Thailandske kyllingeoverlår

Sommerfrisk og spicy mad. Kyllingen er krydret, sød og stærk, og risene er basmati – aromatiske og lette som en sommersky på en god dag.

Billede4

Jeg har set mange opskrifter på thaikylling, hvor kyllingen skal koges, før den smøres med en krydderiblanding og brunes i ovnen. Umiddelbart syntes jeg, det var en noget besværlig måde at lave kylling på – men så kom sparehjernen frem: kogt kylling er lig med basissuppe i fryseren – en ekstra middag for næsten de samme penge. Så virkede det alligevel ikke så besværligt.  Og kyllingen blev mør og lækker.

Man skal bruge:

4 kyllingeoverlår
1 liter vand
1 gulerod – skrællet og skåret i grove stykker
Et skive selleri – skrællet og skåret i grove stykker – eller 1 stor stængel bladselleri
1 løg – pillet og skåret i kvarte

Kog kyllingelårene i en halv times tid, til de er møre, men ikke så møre, at kødet falder fra benene. Tag kyllingestykkerne op og si suppen. Lad suppen køle af og frys den i egnede beholdere til en anden god gang.

Billede5

Brug blender/minihakker til at lave en marinade til kyllingen bestående af:

1 lille løg
4 fed hvidløg
1 spsk frisk ingefær
1 frisk chili – eller 1 tsk sambal oelek
1 spsk brunt sukker (eller palmesukker, hvis man ligger inde med det)
1 bundt frisk koriander (gem noget til agurkesalaten)
Saften fra 1 lime
1 tsk gurkemeje
1 tsk salt
Eventuelt lidt vand

Blend det hele og smør de kogte kyllingestykker godt ind i marinaden.

Billede3

Grill dem i ovnen, til overfladen er brun og sprød, og spis dem med ris og en frisk salat til.

God tirsdag.

Crostini med kyllingelever

Det der kyllingelevermos, du ved – det der italienske mos, man putter på de der små stykker ristet brød til forret nede i Talien? Hvad er det nu, det hedder? Nåh – du mener crostini di figatini di pollo? Ja, netop – det der mos.

Hjemme hos os hedder det altid ‘det der kyllingelevermos, vi fik i Firenze’, og det er et hit som nippemad.

Man skal bruge:

Billede1

250 g kyllingelever
1 spsk smør til at stege i
1 hakket løg
2 spsk let hakkede kapers
1-2 spsk koncentreret tomatpure
1 glas hvidvin
Lidt salt og peber – og eventuelt rosmarin.

Steg kyllingelever og løg i smør på en pande.

Billede2

Når løgene er ved at være bløde, hælder man vin og kapers ved (og rosmarinen, hvis man vil have rosmarin i) og lader vinen koge næsten helt væk.  Sådan.

Så er leveren gennemstegt, og det hele skal op i blenderen. Kør det grundigt, så det bliver en fløjlsblød blanding, hæld det over i en skål og smag til med tomatpure. Der skal nok ikke mere salt i, for de små grønne kapers er meget salte.

Billede3

Server med små stykker ristet italienerbrød – og et par andre slags crostinipålæg. For eksempel svampe sauteret i olivenolie med hvidløg, drysset med citronskal og persille, eller hakket tomat med olivenolie, knust hvidløg og basilikum.

Billede4

Nippemad til en sommeraften.

God mandag.

Spicy og hot indisk kyllingegryde

I går duftede hele køkkenet som en bedre indisk restaurant. De indiske krydderiblandinger fra Everest Spices, som jeg fik forærende for et par måneder siden, er stadig i testfasen – med forrygende resultater. I går prøvede vi Chicken Masala blandingen og lavede den lækreste, spicy kyllingeret af helt almindeligt, lidt kedeligt kyllingebryst i strimler.

Billede4

Man skal bruge:

300 g kyllingebryst i strimler

Til marinade:
1 spsk fintrevet ingefær

2 fed fintrevet hvidløg
1 tsk gurkemeje
1/2 tsk sambal oelek
4 spsk olie

Til selve retten:
1 rød peber – i små tern

1 stort løg – hakket
200 g blomkål i små buketter eller grofthakket
2 spsk Chicken Masala
1 lille dåse kokosmælk
2 dl vand
Salt og chili til at smage til med
1 håndfuld peanuts
2 spsk hakket frisk koriander
Rapsolie til at stege i

Lav først en marinade af ingefær, hvidløg, gurkemeje, sambal oelek og olie. Vend kyllingestrimlerne i marinaden og lad dem trække i en times tid.

Billede1

Gør grøntsagerne i stand og svits dem på panden med krydderblandingen. Tilsæt kyllingen og svits også kødet grundigt. Hæld kokosmælk og vand på og lad det koge på svagere varme, til kyllingen er gennemstegt, og blomkålen er kogt – men stadig med bid.

Billede2

Rist imens en håndfuld peanuts på en tør pande, og hak en håndfuld koriander.

Smag til og bland peanuts og koriander i retten lige før servering.

Billede3

Spis med ris – og et meget stort glas vand. Det er stærke sager, en varm og fuldkrydret ret.

Jeg har hørt, at man kan købe Everest Spices i indisk/pakistanske forretninger i Danmark. Kan du ikke finde dem, så kig på deres website og gå ind under de enkelte krydderblandinger. Der står, hvad blandingerne indeholder. Det letteste er at tage en god garam masala, der indeholder det meste, og så tilsætte nogle af de andre krydderier fra blandingerne – for eksempel gurkemeje til kyllingen.

Man skal nemlig ikke lade sig slå ud af, at man ikke lige bor i nærheden af de bedste indkøbsmuligheder, hvor alt kan skaffes på en halv time. Det skal man snarere være glad for.

Billede1

Man lærer at improvisere lidt og smage sig frem – og så får man det jo også lige præcis, som man vil have det.

God torsdag.

Kylling som fra Indiens øverste hjørne

Kylling i krydret og hot yoghurtsovs – med ærter og kartofler i retten og ris til. Solid kost af den slags, der kan mætte både smagsløg og mave og give den indre varme.

Opskriften er på en stor portion, men rester kan med stort held varmes næste dag. Det er også god og gavmild gæstemad. Fortsæt med at læse “Kylling som fra Indiens øverste hjørne”

Hønsesalat

Rester af stegt kylling er noget af det allerbedste, man kan have på lager, hvis man vil lave god restemad. Sådan en rest kan man for eksempel hurtigt forvandle til en klassisk hønsesalat, og sådan en gang hjemmelavet hønsesalat smager uendelig godt på et stykke groft rugbrød.

 

Fortsæt med at læse “Hønsesalat”

Mere wokket have: kylling, squash og bønner med chili og østerssauce.

‘Noget med squash og bønner’ er det, vi spiser på den her tid af året. Eftersommermad fra haven.

Bønnerne har været længe om det i år, men nu er de der til overflod. Buskbønner og stangbønner. Stangbønnerne har mere fred for sneglene, så dem vil jeg satse mere på næste år.

Vi plukker bønner hver anden dag – spiser, hvad vi kan, og blancherer og fryser resten til vinterforråd.

En af de faste retter på sidst i august-repertoiret er wokket kyllingeinderfilet med squash, bønner, løg og hvidløg. Krydret med chilier fra drivhuset (djævelsk stærke), soya og østerssauce. Ikke en kompliceret ret overhovedet, men den smager rigtig godt.

Man skal bruge:

300 g kyllingeinderfilet skåret i bidder (kom lige til at tænke på, hvor vigtigt det er, at man skriver kyllingeinderfilet og ikke bare inderfilet – for godt nok er der mange indere, men derfor må man alligevel ikke spise dem….)
1 lille squash i tern
1 god håndfuld grønne bønner skåret i mundrette stykker
3-4 fed hvidløg i skiver
1 hakket løg
1 lille stærk og hakket chili eller sambal oelek efter smag
2 spsk soya
2-3 spsk østerssauce
1 glas vand

Brun først kyllingestykkerne i wokken, tilsæt grøntsagerne og rør rundt i et par minutter.

Rør soya og østerssauce ud i et glas vand og hæld det ved.

Wok widere for god warme, til grøntsagerne er møre men ikke uden bid. Det tager en 5-7 minutter.

Smag til og spis med ris.

God onsdag. Morgentågen er ved at lette – det bliver en smuk, smuk dag.