Koteletter i citron- og kaperssovs

Den sene vinters frugter er citrusfrugterne. Især citroner. Gule, skarpe, friske og klare som lyset, der kommer igen.

Billede2

Her er opskriften på en lækker citronsovs med kapers. Vi stegte koteletter til, men man kan såmænd ligeså godt lave den med en schnitzel – gris eller kalv, med kyllingefilet, eller hvad man nu har lyst til. Fortsæt med at læse “Koteletter i citron- og kaperssovs”

Kyllingeruller i kaperssovs

Kender du det, at man har glemt at tage noget op fra fryseren? At klokken er henad 17, og man står i supermarkedet på vejen hjem med en totalt tom hjerne? Og skal finde på noget hurtigt og ikke alt for dyrt i en fart? Det er ret træls.

I den situation er det næsten altid kylling af en slags, jeg hiver op fra køledisken. For det er nemt at gå til og kan varieres på 100 forskellige måder (mindst), når man altså først er kommet hjem og har fået sin fantasi tilbage.

Kyllingebryst, flækket, fyldt og rullet – tilberedt i en lækker, blød og fyldig kaperssovs. Mad med masser af smag.

Billede9

Man skal bruge:

1 kyllingebryst pr. person
1 skive skinke pr. person
1-2 løg
2,5 dl hønseboullion
2-3 spsk kapers
Et skvæt fløde – ca. 1/2 dl
Lidt Maizena til at jævne med og
lidt smør til bruning.

Hak løget. Flæk kyllingebrystet næsten helt igennem og fold det ud. Bank det med hånden, så det bliver fladt.

Billede8

Læg en skive skinke ovenpå, kværn lidt peber ud over det og drys med lidt af de hakkede løg. Rul kyllingebrystet sammen og snør det med bomuldssnor.

Brun rullerne i smør i en gryde sammen med resten af løget. Tilsæt bouillon og kapers og lad det koge i et kvarters tid. Tag kyllingerullerne op og hold dem varme. Hæld lidt fløde (efter smag og kaloriebudget) i sovsen, lad det koge godt igennem og jævn med Maizena.

Fjern snorene og skær kyllingerullerne i skiver.

Vi spiste frisk båndpasta til. Kartofler – især ovnstegte kartofler – er også gode til – næsten bedre, men knap så hurtige at lave. Og tomatsalat – bare til at give tallerkenen lidt farve. For smag er nu ikke det, der er mest af i tomaterne for tiden.

God torsdag.

Sprøde kyllingeruller med bacon, kapers og salvie

Et sidst på dagen panikvalg i supermarkedet. Kylling. Filet af overlår. Sort plastbakke. Set før – i den grad. Umiddelbart lidt kedeligt?

Der er jo det med kylling, at man kan få det til at smage, som man har lyst til – italiensk, spansk, græsk eller fransk – eller? Inspireret af en gammel fransk opskrift på fyldt svinefilet blev de umiddelbart lidt kedelige kyllingestykker klædt på til narrestreger med salvie- og kaperskrydret fyld – og baconsvøb. Bacon – den oversete grøntsag.

Billede3

Til 4-5 overlårsfileter skal man bruge:

1 lille løg
1 fed hvidløg
Lidt olivenolie til stegning
Brødkrummer fra en skive brød
2 spsk kapers
10 hakkede salvieblade
1 æg
Bacon i skiver
1 dl hvidvin
1 dl hønsebouillon

Hak løg og hvidløg fint og lad det snurre med lidt olivenolie på en pande i en 5 minutters tid, til løgene er klare.

Bland løg, brødkrummer, salvie og 1 spsk kapers i en skål – rør det sammen med ægget.

Læg fileterne på et bræt, bank dem lidt og læg fyld på midten af hver filet.

Billede2

Rul den sammen omkring fyldet og sno bacon omkring. Læg rullerne i et ovnfast fad – overskydende fyld kan man bare smide i fadet omkring rullerne.

Billede1

Lad fadet stå i oven på 225 grader i en tre kvarters tid til kødet er gennemstegt og baconen sprød.

Lav en lækker sovs af saften fra fadet kogt igennem med 1 dl hvidvin og 1 dl hønsebouillon. Put den anden spiseskefuld kapers i sovsen og jævn eventuelt med lidt Maizena.

Billede5

Så er det lidt kedsommelige panikkøb lavet om til en lækker, middelhavssmagende kyllingeret, der såmænd også kunne bruges til gæstemad.

God onsdag.