Jeg vil male dagen gul.
Solen som en sommerfugl
sætter sig på mine hænder,
alle regnvejrsdage ender.
Der står ‘maj’ på min kalender.
Jeg vil male dagen gul.
Selvom den har været ilde set i haverne i mange år, tror jeg, gul er på vej ind igen. Hos mig har den aldrig været helt ude. For hvad er en forårshave uden erantis eller gemserod? Hvad er mere forår end mælkebøttemarker og rapsmarker? Og hvad med påskeliljerne? Hvad er en sensommerhave uden solhatte? Hvordan skulle vi nogensinde få en squash uden de gule blomster, der lokker befrugterne til?
Der er varm gul. Glad og varm gul, solskinsgul.
Der er den grøngule som hos løvefødderne og her i bronzefennikel.
Der er lys gul som i de kniplingsagtige blomster på Haremad. Ukrudt – javist. Men yndige, ikke?
De står i kanten af markbedet, der i øvrigt flyder over med squash – og nogle af dem er også gule.
De lækre chilier, Hungarian Wax, er grøngule nu, og de udvikler sig over rigtig gul til orange.
Nej ikke et ondt ord om gul. Heller ikke et ondt ord om ret mange andre farver. Farver giver liv. Det er godt at sortere lidt i farverne, så man holder ting sammen, der passer sammen. Og at have en rolig baggrund for farverne. Både i haven og i indretningen derinde. Men farveløst må det aldrig blive, og lidt gult gør glad.
I sin bog, Farver, viser Tricia Guild en gul rapsmark med en blå himmel over. Og i teksten skriver hun, at selvfølgelig kan man bruge sådan nogle farver – hvis Gud må, må jeg også, skriver hun. Klog kvinde.
God torsdag.
Altid en fornøjelse at læse dine indlæg. Har i dag for jeg ved ikke hvilken gang bagt din kage for den travle husmor. Denne gang med nyplukkede brombær. Den smagte også godt.
LikeLike
Det var sødt sagt, Lisbet 🙂 Ja, den kage er god med næsten ligegyldigt hvad. Jeg har bagt den med både friske og frosne solbær – og jeg vil bage den med mirabeller om ikke så længe, når de bliver helt modne.
LikeLike
Dejlige gule billeder! Jeg har altid haft gult i haven. Og jeg elsker gule blomster 🙂
LikeLike
Jeg tror, vi kommer til at se meget mere gult. Bare det ikke betyder, at det pludselig bliver svært at finde blå blomster. Moden er så omskiftelig…
LikeLike
Hende Tricia Guild er en fantastisk kvinde i forvejen, men for den bemærkning, ja da stiger hun da lidt mere i min agtelse, klog kvinde som du siger. Og jeg synger gladelig med på “jeg vil male dagen gul”, som også er en sang jeg holder af :-). Men lur mig, mooon ikkeee de fleste egentlig godt kan lide lidt gult, jeg kan i hvert fald godt og alle dine gule ting ser dejlige ud :-). Jeg er heller ikke så god til det der med farveafstemt bede, der sniger sig sjovt nok altid et eller andet ind som man ikke liiige havde planlagt. Det eneste jeg godt kunne tænke mig at gennemføre engang er et hvidt bed, men om det nogensinde lykkes ved jeg ikke 🙂
LikeLike
Gult er da en nødvendighed – og den meget lyse gule er fin sammen med hvidt. Jeg har også haft hvide drømme. Men jeg kommer altid til at købe/så farver alligevel. Men det kunne være rigtig fint med hvide blomster i skyggehaven…
LikeLike