I sidste uge brød solen pludselig igennem et øjeblik, mens jeg var på arbejde. Den skinnede ind i vores frokoststue, og en af mine kolleger, der for første gang oplever en dansk, mørk og våd vinter, spurgte galgenhumoristisk, hvad det der gule noget på himlen var for noget?
Vi har godt nok heller ikke set meget til det der gule noget på himlen. Men i dag er det der igen. Fortsæt med at læse “Hvad er det for noget gult noget?”
For når VINTERsolen skinner, bli’r jeg glad… En let omskrivning af Svantes sang, Hilsen til forårssolen. Svante, forklædt som Poul Dissing (eller også var det omvendt), synger om forårssolen, og der er da heller ikke noget dejligere.
Solskin i december. Lys og skygge spiller i vindueskarmene,
Vintersol over Skivholmes bakker. Sent står den op, og tidligt går den ned. Hvis den overhovedet kommer frem fra bag de tunge skyer.
Viser den sig, er det en ren åbenbaring for de lyshungrende decemberøjne, og når jeg går på marken sammen med hunden i det gyldne lys, tænker jeg tit på den gang, vi sang morgensang i aulaen på Nordre Skole i Hjørring. Pænt på rækker, to og to, med den lille blå sangbog i hånden.
I østen stiger solen op,
den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.
Den kommer fra den favre kyst,
hvor paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små. Fortsæt med at læse “Vintersol over Skivholmes bakker”
Lige før solen går ned, er der nogle få øjeblikke, hvor den spreder kobberfarvet lys ud over landskabet. Det er lige før den blå time, hvor alting står klarere end klart en kort stund, før mørket sænker sig.
Kobberlys på hegnets buske.
