Februarkulden har lukket sin ring.
Himlen har sne i sin dyne.
Grå silhuetter, der lister omkring,
spejder: Er tøvejr i syne?
Gennem sneen flammer som ild
første erantis! Måske faret vild?
synger sin februarsalme.
Solbrændt med hue, dér står du igen,
sendt af Vorherre med glæde,
rund og fornøjet, min trofaste ven,
glad som et barn på sin slæde.
Håbet lyser dér, hvor du gror,
bryder som troen den frosthårde jord.
Tak for din februarsalme. Fortsæt med at læse “Kyndelmisse”










