Jeg vil male dagen gul.
Solen som en sommerfugl
sætter sig på mine hænder,
alle regnvejrsdage ender.
Der står ‘maj’ på min kalender.
Jeg vil male dagen gul.
Tag: haven
Svampe. Flotte, men hårde for tænderne.
I ferien fik jeg lidt tid til at lege med beton ude i den gamle stald, hvor jeg har mit tapetsererbord til al den slags pladskrævende hobbyvirksomhed. Nu har jeg været rundt i haven og anbringe herlighederne hist og her.
Fortsæt med at læse “Svampe. Flotte, men hårde for tænderne.”
Besøg i Fru Pedersens Have
I går drog Bondemanden og jeg på langfart. Hele vejen til Vemb kørte vi for at besøge Anette Krogh Pedersen – Fru Pedersen – i hendes vidunderlige have.
Det er en have, der fortryller.
Syrenen
Inde i blomsterhaven – i haven mellem bygningerne – står der en syrenbusk.
Den er efterhånden blevet lidt for stor til at stå der, men vi nænner ikke at skille os af med den. Den var det første, vi plantede, da vi begyndte at lave have her for 10 år siden. Fortsæt med at læse “Syrenen”
Mellem bygerne
Himlen skifter mellem sort og blå. Det ene øjeblik regner det med store, tunge dråber. Det næste øjeblik skinner solen, og himlen er uskyldigt blå.
Det gælder om at nå, hvad man kan mellem bygerne.
En tur over til skoven, hvor bøgenes nye blade begynder at danne et lysegrønt tag.
Påskepynt i haven
Er der noget bedre end at have fri – i solskin? Tid til at drysse lidt rundt og få ideer, og tid til at virkeliggøre nogle af dem. I går blev der påskepyntet i haven. Især omkring terrassen ved B&B’en, hvor højbedene nu er luget færdige for den onde og gemene skvalderkål og de tusindvis af ahornspirer.
Terrassebordet ved B&B’en har fået en af de kønne engelske primulaer, hænderne, en kogle og en troldegren. Nu er der fint til påske. Fortsæt med at læse “Påskepynt i haven”
Gi’ en hånd
Det her bliver det sidste om beton i denne omgang – men det skal lige med. For det var faktisk en rigtig god ide.
Hænder. Nænsomme hænder, der holder om en lille blomst. Fortsæt med at læse “Gi’ en hånd”
Årets sidste havearbejde – en større omgang
Så er georginerne gravet op. Alle de smukke blomstrende planter,
der har forsynet os med buketter siden slutningen af juli, blev til slattent vådt løv, da det frøs tidligere på ugen. Nu ligger knoldene i kasser i kælderen og venter på, at det igen bliver forår.
Potterne med lykkekløver er båret ind, så de kan holde georginerne med selskab.
Nu skal haven gøres vinterklar. Årets sidste havearbejde er en større omgang. Og der er så få timers dagslys at gøre det i. Det er mest oprydningsarbejde. Blade skal rives væk fra græsplænen, et større job, når man har så mange store træer, som vi har. Nogle af bladene lægger jeg mellem porrerne og kålen i køkkenhaven. Det luner lidt om fødderne på dem.
Ukrudtet. der har lusket sig frem i bedene, skal fjernes – især fuglegræsset, for det vokser videre hele vinteren, når der ikke er frost. Fliser skal fejes, og de sartere planter skal vinterdækkes. Staudetoppene får lov at stå, men bedene kalder alligevel på oprydning. Jeg har stadig et par poser løg liggende, der skal i jorden. Det kan heldigvis nås endnu. Der er nok at gøre i weekenderne, der snart er den eneste tid, hvor det er lyst, mens man er hjemme. Og der skal der jo også ordnes så meget andet.
Når jeg ser havebilleder af smukke, velordnede vinterhaver med kønne opstillinger af potter, engle og julehyacinter, frydes jeg over det smukke syn, men jeg græmmer mig over, at jeg dårligt kan følge med den daglige oprydning. Jeg trøster mig med, at de haver enten har gartnere eller er meget små. Skal vi ikke sige det? Mange, mange gartnere, og meget, meget små? Trøst over egen ufuldkommenhed. Det hjælper ikke på haven, men måske hjælper det på mit humør.
God torsdag.
Pyntegræskar
Det er ikke kun et godt svampeår i år. Det er også et godt græskarår. De har myldret frem, og nu er det tid til at høste dem. Græskar i alle farver og størrelser – både spiselige og absolut uspiselige. For pyntegræskar skal man ikke spise. De er faktisk giftige, næsten allesammen. Nogle få er ikke – men hvem har tænkt sig at lægge krop til en tester?
Smukke, det er de. Faktisk er de en dekoration i sig selv. Her er resterne af mine – de blev plukket i går:
Tom rede syndrom?
I formiddags beskar vi dronningebusken. Den var blevet kolossal og var ved at kvæle jasminbusken, der står ved siden af. Det skulle egentlig have være gjort noget før – men busken var ikke ubeboet. En lille sanger havde rede i den og har opfostret mindst ét kuld små sangerspirer, der kan glæde os næste år.
Nu var reden forladt. Ungerne er fløjet, og far og mor ligeså.
Et fantastisk bygningsværk. Cirka 10 cm i diameter, bygget af bittesmå kviste, foret med hundehår og dun og tætnet med mos og lav. Hvor er de dog dygtige sådan nogle bittesmå fugle.
Næste år skal de på den igen. Der er dronningebusken nok også vokset en halv meters penge igen, så de kan gemme sig i ly af bladene og nyde privatlivets fred i endnu en yndig lille rede.
Naturen er virkelig forunderlig.
God søndag.
