Så kom chilierne en tur i syltegryden

Eddikesyltede chili. Når man først er blevet vant til at have dem i huset, kan man dårligt undvære dem. De giver lige et ekstra pift til det meste. Ikke mindst i den daglige klapsammen til frokost på arbejde. Men også som lidt krudt i salaten eller som tilbehør til alle retter, der trænger til en opmuntring.

Jeg har syltet en skålfuld af de lidt uberegnelige chilier, der kom ud af frøene fra en Hungarian Wax fra min svigerindes drivhus. De havde krydset sig med de andre sorter i drivhuset, så nogle af dem blev rivstærke, mens andre blev mildere. Man kan ikke se på dem, hvor stærke de er. Det er en slags russisk chili-roulette. Men Hungarian Wax er en meget velsmagende chili – om den så er normal eller hyper.

Billede7

Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange, så jeg bruger Vivis opskrift på eddikesyltede chilier – og den er god. På trods af handsker fik mine fingre en chilipeeling – de føltes næsten som forbrændte bagefter og kunne slet ikke tåle varmt vand eller damp. Man skal åbenbart bruge de handsker, der hedder nitrile handsker – de er tætte, hvad de almindelige plastichandsker ikke er. Der er jo ingen grund til at græde over syltet chili. Tværtimod.

Billede6

Der hænger endnu omkring 50 jalapenos på planterne i drivhuset. De er for tykkødede til at tørre, men fryses, det kan de. Og chilimarmelade med lime var vist også en god ide at prøve igen – med lidt flere chilier, fordi vores jalapenos ikke er så stærke i år. Sådan nogle chiliplanter udvikler forskelligt, og det er jo netop charmen ved dem.

Billede5

Der er altid nok at lave, når man bor på landet, som en af vores naboer sagde, da vi flyttede til Skivholme for 10 år siden. Og det har han indtil videre haft ret i. Det holder os væk fra gadehjørnerne, og det er jo godt, for der er ikke meget plads på Skivholmes fire af slagsen.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 kommentarer til “Så kom chilierne en tur i syltegryden”

  1. Min revisor sagde engang til mig, “Jeg bruger ellers stavekontrol!” Ja, men hvad nytter det, når du har brugt et forkert ord – som du har stavet rigtigt! Den kan jo ikke tænke, sådan én …”

    Like

  2. Var der ikke en sang engang, “Man sku’ altid bo på landet – ku’ man ønske andet.” Nej, vel 🙂
    God weekend til alle!
    (Den åndsvage stavekontrol retter hele tiden ‘alle’ til ‘aloe’ 😦 men sådan en sukkulent klarer sig jo altid!)

    Like

    1. Jeg har slået stavekontrollen fra – den rettede altid internet til internat 😉 Og den fattede ikke, at jeg skrev på engelsk i det ene øjeblik og på dansk i det næste. Så det var slut med den.

      God weekend til dig også!

      Like

Der er lukket for kommentarer.