Hvad skal vi spise i påsken?

Traditionerne til påskemaden er ikke nær så fastlagte som dem til julemaden, og det er egentlig rigtig rart. Ok, det er tradition med lam, men ikke en ubrydelig tradition. Og det er tradition at holde påskefrokost. Men ellers?

Forret med grønne asparges, rejer og hjertesalat

Der er så meget mere frit valg til påske. Det skal bare være lysere og lettere mad end vintermaden. Æg, rejer, asparges… Maden skal smage af forår… Herunder finder du links til lys og let forårsmad fra morgen til aften.

Til morgenmaden bør man næsten få blødkogte æg – gerne farvet med skaller fra rødløg eller med pastafarve – i hvert fald én dag i påsken. Æg hører påsken til. Høns skal have en vis mængde lys for at kunne lægge æg. Det ved alle, der har høns i baghaven. I gamle dage, hvor man ikke kunne tænde lys i hønsehuset, fik man ingen æg, før lyset var vendt tilbage en tid efter forårsjævndøgn. Derfor blev æg et symbol på påsketiden.

Skibe for fulde sejl – også en lækker ret med æg.

Har du vovet dig ud i af lave brunch til en hel masse mennesker en af dagene i påsken, kan du måske have gavn af arbejdsplanen her: Brunch til 18 – en arbejdsplan. Følger du den, går det ikke galt, og dine gæster skal ikke vente på maden til midt på eftermiddagen.

Påskefrokosten – hvad skal man lave til den? I indlægget her er der masser af forslag til let og lys mad med æg, fisk og rejer.

Kold rejetærte – en frisk og lækker påskeret

Og selvfølgelig skal du også have et link til karrysalaten, der er så dejligt påskegul. For en lille sild skal der vel til?

Aftensmaden en af dagene i påsken – som regel påskelørdag – er altid lammekølle hos os. Og vi griller den. Lam har godt af lidt røg, synes vi. Men den kan også laves i ovnen. Her er en række opskrifter med lam – inklusive tilbehør og forslag til brug af resterne.

En grillet kølle klar til at blive skåret op.

Påsken er min yndlingshøjtid. Også når det gælder pynten. Påskeliljer, blomstrende grene – lysegult, grønt. Lethed og lys over hele linjen. Er vejret godt, knokler man på i haven, til hver en muskel beder om nåde. Eller man tager i skoven for at høre og mærke foråret. Eller man tager ud og ser på kunst. Påskeudstillinger er der alle vegne. Også vores lokale Galleri Udsigten har åbent med en påskeudstilling i alle påskedagene.

Påsken er virkelig mere end nogen anden tid min absolutte yndlingshøjtid

Rigtig god mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: