….. for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes Knud.
Sneflokkene kom vrimlende – slugte hegn og gård –

og nu kom Kjørmes Knud. Kyndelmisse. Den tid, hvor vinteren er koldest, siges det. Hvor frosten rækker dybt ned i jorden og presser stenene op på markerne. Men også den tid, hvor man for alvor begynder at mærke, at lyset kommer igen.
Det er ikke kun os, der mærker det. Fuglene mærker det, og det gør planterne også. Det er tid til at renovere potteplanter. Ny jord og måske en større potte til de små, en topdressing til de store. Omplantning og oprydning til dem, der trænger. I februar skal man også til at gøde igen. For nu skal planterne ud af deres vinterdvale, og de skal have lidt at leve af.
Vi har mange planter i vindueskarmene. Det ser ikke spor minimalistisk ud – og det passer mig fint, tilhænger af overdådighed, som jeg jo er.

Paradistræet, der stammer fra et skud, nappet et sted for 20 år siden. Sukkulenterne, jeg fik den første af, da jeg var 12, og hvis efterkommere står flere steder i huset. Hjerteranker hist og her, som er fremavlet af de løgknolde, de sætter på stænglerne, når de har blomstret.

Svigermors skarpe, der kan tåle at stå i sydvinduet, og som blomstrer hvert forår.

Kliviaen og de små fyldte lyserøde Sct. Pauli – på 3 generation nu.

Og zephyrblomsten – liljen, der stammer tilbage fra en, min mormor havde i sin lige så fyldte vindueskarm.

Måske er det noget genetisk? Min mor mangler bestemt heller ikke planter. Men jeg er nu glad for mine potteplanter. Planter, der alle har deres historie, og som der bliver passet godt på.
God søndag.