Kylling på grøntsagsbund med perlebyg

 

Hvordan ser din økonomi ud i januar? Ligesom min? Sådan, at man meget gerne vil have nogle billige – men alligevel også gode – opskrifter? For skal man både være fattig og spise kedelig mad, bliver det da en begrædelig affære.

Opskriften her er både billig, meget lækker og strækker langt. Perlebyggen tager smag fra kylling, grøntsager og laurbærblade og bliver krydret, blød og risottoagtig.

Billede1

Man skal bruge:

1 stor kylling – delt i portionsstykker
3-4 dl kogt perlebyg (kogt i 10 minutter i letsaltet vand)
1 stor pastinak
1 stor persillerod
2 mellemstore gulerødder
1 stor porre
3 laurbærblade
2 -3 dl hønsebouillon (terning er ok)
Ekstra vand, hvis fadet bager tørt
Salt og peber

Kog perlebyggen i 10 minutter. Gør kyllingen i stand og klip den i 8 stykker. Gør grøntsagerne i stand og skær dem i stave – porrerne i ringe.

Bland grøntsager og perlebyg i et ovnfast fad, drys med salt og peber og stik laurbærbladene ved. Hæld 2-3 dl hønsebouillon over. Har du ikke rigtig hønsebouillon, så mas en terning, drys den ud over fadet og hæld vand ved.

Billede2

Sæt fadet i ovnen på 200 grader, til det hele bobler lystigt. Tag fadet ud og læg kyllingestykkerne oven på grøntsagsbunden.

Billede3

Sæt fadet tilbage i ovnen og steg kyllingen, til den er sprød og mør, og kødsaften er klar. Det tager en tre kvarters tid.

En rigtig lækker ret – og rester kan varmes dagen efter uden at blive ringere af det.

Min januarøkonomi fik dødsstødet, da Pumamissen kom haltende ind og ikke kunne støtte på det ene forben. Han var blevet bidt flere steder – katteslagsmål – og havde det rigtig skidt. Dyrlægen fik alle lommepengene, missen fik det godt igen – og vi spiser billig mad resten af måneden.

Billede9

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

11 thoughts on “Kylling på grøntsagsbund med perlebyg”

  1. Skøn opskrift – det er bare SÅ dejligt at hente inspiration på din side, Karen !
    Men – jeg har aldrig brugt perlebyg .
    Så når du skriver 3-4 dl, er det så målt Før eller Efter kogningen (de “udvider” sig jo nok en del).

    Like

    1. Det skulle jeg have skrevet – det er perlebyg, der er kogt i 10 minutter. De udvider sig en del, og de udvider sig mere endnu i retten. Derfor skal der så meget væde ved. Tak for de søde ord, Tove 🙂

      Like

  2. Åhh…. Den lille mis, den skal have det godt, når man har dyr er man nødt til at gå linen ud, så må man spare andre steder, godt valgt………og, glemte jeg lige at sige at maden ser lækker ud :-), kh Margit

    Like

  3. Godt råd til Puma: Du skal, ligesom vi mennesker, lære at fare med lempe, når alderen begynder at trykke – vælg dine kampe med omhu! Vær du glad for, at din madmor ikke kun står den kække bi – men også den slagne …
    Karen – hvor køber du kylling? Jeg skal betale ca. 140 kr. for en økologisk – de andre tør jeg ikke købe! Når der bare er en masse dejlige grøntsager i/til en ret, behøver jeg meget lidt kød. Jeg skal vist til at kigge nærmere på Frau Iwersens på markedet i Flensborg ved lejlighed.

    Like

    1. 🙂 Jeg tror ikke, han rigtigt vil høre efter den bette. Der er nogle halvvilde katte i området – nogle skrappe tøsemisser – og de er efter ham. Han må jo forsvare sig…

      Mht. kylling, så er det sjældent, jeg køber øko. Den, jeg oftest køber, er Holger kyllingen.

      Like

  4. Det ser lækkert ud -men kunne man mon ikke jævne med kartofler i tern i stedet for perlebyg og den slags ??——–godt I fik reddet Puma , alt det andet jævner sig jo . Kh .M.

    Like

  5. Åhh – god bedring til katten. Og ja, når de kære husdyr kommer til skade eller har det skidt, så er der ingen vej uden om, dyrlægen må kontaktes, og det tager det sjove ud af lommepengene, som du også skriver.
    En skøn opskrift – jeg vil snarest give mig i kast med den 🙂

    Like

    1. Selvom det koster, er der ingen vej udenom. Hvor var den lille kat dog ynkelig, da han sad der med feber og en pote løftet op, så vi kunne se, hvor han havde ondt. Men dyrlægen kan trylle. Et skud penicillin/smertestillende, og så var Puma frisk igen her til morgen. Frisk nok til at hoppe op på det forbudte køkkenbord 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.