Mere wokket have: kylling, squash og bønner med chili og østerssauce.

‘Noget med squash og bønner’ er det, vi spiser på den her tid af året. Eftersommermad fra haven.

Bønnerne har været længe om det i år, men nu er de der til overflod. Buskbønner og stangbønner. Stangbønnerne har mere fred for sneglene, så dem vil jeg satse mere på næste år.

Vi plukker bønner hver anden dag – spiser, hvad vi kan, og blancherer og fryser resten til vinterforråd.

En af de faste retter på sidst i august-repertoiret er wokket kyllingeinderfilet med squash, bønner, løg og hvidløg. Krydret med chilier fra drivhuset (djævelsk stærke), soya og østerssauce. Ikke en kompliceret ret overhovedet, men den smager rigtig godt.

Man skal bruge:

300 g kyllingeinderfilet skåret i bidder (kom lige til at tænke på, hvor vigtigt det er, at man skriver kyllingeinderfilet og ikke bare inderfilet – for godt nok er der mange indere, men derfor må man alligevel ikke spise dem….)
1 lille squash i tern
1 god håndfuld grønne bønner skåret i mundrette stykker
3-4 fed hvidløg i skiver
1 hakket løg
1 lille stærk og hakket chili eller sambal oelek efter smag
2 spsk soya
2-3 spsk østerssauce
1 glas vand

Brun først kyllingestykkerne i wokken, tilsæt grøntsagerne og rør rundt i et par minutter.

Rør soya og østerssauce ud i et glas vand og hæld det ved.

Wok widere for god warme, til grøntsagerne er møre men ikke uden bid. Det tager en 5-7 minutter.

Smag til og spis med ris.

God onsdag. Morgentågen er ved at lette – det bliver en smuk, smuk dag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Mere wokket have: kylling, squash og bønner med chili og østerssauce.”

  1. Ja, stangbønner er praktiske, kønne i haven og lettere at plukke. Jeg fik ved et (u)held 2 stangbønner sidste år blandt de krybbønner,som jeg havde sået. Mine (u)heldige bønner var dog flade snitbønner, men de smagte godt.
    Tågen letter også her mod øst og jeg skal afsted til Fuglebjerggaard og hente en 1/8 okse – spændt på, om det er lige så godt som Dexter, som vi plejer at købe.

    Like

    1. Jeg ville gerne en tur til Fuglebjerggaard en gang – Camilla Plum er skøn og så foretagsom, at det er en fryd. Et eksempel til efterfølgelse.

      Dexter smager faktisk ikke ens allevegne. Vi har nogle venner, der har købt Dexter på Sjælland, men som nu køber hos os i stedet for. Kødkvalitet er meget afhængigt af, hvad køerne har gået og gumlet i – og af hvor meget motion, de har fået – vores stejle bakker giver gode muskler. Og så betyder det også rigtig meget, hvor længe kødet har hængt. Hænger det for kort tid, bliver det sejt – uanset race.

      God tur!

      Like

Der er lukket for kommentarer.