Endnu en ny opskrift med squash: små, lækre pandekager i brunchstørrelse med revet squash og løg.
Fortsæt med at læse “Små pandekager med squash”Kategori: Bagværk
Muffins med fersken og ferskenkaramel
Jeg havde fået fat i nogle ferskner, der var lige til den umodne side.
De blev til ferskenmuffins – med ferskenkaramel – lavet efter samme princip som muffins med karamelliserede æbler. En lille og sød lækkerbisken. Fortsæt med at læse “Muffins med fersken og ferskenkaramel”
Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller
Sprød skorpe – virkelig sprød skorpe – og blød og luftig krumme. Sådan er de nemme boller med rug og kerner, du får opskriften på her. Sæt dem over, før du går på arbejde, og bag dem, når du kommer hjem.
Fortsæt med at læse “Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller”Små fetasnegle med oregano
Her i påsken har vi brugt feta til næsten alt tilbehøret til lammekøllen. Vi har brugt feta i græsk salat, i dip og i alt muligt andet, og der er stadig noget tilbage. Derfor lavede vi i går sådan nogle små butterdejssnegle med fetafyld – lækker nipsemad med feta, der smager helt forrygende af mere.
Fortsæt med at læse “Små fetasnegle med oregano”Et hurtigt brød med hvidløg og rosmarin
I dag er det fredag, og i aften skal vi have nippemad – noget med grillstegte artiskokker i olie og røget laks tror jeg.

Og sådan et hvidløgsbrød med rosmarin til. Et hurtigt brød til en forårsweekend, hvor haven nok bliver prioriteret højere end køkkenet. Fortsæt med at læse “Et hurtigt brød med hvidløg og rosmarin”
Havrekiks
Det er rigtig lang tid siden, jeg har bagt havrekiks. De smager så ustyrligt godt, de er ikke ret svære, men alligevel er der af en eller anden grund gået lang tid. Nu skulle det være.
Lækre, sprøde, sød-salte kiks til fredagsnippemaden.
3 slags fastelavnsboller
Mine yndlingsfastelavnsboller er de gammeldags. Søde boller fyldt med en lækker creme. Her er opskrifter på tre af den slags.
Fortsæt med at læse “3 slags fastelavnsboller”Brød til julefrokosten – en ny opskrift og links til flere
Til julefrokoster skal der bruges masser af brød.
Rugbrød i lange baner, hvidt brød til rejesalaten – måske også et groft brød.
og sprødt, hjemmebagt knækbrød og/eller hjemmebagte havrekiks til osten. Fortsæt med at læse “Brød til julefrokosten – en ny opskrift og links til flere”
Fødselsdagsbrunch med kanelsnegle
I morgen kommer hele familien til brunch hos os. Brunch med det hele, blandt andet bacon, pølser, røræg, laks, pandekager – og selvfølgelig kanelsnegle.
Kanelsnegle er meget enkle at lave, og de hjemmelavede bliver supergode – ingen tørre kanter, og masser af snasket fyld. Sundt? Nul. Sundt står ikke i en kanelsnegls jobbeskrivelse.
Man skal bruge:
Til dejen:
50 g gær
3 dl vand
2 dl mælk
4 spsk sukker
150 g smeltet smør
1 æg
1 spsk kardemomme
Ca. 900 g mel
Til fyldet:
250 g blødt smør
150 g sukker
100 g farin
3 spsk kanel
Bland vand og mælk og rør gæren ud heri. Smelt smørret. Bland mel med sukker og kardemomme og hæld gærblandingen og det smeltede smør i dejen, tilsæt ægget. Ælt den til en ret fast, men smidig dej og lad den hæve en times tid.
Rør blødt smør med sukker, farin og kanel til fyldet.
Del dejen i to portioner, så den bliver mere håndterbar, og rul hver portion ud til en 1 cm tyk rektangel. Smør rektanglerne med et godt lag fyld og rul dem sammen fra den brede side. Skær pølserne i ca. 3 cm tykke skiver og læg dem i en bradepande.
Lad dem efterhæve en halv times tid, og bag dem så på 200 grader i 20-25 minutter. Hold øje til sidst, de må ikke blive brændte, men de skal være lækkert lysebrune.
De kan bages dagen før, man skal bruge dem og så lunes i en 175 grader varm ovn i 5-7 minutter. Når de er lunet, kan man pynte med lidt glasur rørt af flormelis og et par dråber vand, hvis man har lyst.
Bagefter kan det jo være, at vi skal lokke gæsterne med ud og gå en tur omkring marken – det kan man vist godt tåle efter sådan en brunch…
God weekend!
Cookies med citron og ingefær
Man kan købe så mange forskellige cookies med ingefær. De er gode. Og de er dyre.
I England har de mindst 12 forskellige slags – jeg ved det, for jeg har engang fået en kæmpekasse med forskellige ingefærsmåkager i fødselsdagsgave. Det var en god gave. Dem med citron og ingefær var jeg helt vild med, og det, jeg egentlig vil frem til, er, at man kan bage de gode ingefærcookies selv – til en brøkdel af prisen for de købte. De er endda hurtige at lave – fra ide til færdige cookies på en halv time.






