Så er vi gået ind i påskeugen. I går var det Palmesøndag, og der ligger en række helligdage foran os. Det er noget, jeg glæder mig til hvert år, men jeg ved, at ligesom i julen, udvikler påsken sig også tit til lidt af et køkkenmaraton. Det er med at have planer og indkøb på plads, hvis man ikke vil holde en fortravlet påske i opvaskemaskinens skær. Fortsæt med at læse “Påskeopskrifter”
Kategori: Livets gang på landet
En rodekasse, hvor alle indlæg jo egentlig hører hjemme – men vælg i menuen til højre eller brug søgefeltet :-)
En plads i solen
Når det er koldt og klart derude, og der er rim på græsset, som der har været de sidste morgener, kan man ofte observere dette vejrfænomen inde på arbejdsbordet. Noget, der skinner som det pureste guld.
Noget, der både skinner og spinder. Eller skulle man sige nogen? Fortsæt med at læse “En plads i solen”
Gi’ en hånd
Det her bliver det sidste om beton i denne omgang – men det skal lige med. For det var faktisk en rigtig god ide.
Hænder. Nænsomme hænder, der holder om en lille blomst. Fortsæt med at læse “Gi’ en hånd”
Shepherd’s pie
Shepherd’s pie – fårehyrdens postej – er en af de gamle engelske retter, der varmer krop og sjæl. Den består af en krydret kødsovs under et låg af bagt kartoffelmos. Varm, krydret, og lækker. Egentlig skulle den nok laves med hakket lam, men den er mindst lige så god med hakket okse.
Langtidsstegt svineskank med sprød svær
En weekendmiddag i luksusklasse. Langtidsstegt svineskank med sprød svær. Det er bagskanken, man skal bruge til sådan en ret, og kødet bliver smeltende mørt.
Det er mad der – næsten – laver sig selv. I hvert fald de første fire timer. Den sidste times tid skal man lige være med. Beregn 4,5 – 5 timer fra du starter, til maden står på bordet. Fortsæt med at læse “Langtidsstegt svineskank med sprød svær”
Vilde benløse fugle
Rådyrene har gået på marken og spist hvede hele dagen, og Bondemanden sagde med en glubsk mine, at sådan en fyr kunne han godt spise lige nu. En hel. Selv.
Rådyrene er fredede på den her årstid, så de slap med skrækken. I stedet for gik det ud over en pakke okseyderlår fra fryseren. Skåret i skiver til benløse fugle. Der skulle rigtig herremad på bordet, kunne jeg jo godt høre. De benløse fugle blev tilberedt som vildt for at holde stilen, og det var bestemt ikke nogen dårlig ide.
Til vilde benløse fugle skal man bruge: Fortsæt med at læse “Vilde benløse fugle”
Fastelavnsboller med appelsincreme og chokoglasur
Så er det ved at være fastelavn igen. Ungerne skal ud og slå katten af tønden med prinsessekjoler over dynejakkerne, og her i Skivholme skal de ud og gå soldat.
Det er tid til at bage fastelavnsboller – og til at have mønter parat til de tapre soldater på søndag. Fortsæt med at læse “Fastelavnsboller med appelsincreme og chokoglasur”
Lyden af forår
Fuglene synger nu. Synger rigtigt altså. Solsorten sidder på taget og synger sin forårssang, lærken svæver syngende højt over marken, gulspurvene synger deres tællesang (1-2-3-4-5-6-syyyyyyv) og spætten akkompagnerer det hele med vilde trommesoloer oppe fra de høje træer.
Stæren er kommet. Det er lyden af forår.
Alle vegne er der små klynger af vintergækker og erantis.
Kylling med fyld af perlebyg, citron og rosmarin
En lækker, lysebrun helstegt kylling med sprødt skind og mørt kød. Ikke ringe. Med fyld af perlebyg, revet citronskal, løg, hvidløg og rosmarin.
Fortsæt med at læse “Kylling med fyld af perlebyg, citron og rosmarin”
Et solskinssmil
Falsk forår – de der dage midt i vintertiden, hvor man mærker, at det engang igen vil blive forår. Solen skinner, musvitterne pipper, og man kan mærke solens varme i ansigtet. Sådan et par dage har vi lige haft – og hvor gør det godt.
Hør, hør, hvor det tør. Tøvejret er sat ind, og de store fygedriver i hegnet er faldet lidt sammen.








