Wienerschnitzel – hvorfor hedder det en dreng?

Det er næsten ikke en opskrift – nærmere en historie. For det er ikke nogen hemmelighed, hvordan man laver en wienerschnitzel.

Det er ingen hemmelighed, at det skal være en paneret kalveschnitzel, hvis det skal være rigtigt, at der skal stegte kartofler og ærter til, og at der skal være sådan en citronskive med en benfri sild, kapers og peberrod på toppen. Den skive hedder ‘en dreng’. Men hvorfor gør den det?

Jeg har prøvet at finde ud af det, og den nærmeste forklaring hænger sammen med ordet wienerdreng – eller rettere sagt wienerbørn.

Efter første verdenskrig var nøden stor i Tyskland og Østrig. Krigen var tabt, og der var mange, fattige, syge og udsultede børn, der jo rent faktisk var ret uskyldige i miseren. Et privat velgørenhedsforetagende blev stablet på  benene, anført af overretssagfører Sigurd Jacobsen, der under et ophold i Wien, medens den spanske syge hærgede, var blevet opmærksom på børnenes behov. I årene 1919 – 1925 kom ikke mindre end omkring 25.000 børn på ophold i Danmark, hvor de fik mad, frisk luft, varmt tøj og kunne komme sig. Som en slags udvidet julemærkehjem.

Mange af børnene bevarede tilknytningen til Danmark resten af livet. Prøv engang at google wienerbørn. Det er en ret fascinerende historie.

Men hvorfor så lige en dreng på schnitzelen?

Det skyldes den lille, slatne sild. Folkevid, når det er bedst. Jeg elsker den slags udtryk, der både er respektløse og kærlige på en gang. For ungerne fra Wien var små og slatne, når de kom – små wienerdrenge. Og schnitzelen hed jo altså også en wienerschnitzel dengang. Sammenkoblingen er indlysende, selvom mange nok har rystet på hovedet af den tids politiske ukorrekthed, der bare hed noget andet dengang – ‘grovhed’ tror jeg – men ikke desto mindre ganske indlysende.

Så den dag i dag putter vi altså en dreng på schnitzelen – og er det ikke ret rart at vide, hvorfor det lige hedder sådan? Det synes jeg. Jeg vil altid gerne vide den slags og er nok efterhånden blevet lidt af en skattekiste af unødvendig viden.

Og rent apropos det: Det kan også hedde en pige – jeg er lige blevet ringet op om det, og er det en pige, er det en paprikaschnitzel, hvor citronskiven er dyppet halvt i paprika og pyntet med persille. Det er ikke med en appelsinskive, som jeg havde fået at vide.

God weekend

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Wienerschnitzel – hvorfor hedder det en dreng?”

  1. Tak for den forklaring 🙂 Jeg har tit undret mig.
    Og tak for dine opskrifter. De holder. I hvert fald dem, jeg har prøvet.

    Like

  2. Etymologi er fascinerende. Lider af samme tilbøjelighed som du til at ville undersøge begreber. Man får -ganske rigtigt- samlet sig en fond af unyttig viden, som dog kan komme til forundring og morskab, når man kaster sig ud i Trivial pursuit eller Bezzerwizzer. Min svigersøn sagde engang, at hvis han skulle deltage i sådan et quizprogram, hvor man måtte “ringe til en ven”, ville han ringe til mig. Forøvrigt længe siden, at jeg har spist wienerschnitzel med dreng ..

    Like

Der er lukket for kommentarer.