Tærte med tomat og basilikum – lækker og hurtig

Får du gæster i morgen til Store Bededag? Og skal de have lidt lækkert nip til en drink eller en forret? Så har jeg en ide her. En butterdejsbund med lækkert ostefyld, søde tomater, hvidløg og frisk basilikum. Med færdig butterdej, er sådan en hurtigt lavet.

Jeg faldt over en ny friskost på tilbud. Sådan et to for tyve tilbud. En Buko med basilikum. Basilikum og tomat er altid en god kombination, og med lidt færdig butterdej i køleskabet fandt jeg på den her lille tærte til fredagsnippemaden i sidste uge.

Du skal bruge:
Butterdej
Tomater
Friskost med basilikum
Basilikumblade
Presset hvidløg og olivenolie

Smør butterdejspladen med osten – smør kun til en centimeter indenfor kanten. Læg tomatskiver ovenpå, pres lidt hvidløg ud over tomaterne, drys lidt salt over dem og drys så med masser af hakket basilikum. Dryp tomatskiverne med lidt olivenolie – kun tomaterne, ikke osten og dejen.

Bag tærten i ovnen på 200 grader i 20 minutter.

Hvis du vil lave tærten som snack til gæster, kan du bruge cherrytomater skåret i halve (pres kernerne ud med en finger, så de ikke væder så meget) i stedet for tomatskiver og skære tærten i små firkanter med en halv cherrytomat på hver. Det er mere dekorativt. Men smagen er den samme. Fyldig, krydret og lækker.

God torsdag.

Nippemad: små fetasnegle med oregano

Der er ret meget feta i sådan en blok Puck feta, som jeg købte før påske. Selvom det holder godt, kan det godt være lidt svært at få brugt det hele i tide.

I påsken har vi ellers brugt feta til næsten alt tilbehøret til lammekøllen (som der også stadig er rester af). Vi har brugt feta i græsk salat, i dip og i alt muligt andet, og der er stadig noget tilbage. Derfor lavede vi i går sådan nogle små butterdejsruller med fetafyld – lækker nipsemad med feta, der smager helt forrygende af mere.

Det er uhyre enkelt at lave de små snegle, og det kræver faktisk ikke en opskrift. Men… har du ikke tænkt tanken, kommer den her.

Rør feta med rigeligt tørret oregano. Smør blandingen jævnt ud på et aflangt stykke butterdej (købt butterdej er helt ok for mig- jeg orker ikke at rulle i flere timer). Smør ikke blandingen helt ud til den øverste og den nederste kant – det bliver noget umuligt fedtet stads at rulle og få til at hænge sammen.

Rul sammen, skær i 1 cm tykke skiver og bag de små snegle på 200 grader i et kvarters tid.

Så er der snacks…

Salte, sprøde og helt perfekte til et lille glas i utide her på den allersidste påskedag.

God påskemandag.

Små butterdejssløjfer med to slags ost

Lidt nippemad til en velkomstdrink – og skal man ikke have gæster kan man jo bare byde sin mand eller kone på en velkommen hjem til weekend drink med nips til, kan man ikke?

Små butterdejssløjfer med fyld af flødeost og parmesan, drysset med sesamfrø. Sprøde og lækre.

Billede8

Man skal bruge:

1 plade frossen butterdej
2 spsk revet parmesan/grana
Lidt flødeost – Philadelphia eller lignende
Æg til at pensle med
Sesamfrø til drys

Billede1

Rul pladen ud. Smør den med flødeost og drys med fintrevet parmesan. Fold den ene langside ind til lidt over midten, og den anden til lidt over den første. Rul lidt igen, så de hænger godt sammen.

Billede3

Skær strimler på ca. 1,5 cm.

Billede4

Sno strimlerne en omgang, så de ligner sløjfer.

Billede5

Og læg dem på en bageplade, smør dem med æg og drys med sesamfrø. Bag dem i et kvarters tid på 200.

Så er der nips.

Med spionkameraet ud af vinduet blev det afsløret, at der var en mere, der ventede på nippemad – men foderslottet var tomt, så ‘nippemaden’ var fløjet. Snydt igen, kattedyr. Heldigvis.

Billede7

God fredag.