Græsk kylling – sommersmag i blæsevejr

Det blæser alt, alt for meget. Og det regner ikke. Stauder knækker, blomstringen forkortes, og værst af alt: græsset vokser ikke. Vi har måttet fodre køerne midt i juni, hvor de ellers skulle gå i mad til knæene. Og vi kan ikke engang nyde godt af det tørre vejr på grund af blæsten. Det eneste, den kan bruges til, er at tørre vasketøj.

Vi har vasket sengetøj, gardiner, tæpper, sengetæpper og meget mere og tørret det på lyntid ude i blæsten.

Og som trøst har vi lavet mad, der minder om fremmede himmelstrøg – sådan nogle steder med klipper, strande, kridhvide huse med blåt tag og det blå, blå middelhav. Græsk mad.

Billede1

Duften af oregano, citron og hvidløg kalder ferieminder frem om varme steder, hvor der heller ikke vokser noget græs om sommeren, men hvor man heller ikke er afhængig af det.

Billede3

Til sådan en græker-kylling skal man bruge:

1 kylling
1 kg kartofler i både
2 citroner
4-5 fed hvidløg
1 spsk oregano eller mere
1-2 spsk olivenolie
Salt og peber

Klip kyllingen i stykker. Løft skindet med en finger på alle stykker og put en skive citron ind mellem skindet og kødet. Læg stykkerne i et ovnfast fad. Gør kartoflerne i stand, skær dem i både og anbring dem omkring kyllingestykkerne. Skær hvidløgfeddene i splitter og drys dem rundt omkring kylling og kartofler.

Pres den anden citron ud over hele herligheden, drys med oregano, og sæt fadet i ovnen i en times tid på 200 grader. Snart breder der sig den lifligste duft i hele huset, og man kommer helt i feriestemning.

Billede4

Server kyllingen med græsk salat til.

Billede5

Og skal vi så lege find en fejl? Hvad mangler i salaten?

Oliven. Græske kalamataoliven – de bedste, man kan få. Men dem havde vi ikke nogen af, og salaten med agurk, tomat, nye rødløg og feta smagte glimrende alligevel. Bare en skam med de oliven… de må huskes til næste gang.

God søndag – og lad os så håbe, håbe, håbe på lidt regn til de tørre marker og haver.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

2 thoughts on “Græsk kylling – sommersmag i blæsevejr”

  1. Tjaa og for dem der ikke ynder Oliven der det vel en udmærket Salat alligevel bare der er gede/fåre Feta i så ist ja alles in ordnung og en god dressing af Olivenolie/og en god Eddike gør det jo ikke mindre lækkert

    Like

Der er lukket for kommentarer.