Tarteletter med fasan og rodfrugter

Vi nærmer os hastigt slutningen på rækken af opskrifter fra vores fødselsdagsfrokost med naboer og venner. Der er kun to tilbage, og i dag handler det om tarteletter med fasan.

Oktober er den måned, hvor jagten på fasaner går ind, og det var oplagt at lave ‘noget med fasan’, da husbonden og Rosie kom hjem fra jagt med sådan et par stykker kulørt fjerkræ.

Har man ikke en jæger i huset, kan man selv jage fasaner i supermarkedet. Der er de også meget nemmere at fange. Fortsæt med at læse “Tarteletter med fasan og rodfrugter”

Restemad med fasan

Når man nu har fundet ud af, at fasan faktisk mætter ret meget, så man ikke har kunnet spise op, eller hvis man har været så klog, at man har lavet en stor portion, kan man lave den lækreste restemad af det, der blev til overs af retten med fasan.

Billede4

Fortsæt med at læse “Restemad med fasan”

Fasan på den allerbedste måde

Af og til er der fasan på menuen. Som oftest hører vi dem bare skråkke dernede i engen, og de går frimodigt rundt i haven og driller hunden.

Men en gang i mellem er der dog en, der ender på middagsbordet.

Efter at have prøvet mange forskellige metoder til tilberedning, har jeg lagt mig fast på den her som den aller-, allerbedste. Kødet bliver mørt som smør. Fortsæt med at læse “Fasan på den allerbedste måde”

Jagt i naboskoven

På vej ud med morgenmad til Klappekalven Heldig (Som i parantes bemærket er noget mudret for tiden. Men ok, hvor er der ikke mudder for tiden?)

hørte hunden og jeg skud. Der var jagt i naboskoven. Men gæt, hvor alle fasanerne var løbet hen?

Jeps. De spankulerede rundt inde på vores græsmark med deres bevisligt sure tæer.

Hunden fik hurtigt fært af dem, men den havde ikke fået øje på dem – endnu. Det lykkedes at aflede dens opmærksomhed, mens den stadig havde snuden i sporet, og vi drejede en anden vej.

De kønne stykker fjerkræ var reddet i denne omgang.

Det er jo begrænset, hvor mange fasaner, der kan være i et område, hvis de ikke skal slås om territoriet, så fjerene flyver – og et eller andet sted har jeg da vist også en opskrift på fasan med alskens lækkert tilbehør? Så lad dem bare blive indenfor vores matrikler til næste gang, hvor Bondemanden bliver til Jægersmand og går hegnsjagt med hunden. Men den dag er de såmænd nok rendt over til naboen…

God onsdag.

Fasaner har sure tæer

Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.

 For hvor er de vimse. Og kønne. Det er ved at være parringstid, og de har taget scoretøjet på. Selv i frosten genlyder luften af musvitternes fløjten, deres gå-væk, gå-væk, gå-væk pip, der snart vil afløses af deres kom-til-mig, kom-til-mig kald.

De er væk, så snart jeg nærmer mig ruden med kameraet.

På marken og i hegnet er der mange flere. Sjaggerne, de små siskener, og en lille flok dompapper, der holder til i mirabelletræerne, hvor de spiser knopperne, mens de trutter deres lille trompetlyd. Spis bare. Der skal nok være mirabeller til både os og grævlingen alligevel. En enkelt hun vover sig ned til fuglefrøene, hvor hun i sin elegante brune og sorte dragt troner midt i maden.

Kun én af dem er med på at være fotomodel. Ham her.

Poserende fasankok

Man kan se, han ved, hvor flot han er, når han værdigt kommer skridende på sine store, benede fødder.  Han holder til her, hvor der er mad, og han holder især meget af den frosne rosmarin foran drivhuset.

Han poserer gerne. Lige uden for vinduet, hvor han driver hunden til vanvid.

Hunden piber og slår på ruden. Hr. Fasan kigger sig bare overlegent omkring. Går vi ud, flakser han op med en fornærmet kaglen. Og hunden følger hans spor. Løber som vinden med næsen i sporet. Op og ned ad skrænten og marken rundt. End ikke kulden kan dæmpe færten.

Så én ting er vis. Nok er de flotte at se på, men fasaner har sure tæer.