I søndags blev der kogt hyldebærsaft og syltet hokkaido i en frisk og spicy version med chili og ingefær.
De syltede hokkaidoskiver er sød-sur-stærke – på samme måde som den sød-sur-stærke orientalske chilisovs er det, og den vil også være det perfekte tilbehør til den slags retter.
Man skal bruge:
500 g sukker
2 dl vand
4 dl æbleeddike
600 g hokkaido
3 mellemstærke chili uden kerner og frøstol – i ringe
60 g frisk ingefær i skiver
Kog sukkeret sammen med vandet. Hæld eddike i og bring det i kog. Tilsæt hokkaido, ingefær og chili og lad det hele koge i en fem minutters tid.
Fisk hokkaido, chili og ingefær op og læg dem i rene glas. Kog lagen lidt ind, hvis den er for vandet, og hæld den over græskarstykkerne. Tilsæt eventuelt lidt Atamon, så de syltede hokkaidoer kan holde sig uden køleskab.
Lad dem trække nogle dage, før du spiser dem som tilbehør til kød, til orientalske retter, i sandwich, eller hvor du nu har lyst.
Se, det var endnu en græskaropskrift. Man må jo bruge de gaver, naturen og haven så gavmildt har uddelt, og det er bestemt ikke nogen sur pligt.
God onsdag.
One thought on “Syltet hokkaido med chili og ingefær”
Der er lukket for kommentarer.