Lørdag regnede det for første gang i ugevis rigtigt i Skivholme. Det var blevet så tørt, at hvert vindpust førte en sky af støv med sig. Jorden var blevet hård som beton, og græsset var holdt op med at gro.
Men i går eftermiddags regnede det rigtigt. Selv katten kom ind og holdt os med selskab.
De to havde vist meget at snakke om, for selv da solen kom frem igen, lå de længe overfor hinanden på køkkengulvet og fortalte historier med et vink af et knurhår, et løftet øjenbryn, et blink med et øje og en vibrerende halespids. Sådan så det i hvert fald ud. Måske ventede de bare på aftensmad.
God søndag.









