Endelig kom der lidt regn i Skivholme

Lørdag regnede det for første gang i ugevis rigtigt i Skivholme. Det var blevet så tørt, at hvert vindpust førte en sky af støv med sig. Jorden var blevet hård som beton, og græsset var holdt op med at gro.

Men i går eftermiddags regnede det rigtigt. Sådan en længe ventet regnvejrsdag gør glad. Regnen giver nyt liv på marken, men også i haven. Den frisker luften op, og dråberne glitrer på blomster og blade.

Billede2

Og den giver en lille pause, hvor man kan sidde og lytte til plisken og plasken og læse i en god bog helt uden dårlig samvittighed. Ikke et ondt ord om det fra min side.

Selv katten kom ind og holdt os med selskab.

Billede1

De to havde vist meget at snakke om, for selv da solen kom frem igen, lå de længe overfor hinanden på køkkengulvet og fortalte historier med et vink af et knurhår, et løftet øjenbryn, et blink med et øje og en vibrerende halespids. Sådan så det i hvert fald ud. Måske ventede de bare på aftensmad.

God søndag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Endelig kom der lidt regn i Skivholme”

  1. Kære Karen det kan man få hjælp til. mon ikke de store Forfatterinde Elsebeth Egholm kunne guide dig???for skrive, det kan du, det kan vi jo se i Magasinet Hebe

    Like

  2. Ved du hvad Karen, jeg har tænkt på flere gange, hvorfor skriver du ikke en bog med madopskrifter. Du har din helt egen vidunderlige humor, du er er god til at sætte ord sammen, at fortælle historier, at bage, lave mad og så er du helt nede på jorden, det kunne der komme en fantastisk bog ud af, vel krydret med dine dejlige opskrifter :-), DO IT 😀

    Like

    1. Tak for tilliden 🙂 Det kunne jeg rigtig godt tænke mig, Margit. Jeg elsker (også) at skrive. Jeg aner bare ikke, hvordan man griber det an med at få lavet en bog, og jeg går lidt og bæver overfor det. Allerhelst ville jeg skrive en skønlitterær bog – med opskrifter. Min mand siger også, at jeg skulle skrive en bog og blive rig og forsørge os begge to. Men – så skal man vist i Dalby – eller Nora Roberts – klassen 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.