‘Et halstørklæde er noget, man tager på, når ens mor fryser.’
Et eviggyldigt citat. For hvordan kan man vide, om andre fryser? Om de har brug for et halstørklæde? Kun ved selv at mærke efter og sammenligne. Og forskellige væsener føler temperatur, vejr og vind forskelligt.
Jeg kan ikke andet end spørge: Hvorfor går de fjollede køer dog ikke ind?
Puma har vejrproblemer. Det får vi allesammen lov at mærke.
Et fad med gratinerede rodfrugter er varm og hyggelig mad. Comfort food, som englænderne kalder det.
Man skal bruge en blanding af kartofler, gulerødder, pastinakker, jordskokker, porrer – eller hvad man nu har og har lyst til – Fortsæt med at læse “Gratinerede rodfrugter – varmt og lækkert”
Når man nu har fundet ud af, at fasan faktisk mætter ret meget, så man ikke har kunnet spise op, eller hvis man har været så klog, at man har lavet en stor portion, kan man lave den lækreste restemad af det, der blev til overs af retten med fasan.
Af og til er der fasan på menuen. Som oftest hører vi dem bare skråkke dernede i engen, og de spankulerer frimodigt rundt i haven. En gang i mellem er der dog en, der ender på middagsbordet.
Efter at have prøvet mange forskellige metoder til tilberedning, har jeg lagt mig fast på den her som den aller-, allerbedste. Kødet bliver mørt som smør.
Fortsæt med at læse “Fasan på den allerbedste måde”Når man arbejder et sted, hvor der er mange unge mænd, er der en høj grad af af målrettethed og fokus – på øl. Det er vist noget genetisk.
De drikker det ikke bare. Flere af mine kolleger brygger også øl – og det jeg har smagt, har været rigtig godt. Til øl skal man bruge malt – maltbyg. Og når øllet er lavet, står man der med en masse byg, der faktisk kan bruges til bagning. Jeg fik en pose af det forærende, og bagte brød med maltbyggen i går. Det blev meget lækkert og saftigt.
En stor og lækker, sød og saftig kage var lige det bloggen ønskede sig i fødselsdagsgave. Det sagde den selv til mig, og så må man jo tro den.
Nej, der er ikke mere and. Og andeleveren blev spist juleaftensdag. Så en ande(lever)pate kan vi ikke svinge os op til. Men noget, der smager meget i den retning – en let pate, der vil gøre sig godt som elegant og lækker nippemad, når nytårsgæsterne kommer – det kan klares med kyllingelever og en god spiseskefuld andefedt. Andefedt og en sjat portvin.
Man skal bruge:
1 stor spsk andefedt
150 g kyllingelever
1 lille – meget lille – hakket løg
1/2 dl portvin
1/2 dl vand
En kvist rosmarin
1 tsk koncentreret tomatpure
Salt og peber.
Smelt fedtet og steg leveren i det. Hak lidt i det med grydeskeen undervejs. Tilsæt en kvist rosmarin, 1/2 dl portvin og 1/2 dl vand. Lad det koge lidt ind. Når leveren er gennemstegt, skal det hele en tur i lynhakkeren. Lad det køre til en blød masse – tilsæt eventuelt en sjat portvin mere, mens du blender, hvis blandingen er blevet for tør til at blive rigtig blød. For det skal den være – fløjlsblød.
Smag pateen til med salt, peber og tomatpure og spis den lunken eller kold på små stykker ristet brød. Til gæster kan de pyntes med de der flotte kæmpekapers, en halv cornichon eller lignende. Jeg har brugt syltet græskar og syltede chilier på billedet. Brug, hvad du har.
En dejlig måde at bruge lidt af juleresterne. For portvin er vel også en slags julerest, der skal bruges op, ikke? Jeg tror ikke, den kan holde sig så længe? Måske skulle man tage et lille ‘sidst på eftermiddagen’ glas, mens det mørkner, og de sidste lys i adventskransen brænder ud? De er jo – strengt taget – også en julerest.
God mandag.
Så er det jul. Rigtig jul. Nu står ænderne i ovnen og er begyndt at sende deres liflige juleduft ud i huset.
Selvom der er travlt med at nå det hele, inden de første gæster dukker op, er der en helt særlig, rolig stemning over juleaftensdag. En forventningsfuld, glad ro, der får det hele til at glide.
Bordet er ved at blive dækket, og bordpynten er lavet. En glasskål med sølvkant fyldt med roser, gran, buksbom og sølvstjerner.
Glasstager med sølvkant og fyrfadslys. Arvestellet og de pæne glas. Alt det bedste huset formår. Det skal frem, det skal glitre og skinne. Det er jul.
Træet er pyntet, og glæden ved gensynet med al den fine pynt ligeså stor som sidst.
Pakker i alle farver under træet. Legetøj, tøj og ting. Glitrende bånd, mærkeligt formede æsker. Hvad er der i???? Julespænding.
Nu må vi spise alle de småkager, vi vil. Nu skal de ikke længere gemmes til jul, for nu er det nemlig jul. Ekstra solsikkefrø til fuglene, frisk strøelse og hø til køerne, lidt tun til katten og en marvpibe til hunden. Det er jul, og alle skal have det, de allerhelst vil have.
Glæden er jordens gæst i dag, som vi skal synge i aften. Jeg elsker julesalmer.
Og så er der ikke mere at sige herfra undtagen lige det, at vi – Puma, Christie, Heldig og alle de andre køer, Bondemanden og jeg selv – ønsker jer allesammen en
Hver gang man står der med ænder for en formue og alle forventningerne til julemiddagen er det med en vis bæven. For anden skal være god. Ikke tør og sej med blødt skind, men saftig og mør med sprødt skind.
Julemiddagen må ikke kikse. Ikke, at verden ville gå under, hvis den gjorde. Men man ville ærgre sig noget så grusomt. Derfor er god planlægning vigtig. Julemiddagen – eller Mortens Aften middagen – bliver ikke god ved et tilfælde. Fortsæt med at læse “Hvordan steger man en and – og hvad med sovsen?”
Dalsgaard i Skivholme 