Karen Engell Dalsgaard

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.

De lyse nætter er begyndt

I går, den 5. maj, begyndte de lyse nætter officielt. Det er ved at være sæson for mosekonebryg, nattergalesang og elverpiger.

Torsdag aften, den 4. maj, kom vi ud fra musikhuset efter koncerten, og det var stadig lyst. Vi havde været til Benjamin Britten’s War Requiem i Symfonisk Sal. En fantastisk koncert – storladen, sørgende og inderligt smuk. En passende koncert til at højtideligholde den 4. maj.

På vejen hjem gennem Aarhus, så vi mange steder lys i vinduerne. Men ikke nok efter min mening. Jeg frygter historieløshed og ser det som en virkelig trussel mod den fred, der blev vundet så dyrt dengang. Glemmer man, kan det ske igen.

Da vi kom hjem til os selv, tændte vi også lys i vinduerne. Det var så småt begyndt at mørkne, og stearinlysenes glød var smuk mod den nu mørkere himmel, der stadig havde rødt skær mod vest.

Også i drivhuset var der lys. Der står en solcellelampe af en slags, jeg ikke havde set før sidste år. Grene med små pærer i bladene. Den giver et hyggeligt lys om aftenen, og lysene spejler sig i drivhusets ruder.

Grenene kan stå som en buket, som de gør nu, eller de kan stå med afstand imellem – det er ledningen lang nok til, og jeg tror, den skal stå mellem alt det grønne i bedet foran B&B’en til sommer og lyse lidt for gæsterne.

Der findes mange solcellelamper til haven. Både kønne, grimme – og også meget mærkelige. De lysende grene stammer fra KridtvejsPlanter, og de er nu hyggelige og har ikke så kraftigt et lys.

Det er smart med de solceller, der, selvom teknikken er opfundet til mere seriøse formål, også kan bruges bare for sjov. Og det er nu dejligt, at vi lever i fred, så man kan have lys i sin have, hvis man har lyst.

Det er ingen selvfølge, så husk lysene i vinduet næste 4. maj, hvis du ikke gjorde det i år. Der er grund nok til at fejre freden.

God lørdag.

Værtindegaver: Noget med noget i

I sidste uge skrev jeg om det nye blogsamarbejde, jeg er med i sammen med Mit Landliv, Aargang 73, og Fifty Fabulous, og jeg fortalte om den stafet, der skal køre over de næste 12 fredage. 12 indlæg skrevet efter tur af en af os fire.

Det første tema vi har valgt til Stafetten er temaet Værtindegaver – den lille ‘i stedet for en blomst’, man har med til værtinden for at vise, man er glad for at se værtsfolkene og glad for at være inviteret.

En værtindegave fra mig er oftest mere eller mindre hjemmelavet. Og tit er det ‘noget med noget i’. En køn dåse med småkager, et glas syltetøj lavet af bær fra haven, en udendørs dekoration i en kurv eller en køn skål med en blomst i.

Normalt finder jeg det ‘noget’, der skal ‘noget’ i undervejs. Samler til huse. På loppemarkeder, hos Søstrene Grene, hos Tigeren eller andre steder, hvor jeg lige falder over det. Patentglas, glasvaser, potter – aldrig noget særlig dyrt, men ting, der med en lille indsats kan blive til noget særligt.

Her en gammel tekande uden låg fra et loppemarked. Den er perfekt til pletter i luften og en god gave til en romantisk sjæl.

Gamle kagedåser får et lag kalkmaling og lidt decoupage, før der kommer småkager i.

Potter og skåle kan nogle gange bruges, som de er, men ellers får de også lidt kalkmaling. Glas får en køn stofhætte på og en sløjfe af havesnor eller blonde.

Sidst jeg var hos klunserne faldt jeg over et godt glas. Men… det havde en bred, rød gummiring om maven, hvor der med store bogstaver stod Bodum. Ikke særlig dekorativt.

Til gengæld havde glasset fine proportioner, og det var tætlukkende. Det fik en tur i opvaskemaskinen, og det brede, røde gummibånd blev erstattet af et blondebånd og en lille helgenmedaljon. Fra funktionel retromode til nostalgisk romantik i en håndevending.

Nu er glasset klar til næste gang, vi skal i byen. Det er blevet til ‘noget’, der skal ‘noget’ i.

Og hvad skal det så være? Syltetøj med jordbær og ribs? Små fine citronmarengs? Alteabolsjer? Chokolade? Hæfteplaster med blomster på? Små frøposer med frø fra haven? Eller noget helt andet? Indholdet kommer helt an på, hvem der får glasset. For en gave skal jo passe til den, der får den.

Værtinden skal jo nødig stå og tænke over, hvornår genbrugspladsen åbner, mens hun jævner sovsen, vel?

God fredag.

Det var det første indlæg i stafetten om værtindegaver. Jeg glæder mig til at se, hvad de andre finder på, til at læse med og blive inspireret, og jeg giver stafetten videre til Malin, der har bloggen Aargang 73. Læs med i næste uge.

Du skal altså selv gøre noget – eller lade være

I forgårs viste jeg et billede af vores smukke, meget høje og gamle birketræ, der er ved at springe ud.

Det fik en på Facebook til at gå helt i selvsving om, hvordan birketræer skulle udryddes, fordi de ‘er skyld i så meget lidelse og koster samfundet penge’. En allergiker åbenbart.

Det er ikke sådan, at jeg ikke har sympati for, at nogle er allergiske overfor noget. Det er synd for dem og rigtig træls. Men… vi kan ikke indrette verden efter dem, der er syge.

Forestil dig en verden, der tog hensyn til alle allergier – hvad var der så tilbage?

En verden uden hunde, uden katte, uden græs, uden træer, uden duftende hyacinter, uden et koldt glas mælk, uden sprøde rundstykker, uden nødder og mandler – ja uden alt. Selv uden sol, for der er også nogen, der får soleksem.

Der er altid nogen, der ikke kan tåle et eller andet. Og de må efter min mening selv tage ansvaret for, at de enten holder sig fra det, de er allergiske overfor, eller tager den nødvendige medicin.

Når min svigerinde besøger os, tager hun en pille, så hun kan være i stue med Puma for eksempel. Og min kollega med høfeber bliver hjemme – og inde – i den værste græstid.

Det er træls, men der er altså altid noget, man ikke kan af en eller anden grund.

Har man et stift knæ, er det svært at tage trappen på arbejdet eller gå en tur i engen. Får man gigt i hænderne, må man holde som kirurg, kunstmaler eller tømrer. Bliver man syg af græs, må man blive hjemme fra skovturen. Kan man ikke tåle mandler, må man undvære Toblerone, og har man ingen penge, kommer man ikke på ferie. Det er træls, men sådan er det bare. Alle kan ikke alt, alle skal ikke alt.

Her hos os bliver træerne stående. Græsset får lov at blomstre. Hunden og katten bliver boende, der er mus og muldvarpe derude, sommerfugle og edderkopper, der af og til finder indenfor, og der bliver serveret mad med både gluten og mælk i B&B’en. Tåler man ikke det, er det et andet sted, man skal tage hen.

Vi kan ikke forbyde alt, fordi nogen går glip af noget.

God onsdag.

Ugens blog i Hendes Verden

Ugebladet Hendes Verden blev født som ‘Flittige Hænder’ i 1937. I tresserne skiftede det navn til det dengang mere moderne klingende ‘Hendes Verden’.

I år er vi nået til 2017 (hvordan det så end er gået til), og bladet må nærme sig sin 80 års fødselsdag. 80 år og et blad om ugen. 80 års dansk historie om kvindeliv på godt og ondt. Et kig i de gamle arkiver kunne være rigtig spændende.

I går trådte vores hund ind i historien. Jeps – Christie er i Hendes Verden. På side 98. Med snuden anbragt i ‘jeg vil så gerne have’-position.

Det skyldes, at Dalsgaard i Skivholme er Ugens Blog i Hendes Verden i den her uge. Og søde og smukke Christie har det jo med at stjæle billedet. Det gør ikke spor. Men mon ikke jeg har lov til at være lidt stolt også?

Det er jo mig, der har bagt kagen, stegt stegen og lavet pizzaen. Ikke helt uvæsentligt i den store sammenhæng.

Tak til Kimmie, Hendes Verdens madredaktør, for at have fået øje på Dalsgaard i Skivholme – og også en tak fra Christie, der altid er glad for at være med, og som tager den overdådige beundring med ophøjet ro. Kan det mon blive forsiden næste gang, skulle jeg hilse og spørge fra hende?

Rigtig god tirsdag.

Skindstegt kulmule med ærtepure – eller Kulmulen på ærten

Kulmule på ærtepure, små nye kartofler fra de varme lande og asparges. Rigtig luksusmad.

Fortsæt med at læse

Skovhaven i april

Skovhaven er i fuld gang med årets første blomstring. Anemonerne står i fuldt flor på skrænten og oppe i det, der engang for 40 år siden var en æblehave. Siden har det ligget vildt hen, og kun et par enorme gamle æbletræer står tilbage.

I bedene muntrer de gule anemoner sig.

Og de hvide kugleprimula er næsten helt runde.

De primula, der i Skivholme altså hedder aurikler, hvad end de er det eller ej, blomstrer i alle kroge og hjørner. De sår sig selv og laver deres egne farvekombinationer.

De små, lysegule minipåskeliljer blomstrer også, så det er en lyst.

Foråret er de små blomsters tid, og i april stjæler de hele billedet. Man må langt ned på maven for at fange dem på billederne, for de er kun 20 cm høje.

Senere på sommeren kommer de store planters tid. De er allerede på vej. Kongelys har fået deres første og endnu små blade, sølvlys ligeså. Og i hjørnet foran rododendronbedet stikker bronzeblad deres første skud op.

At sådan et lille blad bliver så kæmpestort i løbet af sommeren for så at forsvinde og komme igen næste år, ja det er da næsten utroligt. Naturens små – og store – mirakler.

God søndag.

Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller

Sprød skorpe – virkelig sprød skorpe – og blød og luftig krumme. Sådan er de nemme boller med rug og kerner, du får opskriften på her. Sæt dem over, før du går på arbejde, og bag dem, når du kommer hjem.

Fortsæt med at læse

P.S. Jeg glemte noget

I går, da jeg skrev om rust i haven, glemte jeg noget. Noget rustent og absolut vigtigt. For noget af det bedste rust, jeg har i haven, er nu engang den store jernkurv fra Anettes Flora.

Solidt smedearbejde og alligevel med en lethed over sig. Den står ude ved pavillonen – altid med årstidens blomster. Den er så harmonisk i formen og dejligt stor med plads til mange blomster.

Sommerblomster,

Sensommerflor.

Og forårets kønne, små hornvioler.

Der er flere, der har fortalt om deres forhold til pynt i haven – nogle elsker overdådighed, nogle enkelthed, andre funktionalitet. Det er da heldigvis individuelt, hvad vi godt kan lide at se på. ‘Vi danskere’ (min hadevending nummer 1) er nemlig slet ikke spor ens – heller ikke når det kommer til haver. Der er plads til mange former for haver og havemennesker. Heldigvis da. Hvor skulle ny inspiration da ellers komme fra?

God torsdag.

Haven ruster nu ikke helt lige med det samme

‘Nu skal det hele heller ikke komme til at ligne Tivoli!’ er en bemærkning, jeg af og til hører derhjemme. Bondemanden er ikke helt så vild med pynt til haven, som jeg er. Det er da også rigtigt nok, at haven ikke ligefrem skal sovses til i pynt og dimser.

Men… lidt skal der nu til. Der er så meget dejlig havepynt, og især det rustne er kønt sammen med det grønne. Og kønt i den bare vinterhave. Og i foråret og efteråret – og indimellem. Rustne plantestøtter, rustne klatrestativer til planter – og lidt rustent, der bare er pynt. Både inde i den ‘civiliserede’ del af haven og i det vilde, hvor det overrasker, fordi man hverken venter det eller får øje på det lige med det samme.

Den lille fugl på en rosenkvist er bare er til pynt. Den har slået sig ned i en potte med hornvioler lige indenfor døren i drivhuset væk fra den bidende vind.

Den lille fugl kom med hjem fra Blomsten & Krukken i Mariager i påskeferien, og den ser ud til at have fundet sig godt til rette i Skivholme. Som om den aldrig har boet andre steder. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, pipper den til svalerne, der svæver over azaleabedet.

Den lille engel, der flyver over den store potte ved bagdøren nikker samtykkende og rækker hånden frem i velkomst til den nye rustne beboer.

Omme fra skovhaven rapper de rustne ænder deres besyv med, og et rustent hjerte nikker venligt fra sin plads over potten med bjergfyr. Hvor der er hjerterum, er der haverum, som det gamle ordsprog vist nok siger.

Isfuglen i fuglebadet mener bestemt, at irret er pænere end rustent. Men isfugle er nu også lidt eksotisk anlagt. De viser sig heller ikke for alle og enhver. Kun én gang har vi set en ved bækken.

Jeg tror nok, der er plads til lidt mere, uden det ligner Tivoli… Jeg er faktisk helt sikker. For det er nu også nyttigt bare at være køn og give anledning til et lille smil på vej gennem haven.