En lækker, lysebrun helstegt kylling med sprødt skind og mørt kød. Ikke ringe. Med fyld af perlebyg, revet citronskal, løg, hvidløg og rosmarin.
Man skal bruge:
1 stor kylling
Et par håndfulde kogt perlebyg
Revet skal fra en citron
Et par kviste rosmarin
1 finthakket løg
2 fed finthakket hvidløg
Jeg havde en rest kogt perlebyg i fryseren, som jeg tøede op, men har man ikke det, kan man hurtigt koge noget – cirka 10 minutter i letsaltet vand.
Bland perlebyggen med revet citronskal, løg, hvidløg og hakket rosmarin og prop det ind i kyllingen. Læg den i et ovnfast fad med lidt vand ved. Og så i ovnen på 200 grader, til den er gylden, sprød og mør. Stegetiden afhænger af kyllingens størrelse. Min var på 1400 gram, og det tog lige under halvanden time for den at blive klar.
Prop den ikke helt fuld – der skal være lidt luft over fyldet, for det udvider sig. Stegeskyen kan man skumme af for det værste fedt og bruge til sovs.
Citronskallen giver friskhed, og løg, hvidløg og rosmarin giver en dejlig smag til kødet. Og så er det lidt mere festligt, når kyllingen er helstegt.
God lørdag.