige til at tænke på, hvor vigtigt det er, at man skriver kyllingeinderfilet og ikke bare inderfilet – for godt nok er der mange indere, men derfor må man alligevel ikke spise dem….)
1 lille squash i tern
1 god håndfuld grønne bønner skåret i mundrette stykker
3-4 fed hvidløg i skiver
1 hakket løg
1 lille stærk og hakket chili eller sambal oelek efter smag
2 spsk soya
2-3 spsk østerssauce
1 glas vand

Brun først kyllingestykkerne i wokken, tilsæt grøntsagerne og rør rundt i et par minutter.

Rør soya og østerssauce ud i et glas vand og hæld det ved.

Wok widere for god warme, til grøntsagerne er møre men ikke uden bid. Det tager en 5-7 minutter.

Smag til og spis med ris.

God onsdag. Morgentågen er ved at lette – det bliver en smuk, smuk dag.

Svin med wokket have og orientalsk sovs

I dag møder Skivholme fjernøsten. Helt derovre, hvor kartofler hedder ris, salt hedder soya, og peber hedder chili.

Spidskålene er klar i køkkenhaven. Selvom de har levet blandt større mængder ukrudt end oprindeligt planlagt, er nogle af dem rigtig pæne

– andre noget afgnavede. Sneglene har ikke sultet. Men det er vel også en slags dyrevelfærd??

De pæne bliver gemt til dampede spidskål, men det af de knapt så pæne, der dur, ender i wokken sammen med gode ting og sager. En wok er god til kål. Lynstegt kål beholder både sprødhed og smag. Og man pusler vel ikke om planterne i flere måneder for at koge al smagen væk?

Menuen blev wokkede grøntsager med spidskål, en orientalsk inspireret, godt krydret sovs, ris og luksuskarbonader af frilandsgris fra lige oppe om hjørnet.

Til wokken skal man bruge:

1 lille spidskål i tynde strimler
1 lille squash i tern
1 snackpeber i tern
1 hakket løg
1-2 spsk olie
Salt

Snit grøntsagerne og wok squash, peber og løg, til de er møre. Vent med kålen.

Form små, lækre karbonader af det bedste hakkede svinekød, du kan få – vend dem i mel, drys med salt og peber. Steg dem i godt 3 minutter på  hver side. Jeg har med vilje valgt ikke at krydre karbonaderne med andet end salt og peber, fordi kødet smager så godt i sig selv.

Til sovsen skal man bruge:

1,5 dl hønsebouillon
2 spsk flydende honning
2 spsk soya
2 spsk risvin (brug sherry, hvis du ikke har risvin)
1 spsk friskrevet ingefær
1 spsk koncentreret tomatpure
1/2-1 tsk sambal oelek eller en lille, finsnittet, stærk chili
1 spsk limesaft

Bland alle ingredienserne i en lille kasserolle og lad dem koge sammen i et par minutter.

Hæld spidskålsstrimlerne i wokken og vend rundt, til kålen lige falder lidt ned. Server med ris og sovsen til. Sovsen er sød, salt, krydret, hot og stærkt vanedannende. Den kan også bruges til andre slags kød som for eksempel kylling eller kalkun.

God tirsdag.