Sommerferie forude

Det gamle bindingsværk skal repareres. En mur er halvt revet ned og skal bygges op igen.

Der står en kæmpe balje kalk og venter på at få lov at forskønne de gamle bygninger. Der er træ, der skal flækkes. Der skal vaskes sengetøj, og der skal gøres rent i B&B’en. Fryseren er igen ved at være tom for brød. Vasketøjskurven igen fuld. Der er igen hundehår på trappen.

Kalven skal fodres – og hygges med og følges hid og did. Hunden føler sig lidt forsømt og skal have en ekstra tur og en ekstra krammer. Katten vil bare have ekstra mad. Han har sommertravlt. Det har vi også.

Ukrudtet vokser.

Og der skal laves mere brændenældevand. Der skal nippes i drivhuset; der skal fjernes brændenælder og plukkes hindbær; der skal tyndes i stauderne; der skal en hel masse, skal der.

Vi trænger til ferie, så vi kan nå alt det, vi alligevel gør. Og i dag starter ferien. Heldigvis.

Ferie? Kan man spørge. Er det ferie?

Ja. For os er det. For uden alt det – hvad var der så?

Vi når det nok. Måske. Det meste af det. Noget af det. Plus det løse.

Vi har jo to ugers ferie.

God lørdag.

Krydrede og hotte lammepirogger med mynte

Luksusnippemad, der kræver lidt mere tid. Men som er så rigeligt ulejligheden værd. Laver man nok, er der også til frokost dagen efter. Hvis vejret arter sig, kunne det måske blive til en frokost under et skyggefuldt træ?

Fortsæt med at læse “Krydrede og hotte lammepirogger med mynte”

Magisk Marinade til Præriegrill

Aftenen falder på. Kun en mumlen fra kvæget, en præriefugls fløjt og en guitars sagte toner bryder stilheden. Det lyder bemærkelseværdigt som Mark Knopflers nyeste.

En lang dag med at drive kvæget – en frygtindgydende, bissende flok Dexter No-horns – igennem det ubønhørlige, solsvedne landskab er til ende.

Colorado Kate og Rancherman har slået lejr for natten i en udtørret floddal,

Fortsæt med at læse “Magisk Marinade til Præriegrill”

Nippemad: Iranske pandekageruller med mynte og valnødder

Frisk mynte og koriander, hakkede valnødder, feta og Philadelphia flødeost. Det er ingredienserne til fyldet i de lækre iranske ruller. En fantastisk god blanding med overraskende, spændende og friske smagsindtryk.

Jeg har været til reception. Til reception for et dygtigt ungt menneske, der netop havde fået sin PhD grad. Han stammer fra Iran, og hans søde og dygtige kone (der selv står overfor at få sin egen PhD næste år) havde lavet maden – blandt andet rullerne, som jeg heldigvis fik opskriften på.

Kan man få de der store fladbrød, som man blandt andet bruger til kebabruller, er det godt. Ellers må almindelige tortillapandekager gøre det.

Rør blød feta sammen med flødeosten – ca. 1/3 feta og 2/3 Philadelphia – og smør pandekagerne med det. Hak valnødder og drys dem ud over pandekagen, og læg så hele mynte- og korianderblade over.

Rul dem sammen – stramt – pak dem ind i film og læg dem på køl i nogle timer. De kan også med fordel laves dagen før.

Til servering skæres de i skiver og anrettes med agurkeskiver. Frisk sommermad – og en god måde at få has på den mynte, der truer med at overtage herredømmet over krydderurtebedene.

God fredag –  håber, at regnen bliver inde i skyerne.

Smukke Fingerbøl

Fingerbøl, Digitalis Purpurea, Foxglove – rævehandske – på engelsk, Fingerhut på tysk, er en af mine yndlingsblomster.

Planten er toårig – første år kommer der kun en bladroset, og næste år skyder blomsterstængelen op i al sin pragt. Der er tusindvis af frø i hver plante. Men de spirer helst på bar jord. Jeg ville ellers gerne have dem til at så sig selv i massevis i det lille vildnis mellem haven og engen og hele vejen op ad skrænten. Men skal de vokse der, skal de plantes ud. Det er heldigvis enkelt. Man graver bare småplanter op fra der, hvor man ikke vil have dem, og planter dem der, hvor man gerne vil.

Digitalis bruges til hjertemedicin – kunstigt fremstillet nu til dags, så man lettere kan styre styrken og effekten. Den er meget giftig. Faktisk så giftig, at den bliver brugt som mordvåben i en Agatha Christie krimi. Portionsanrettet digitalis… mon den hed Mord på Menuen?

Men giftig eller ej – den er smuk, og humlebierne er vilde med den. De fine pletter i blomsterne markerer humlebiernes ‘landingsbane’, og det er kun humlerne, der er store og stærke nok til at kunne kravle helt ind i de lange blomster og finde frem til pollenlageret. Derfor er det kun humler, der kan bestøve digitalis.

Vil man så digitalis, kan man gøre det nu i såbakker og plante småplanterne ud i efteråret. Så kommer der digitalis i haven næste sommer.

God torsdag.

Tirsdag morgen 06.20

Solskin, vådt græs, fuglesang.

Det er tidligt, og der er ikke mange andre lyde end fuglene.  Et øredøvende kor fra elletræerne langs bækken, der gør det svært at skelne de enkelte stemmer.

Bondemanden er på vej med mælk og kalvemüsli til Heldig, der er vokset vældigt.

På marken oven for skoven ligger køerne. Nogle småsover, nogle tygger drøv, nogle er i gang med morgentoilettet.

Hunden og jeg går tur. Op forbi madpakkerne, langs med hegnet og over til den lille vildtskov, vi plantede for nogle år siden. Det våde græs giver våde bukseben over gummistøvlerne.

Og våde ører.

Heldig er færdig med sin morgenmad. Spanden skal lige have en ekstra tur.

Vi går gennem haven og kigger på blomsterne. Riddersporerne, Black Knight, blomstrer.

Rundt om huset

og ind i køkkenet for at lave morgenmad.

Snart er der travlt igen og hundreder af ting, der skal ordnes. Men om morgenen, tidligt, er der et lille frikvarter for dyr og mennesker.

En dejlig måde at starte dagen på.

God tirsdag.

Blomkål på tilbud = Søndagssuppe

Hvad sagde jeg? Det er mandag igen. Og kig tilbage – er der gået mere end fem minutter, siden det var fredag? Nej, vel?

Det er to hold B&B gæster, en masse havearbejde, rengøring, vask og bagning, almindelig madlavning, hundemadsproduktion og adskillige gryder varm mælk til kalven siden. Tiden fløj.

Det blev også til et smut i Rema1000 efter danske blomkål – 5 kr. pr stk. Vanvittig pris. Stakkels blomkålsavlere. At have passet og plejet sine blomkål, beskyttet dem mod fæle larver, fulgt deres vækst og så være nødt til at sælge dem for max. en krone stykket. Det er næppe supermarkedet, der sætter penge til.

En runde i køkkenhaven viste (udover, at der trængte til en grundig lugning), at de før så små bladselleri var ved at være store nok til at afgive en stængel eller to.

Søndagssuppen blev en sommersky-hvid blomkålssuppe med løg, hvidløg og bladselleri fra haven.

1/2 stort eller 1 lille blomkålshovede
1 stort hakket løg
3 fed hakket hvidløg
3 små nye stængler bladselleri – eller en enkelt stor – i skiver
1 dl madlavningsfløde
1 liter suppe
Salt og peber

Svits løg og hvidløg, tilsæt selleri og rør rundt, tilsæt blomkål og rør rundt. Hæld suppen over, bring det i kog og lad det koge, til blomkålen er mør.

Giv det hele en tur med stavblenderen, hæld fløden i, giv det et opkog og smag til med salt og peber. Spises med velbehag.

God mandag – husk, det er snart fredag.

Nippemad: Fyldte æg med kørvel og rejer

Fredag igen. Hvor blev ugen af? Om fem minutter er det sikkert mandag igen. Er der nogen, der vil være venlig at skrue lidt ned for jordens omdrejningstempo?

Så vi kan få lidt mere tid til at lege allesammen?

Men fredag er det, og det er tid til nippemad og fredagsaftenhygge. Det er i grunden heller ikke så ringe. I dag bliver det fyldte æg med kørvel. Af tre gode grunde. Fortsæt med at læse “Nippemad: Fyldte æg med kørvel og rejer”

Det må være postbudet?

Vi var helt sikre på, at der ikke kom flere kalve i år. Ko nr. 13 – Elisabeth – havde ganske vist ikke kælvet. Hun var nok ikke blevet med kalv sidste år, mente vi snusfornuftigt. Men køer kan også gå over tiden.

I går morges – klokken umanerligt tidligt – gik bondemanden sin runde med hunden, før kalven Heldig skulle have sin morgenmælk med kalvemüsli. Og det syn, der mødte ham på marken ovenfor skoven, fik  ham til at studse noget. For sammen med 13 gik en kalv. En ny kalv. En lysebrun kalv.

Fortsæt med at læse “Det må være postbudet?”