Nippemad: Muffins med ost, løg og bacon

Det er lang tid siden, jeg har lavet noget med bacon – den oversete krydderurt. Jeg indrømmer det gerne: Jeg elsker bacon. Det er utrendy. Jeg ved det godt. Man skal hellere bruge italiensk pancetta. Det er faktisk også bacon, men det er trendy bacon – og dyrt bacon. Pyt med det. Jeg ved, at jeg har mange fæller ude i verden. Både åbenlyse og skabs-baconelskere. Denne opskrift er dedikeret til alle os, der elsker bacon.

Til de utrendy muffins skal man bruge:

1 hakket løg
4 skiver bacon skåret i små tern
100 g revet ost – jeg bruger emmentaler
200 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt og lidt peber
1 æg
1,5 dl mælk
2 spsk rapsolie

Hak løget og skær 4 skiver bacon i små tern. Svits bacon og løg i 2 spsk rapsolie, til løgene er klare. Hæld 1,5 dl mælk over blandingen, så den køler lidt af.

Bland melet med bagepulver og salt og peber. Hæld løg og baconblandingen med mælk i, rør ægget i og til sidst osten.

Fordel dejen i en muffinform – en 12 hullers – og bag på 200 grader i 25 minutter. Tag dem ud af formen, så snart de er færdige. Det giver sprød bund.

Hvis man kan vente med at spise dem, til man ikke brænder tungen, er det en god ide. De smager allerbedst, når de er lune.

God fredag.

Krydret, frisk, sødt og sprødt – salat med æble og basilikum

Efter besøget på Molskroen i lørdags har planen været at forsøge sig frem med en salat med æble og basilikum, inspireret af deres ‘syltede æblekugler vakumeret med basilikum’. I går blev konceptet testet, og det virker. Æble og frisk basilikum er en ny blanding i min mund, men helt klart også et nyt hit. Krydret, frisk, sødt og sprødt på én gang.

Bondemanden var enig, og der blev ingen rester.

Skræl et æble og skær det i tynde skiver. Læg skiverne i salatskålen og dryp med lidt citron, så de ikke bliver brune.

Skær agurk i meget tynde skiver, en lille tomat i små både, hak lidt rødløg, skær lidt iceberg og hak en god håndfuld friske basilikumblade. Bland det hele sammen og dryp det med basilikumolie.

Basilikumolien lavede jeg ved at blende rapsolie med rigeligt basilikum. Nu skal den stå og trække i nogle dage, hvorefter den skal sies, så kun den fine grønne og duftende olie er tilbage. I går tog jeg bare et par skefulde af olien fra glasset, hvor det står og trækker. Det er ikke blevet smukt endnu, men det smager, som det skal.

Salaten blev spist til en rest lasagne og med hjemmelavede hvidløgsbrød – brød smurt med superstærkt hvidløgssmør og ristet i oven.

Nem og god mad til en onsdag, hvor vejret rettede sig, og alle var i sving ude til klokken alt for mange.

Bondemanden fræsede urtehaven. Hunden legede med sin bold, katten med en ny ven, som den senere åd. Og jeg – jeg priklede alle kålplanterne, der nu er voksne nok til at få en potte hver. Om kort tid skal der plantes til i urtehaven. Så er alt stort nok til at undgå de sultne fasaners og duers grådige næb.

Godt torsdag.

 

Børnebanden samles

Nu er der syv kalve. Tre kvier – Henriette, Helene og Heidi – og fire tyrekalve. Der mangler endnu seks. De første er blevet store nok til at lege sammen – og putte sammen.

De har det herligt. Styrter op og ned – fra bunden af engen til toppen ovenfor skoven med en fart, der er en Ferrari værdig.

De store kalve fra sidste år er lukket inde i en indhegning for sig selv. Ellers mobber de alle de nye kalve. Det er vel en slags ‘søskendejalousi’ – de små kommer og tager mors opmærksomhed og får al mælken, som de ellers har fået en sjat af i ny og næ hele vinteren.

Men efter et par dage er der også fryd og gammen i den nye indhegning. De nye magtstrukturer er på plads, og de leger også som de store unger, de er. Og de får specialforplejning – deres helt egen wrapballe som supplement til græsset, der godt nok vokser, men som ikke er næringsrigt nok endnu.

De har deres eget vandkar – og det er den bedste underholdning, man kan tænke sig. Noget at stimle sammen om.

De nybagte mødre går sammen med deres kalve.

Og dem, der endnu ikke har kælvet, bliver tungere og mere besværede fra dag til dag.

Det er en frugtbar tid på landet – kalve og lam springer på markerne, kornet gror, græsset gror, fuglene synger og frugttræerne blomstrer. Vi priser forårets frodighed og liv i høje toner, men formålet er ikke skønheden – det er et biprodukt, vi kan nyde. Formålet er formering, mad og vinterforråd. Årets gang. Der er noget rart og jordnært, i ordets mest bogstavelige betydning, ved at vide, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.

God onsdag – vi må ud og tælle kalvene.

Pasta med laks, asparges og limesovs

Skoven er sprunget ud.

Bøgetræernes kroner står nu lysegrønne over de blomstrende fuglekirsebær. Den skønneste, skønneste tid.

Over marken svæver gulspurvekrattet som en hvid sky af slåenblomster.

Det hele står i grønt og hvidt, let og frisk, alle skarpe kanter glattet ud af nyt løv og hvide blomster.

Sådan blev aftensmaden også.

Grønne asparges, hvid pasta og sovs, grønne limefrugter. Et forårsfad.

Man skal bruge:

2 lakseportioner (en pr. mund)
1 pk frisk pasta
1 bundt asparges
2 limefrugter
1 lille hakket løg
2 dl vand
1 tsk honning
1,5 dl fløde
Salt, peber og blå birkes til laksen.

Hak løget og svits det klart i en klat smør. Tilsæt saft fra den ene lime, 2 dl vand og 1 tsk honning, lidt salt og peber og lad det koge godt sammen i et par minutter. Tilsæt fløden og lad også den koge godt sammen med resten. Jævn evt. med lidt maizena udrørt i koldt vand, og smag til med salt og peber.

Skær de grønne asparges i stykker på ca. 2 cm og damp dem i 3 minutter.

Sæt vand over til pasta og kog den, mens du laver laksen.

Drys sorte birkes over laksen på oversiden og klap dem lidt fast. Steg laksen i lidt smør i en lille dyb pande. Når laksen er sat over, lægger man et stykke sølvpapir over panden. Så behøver man ikke at vende laksen, så alle de fine sorte korn ryger af.

Bland nu de grønne asparges i sovsen, hæld sovsen over den afdryppede (og kogte) pasta, læg laksestykkerne i midten og pynt med den sidste lime skåret i tynde skiver.

Nå, er der vel nok nogen, der vil sige. Hvis det skal være et forårsfad, hvorfor er laksen så sort? Joh det – den skal ligne de bede, der endnu ikke er sået noget i, fordi det bliver ved med at være nattefrost her inde i landet. Minus tre i går nat. Men det må da få en ende.

God tirsdag.

Smuk mad

Lørdag var vi til konfirmation – en dejlig dag, der blev holdt på Molskroen ved Femmøller Strand. Et smukt sted,

hvor de virkelig kan lave lækker mad i en klasse, hvor de fleste hjemmekokke giver op. Ikke så meget med hensyn til smagen, for god smag kan de fleste  godt trylle frem, hvis de bare har de rigtige råvarer. Men det kunstneriske indtryk. Pynten. Maden er smuk som en blomsterdekoration. Her et billede af forretten.

Det er næsten umuligt at lave hjemme, for der skal så uendeligt lidt til af hver ingrediens, og hver ingrediens er kunstfærdigt præpareret på en måde, der tager tid at lave. Syltede æbler i små kugler, vakumeret med basilikum, så de blev helt grønne og smagte af både æble og basilikum. Små tapioca gryn udblødt i eksotiske eddiker. 8 gryn på hver portion. Og en selleripure, der så ud som om, den var skåret i supertynde skiver og lagt over den saltede torsk. Smukt. Men – helt ærligt – hånden på hjertet – hvem har tænkt sig at udbløde 16 tapioca gryn for at lave fredagsnippemad til to? Nej, vel? Og en ‘vakumeringsmaskine’ – hvis det da hedder sådan – er heller ikke noget, de fleste har i køkkenet.

Der er kun ét at gøre. Nyde synet og smagen, når man er så heldig at være inviteret et sted, hvor de virkelig kan det der, og lade sig inspirere af det. Måske lidt æbler i salaten sammen med friske basilikumblade næste gang? Måske en klat selleripure til fisk en anden gang? Måske lave en basilikumolie til at dryppe fine grønne dråber på selleripureen? Så er vi ovre i den overkommelige del, hvor det er muligt at være med, og stadig holde fast i en del af festmadens herlighed hjemme på en hverdag.

Der er jo flest hverdage.

God mandag.

Potmaker

Nu har jeg også fået en. En ‘potmaker’. Ikke den slags pot, som hippierne røg nede i 60erne. Nej, en lille trædims, der med et snuptag kan forvandle en strimmel avispapir til en såpotte. Det taler til min sparsommelige sjæl. Og endelig var der noget, jeg kunne bruge sportstillægget til. Jeg overvejede et mere opbyggeligt tillæg, for det er jo små planter, vi taler om her. Og lidt skal man vel lære i planteskolen. Det skal ikke være leg det hele.

Men tilbage til min nye dims. Det er lavteknologi. Det virker. Der er ingen app til det, det er lige til at gå til.

Klip avisen i strimler på ca. 30 x 9 cm. Rul papiret op på overdimsen – håndtaget – endelig ikke for stramt, fold enderne ind under overdimsen, tryk overdimsen ned i underdimsen, og vupti. En potte. 60 potter på en halv time. Hvem, der bare var på akkord.

Nu er de 60 – og mange flere – potter fyldt med jord. Med ét frø i hver af spidskål, mamelukærmer, lathyrus og hestebønner. De står i drivhuset for at undgå de sultne duer og fasaner. Nu skal der laves flere potter. Til bønner, til majs, til fennikel – til alt…. Engang i maj kommer store udplantningsdag. Og så kan potterne bare blive plantet med.

En let og billig løsning. Jeg er glad for min nye dims – potmakeren. Og hvis det regner i eftermiddag, ved jeg godt, hvad jeg skal lave.

God søndag.

Nippemad: Små urtepandekager med hot hvidløgsdip

Krydderurter kan man ikke blive træt af. Og pandekager kan varieres i det uendelige. Kombinationen af krydderurter og pandekager er noget af det mest forårslækre. Og med en god hvidløgsdip med chili, bliver de ikke ringere.

Man skal bruge:

150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
2,5 dl mælk
1 æg
Et par håndfulde hakkede blandede krydderurter – purløg, løvstikke, citronmelisse, oregano – hvad man nu har – men nok

Bland mel, salt og bagepulver. Rør mælken i og til sidst ægget. Pisk det sammen, til det er en jævn dej uden klumper. Bland krydderurterne i dejen, og lad den stå lidt og trække.

Steg pandekagerne i smør på en pande – på stor pande er der plads til fire ad gangen.

Til dippen skal man bruge:

2 dl græsk yoghurt 10%
1/2 tsk salt
2 store fed hvidløg

Sambal oelek efter smag – et nyåbnet glas er ultra-super-stærkt – som en steppebrand mod ganen – så vær varsom – en lille smule kan gøre det. Man skal jo også kunne smage pandekagerne.

Rør det hele sammen og lad det trække i køleskabet, mens pandekagerne bliver stegt.

Kan med fordel nydes ude sammen med et glas – eller to – kold hvidvin. Husk også et glas vand, hvis du alligevel fik for meget sambal oelek i dippen.

Ekstra vand er nu altid godt, når det er varmt.

For nogen er en gang ekstra vand dagens bedste underholdning. Vandslangen er sjov at lege med – at prøve at fange strålen – at pjaske koldt vand på et varmt hovede – kigge fascineret på boblerne – smage på dem – nyde livet.

God Store Bededag – lad os håbe, den aldrig bliver aflyst.

Havepesto

Nu er krydderurterne ved at være så store, at man bare kan plukke løs af dem. Løvstikke, purløg, persille, citronmelisse, mynte – de myldrer op.  Især mynten myldrer – og især, hvor den ikke skal. Der er rosmarin og salvie i potter, og nysået koriander i drivhuset.

Det er igen blevet tid til at lave den lækre havepesto.

Man skal bruge to gode håndfulde blandede krydderurter. Halvdelen må gerne være purløg.

Derudover skal man bruge:

3 spsk fintrevet frisk parmesan
1 håndfuld mandler, smuttede og ristet på en tør pande
1 tsk salt
1-2 fed hvidløg – efter smag
1/2 dl rapsolie
Lidt vand

Riv parmesanen, pil hvidløgsfeddene, smut og rist mandlerne, skær purløget i lidt mindre stykker, og kom det hele i blenderen. Kør det til en jævn masse. Hvis det virker for tørt, kan man tilsætte mere olie eller vand.

Det smager forrygende til frisk pasta, men er også godt i sandwich eller bare som dip.

Hurtig mad til en dag, hvor man hellere vil være i haven end i køkkenet.

God torsdag.

Drama i dalen

Mor og kalv har det fint. Lad os starte der, for lykkelige slutninger er nu de bedste.

Men det var tæt på at gå grueligt galt. Mineralmangel. Man kan dø af mineralmangel. Når man er en ko, kan det gå meget hurtigt. Ved mineralmangel kan en stor anstrengelse – og at kælve må jo nok siges at være en stor anstrengelse – give kramper, lammelser og i sidste ende føre til en ulykkelig bortgang fra de jordiske græsmarker.

Bess er 9 år gammel, hun har fået 7 kalve, og hun er generelt i fin form. En ko i sin bedste alder. En sød ko, en stille ko, der ikke gør så meget væsen af sig, og som er tilfreds med sit lod som ‘en ko i midterfeltet’. Hun kælvede i søndags, alt gik godt, men i går morges lidt i seks fandt Bondemanden hende liggende livløs i engen.

Vagtdyrlægen blev tilkaldt, og han gav hende en mineralblanding som drop. Umiddelbart så der ikke ud at ske nogen ændring, og vi var bange for, at det var for sent. Men lidt efter lidt kom der liv i øjnene, og – stærkt opmuntret af os, der skubbede og puffede til hende, og af kalven, der hele tiden havde trippet rundt og møh’et til hende – kom Bess på benene igen – vaklende, men oppe. Reddet.

Nu skal vi holde øje med hende, og hun skal have ekstra mineraler i en tid. Hun laver jo litervis af piskefløde til den lille, og det kræver sin ko.

Køerne har haft adgang til mineraler hele tiden, så vi skænkede da ikke potentiel mineralmangel en tanke. Men ét er adgang – noget andet er, om de har benyttet sig af den adgang. Det havde hun ikke, så det ud til. Fra nu af bliver der serveret ekstra guf med mineralblanding i til de vordende og nye mødre.

God onsdag – og husk din vitaminpille – med mineraler.

Mindre kan gøre det

Har man ikke en hel dyrekølle i fryseren, og det har man sjældent, hvis der ikke er en jægersmand m/k i familien, kan man stege en lille vildtsteg på helt samme måde som en stor.

Det er kernetemperaturen i kødet, der er afgørende, og derfor er det ikke dumt at anskaffe sig et stegetermometer, hvis man ikke har et. Ikke nødvendigvis et af den slags, der kan snakke. Dem bliver man lige så sur på, som man gør på GPS damen. Næ, bare et, der kan vise, hvor varmt kødet er indeni.

En steg – uanset om det er rådyr eller okse – skal brunes først. Jeg sætter ovnen på 250 grader, og når den er varm, kommer stegen ind. Og stegetermometret har jeg sat i, inden stegen kommer ind. Et kvarter skal den stå og brune. Derefter skal temperaturen sættes ned, mens stegen stadig står i ovnen. 150 grader er fint.

Vildt skal op på 65 grader, hvis det ikke skal være rødt. Og det skal vildt altså bare ikke være. Oksesteg/kalvesteg skal kun op på 60 grader.

Når man tager stegen ud, stiger kernetemperaturen stadig lidt. Det skal den også. Og mens stegen trækker, kan man lave tilbehøret færdigt. Til vildt er en salat med nødder i perfekt.

En steg – stor eller lille – kan laves på samme vis. Så hold dig ikke tilbage – eksperimenter – man må godt lege med maden, når man først er voksen.

Er man kalv, leger man i maden.

God tirsdag.