Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. De sidste har vi en lille flok af, og det har vi hvert forår. Senere flytter de op i træerne, og så ser vi dem ikke mere. Vi hører dem kun, og de har den smukkeste sang.

Det er underligt ikke at skulle noget. Meget underligt. I dag, to dage efter syningen, måtte jeg gå i bad og vaske blodet ud af håret. Jeg føler mig som et nyt menneske.

Og alligevel ved jeg godt, at jeg snart skal ned i mit sofahjørne igen. Der skal ikke meget til, før jeg bliver træt. Men først en tur ud med hunden – og så går vi lige forbi skovhaven og giver den dumme gren et spark. Så kan den lære det…

Man skal ikke lade sig kyse.

God onsdag.

Spurven sidder stum bag kvist?

Jeppe Aakjær må da vist have haft problemer med hørelsen. Spurven sidder stum bag kvist? Det gør den altså ikke. Der er mindst 50 af dem, og de kvidrer og blafrer og flagrer og kvidrer. Og så spiser de. Meget. Der er solsikkefest derude.

billede1

Det er ikke kun spurvene, der er med til gildet. De andre er der også. Hr. og Fru Dompap, rødhalsen og bogfinkerne,

billede3

sumpmejsen, blåmejsen, spætmejsen og musvitterne og alle de andre rødder.

billede2

De mange, smukke vintersange om kulde, sne og lange, hårde vintre blev skrevet under det, vi i dag kalder den lille istid. En kold periode, der varede fra ca. 1300 til ca. 1850 plus/minus en træskohæl. Vintrene var koldere og længere – måske på grund af Golfstrømmen, måske på grund af solaktivitet og måske på grund af vulkanudbrud – det vides ikke med sikkerhed. Men det er helt sikkert, at det ikke har været så nemt at være til dengang. Hverken for fugle, dyr eller mennesker. Der blev nok ikke fodret dagligt med masser af solsikkefrø. Så måske sad spurven virkelig alene og stum bag kvist?

I dag har jeg kunnet kigge ud på fuglene i haven, mens jeg har arbejdet hjemmefra. Det er dejligt at kunne det en gang i mellem.

God torsdag aften.

Fuglefoder i kønne kopper

To kønne genbrugskopper er blevet til fuglefoderkopper. Det pynter i den bare syren.

Billede3

Kopperne er fyldt med korn, blandet med svinefedt.

Billede2

Og det så ud til at være sådan en god ide.

Det var det bare ikke, for fuglene mangler et sted at få fodfæste. Koppen er for glat. De kan ikke stå fast, de små. Deres fine små fuglekløer mangler noget at hage sig fast i. Derfor skal snoren kortes af, så koppen hænger helt op mod grenen. Så kan fuglene sidde på grenen og prikke maden ud af koppen.

Et andet alternativ kunne være, at man kunne lime koppen fast på en underkop. Det ville også se kønt ud. Men ak – der var ingen underkopper til de fine kopper. Så snoren bliver kortet af i stedet for. For hovedsagen er vel, at fuglene får noget god, fed mad at varme sig på her i den kolde tid. Æstetiske overvejelser er nødt til også at være praktiske.

Billede1

Man lærer så længe, man lever.

God torsdag.

Tom rede syndrom?

I formiddags beskar vi dronningebusken. Den var blevet kolossal og var ved at kvæle jasminbusken, der står ved siden af. Det skulle egentlig have være gjort noget før – men busken var ikke ubeboet. En lille sanger havde rede i den og har opfostret mindst ét kuld små sangerspirer, der kan glæde os næste år.

Nu var reden forladt. Ungerne er fløjet, og far og mor ligeså.

Billede1

Et fantastisk bygningsværk. Cirka 10 cm i diameter, bygget af bittesmå kviste, foret med hundehår og dun og tætnet med mos og lav. Hvor er de dog dygtige sådan nogle bittesmå fugle.

Billede2

Næste år skal de på den igen. Der er dronningebusken nok også vokset en halv meters penge igen, så de kan gemme sig i ly af bladene og nyde privatlivets fred i endnu en yndig lille rede.

Naturen er virkelig forunderlig.

God søndag.