Citronsmåkager med havregryn

Den allerstørste og flotteste af citronerne fra Sicilien – en rigtig ‘Limone’ – så ud til at rumme smag og duft til mange småkager.

Lækre småkager med havregryn og citronskal i. Der var møde i aftes, og aftenmøder kræver småkager- det står vist også i Jyske Lov.

Kagerne er hurtige at lave – og de kræver ingen ekstra tur ned til Brugsen – hvis man da bare har:

75 g smør
75 g havregryn
125 g (rør)sukker

1 æg
1 spsk mel
1 drys salt
1 tsk vanillesukker
1 tsk bagepulver
Revet skal fra en godt moden og økologisk citron

Smelt smørret og bland det med resten af ingredienserne. Sæt dejen i klatter på  bagepapir på to bageplader – det er lettest, hvis man bruger to teskeer. Sæt dem med god afstand. De flyder meget ud og vokser sammen til en stor sammenhængende pladekage, hvis de ikke har plads nok til at brede sig på.

Bag dem 10 minutter ved 180 grader, og lad dem køle af på en bagerist.

Klassiske, knasende, duftende og uendeligt nemme småkager.

Det var så endnu en siciliansk citron, der blev brugt. Jeg kvier mig helt ved at bruge af dem – men det er jo sådan med citroner, der ikke er overfladebehandlede, at de skal bruges. De kan ikke bare stå til pynt. I dag går det derfor løs med citron- og ingefærmarmelade. Og med klargøring af B&B’en. Der kommer gæster, og de skal da også have påskepyntet.

God onsdag – nu er det næsten påskeferietid. Så bliver der tid til at slappe af  gå i gang med opsætning af solcelleanlægget. Egen strøm, eget pillefyr, egen vandboring, eget kloaksystem. Det begynder at ligne noget!