Østrig – Dalsgaard i Skivholme

Det lysner over agres felt

Hjemmearbejdsdag. Referatskrivning. Mails. Men alt i fred og ro, med hunden liggende ved mine trofaste fødder. En ekstra gåtur før frokost.

Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle.
Det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.

Ok – lige netop Storebælt er det ikke, men agres felter er det da. Sangen spillede inde i mit hovede, da vi nåede hegnet for enden af Østrig. For se, hvad vi fandt: En hasselbusk.

Med hasselnødder på. Ikke mange, men nok til smagsprøver – og sikkert også til egernet.

Og bag mig, sol, og blød mig, regn.
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombærhegn
med plovmuld under fødder.

Lige netop et brombærhegn er det nu heller ikke, men et hegn er det da. Og farverne gløder. Røde blade, røde bær, kvalkved, røn, hyld og benved.

Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.

Sangen – og den tilhørende trasken – fik nu en brat ende, for da vi vendte os om, kom sorte regnfyldte skyer rullende ind over solen.

Så kan der pludselig være langt hjem. Men vi nåede det og var i tørvejr, inden det brød løs. Og så var det frokosttid.

Dejligt med en hjemmedag midt i ugen.

Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.

God torsdag.

I dag hænger tågen tykt ned over bakkerne. Og sommeren er officielt ovre. Men det skulle blive tørt igen, godt vejr igen, og der er så meget smukt, man kan plukke i naturen netop nu i markskel og på grøftekanter.

I markskellet oppe på den mark, vi kalder Østrig, der byder på den smukkeste udsigt,

vokser vilde Sankt Hans urt, blåhat og meget mere. I hegnet er der grene med røde bær. Nok til masser af buketter til både inde og ude, og det uden det kan ses, at man overhovedet har plukket noget. Og det er vigtigt, hvis der også skal være blomster næste år. Et gammelt hekseråd hedder: pluk kun 1 ud af 9.

De små hvide prikker i græsset er hvide fladstjerner – den mindste slags af dem alle, som stjernedrys i det grønne græs.

Hunden keder sig ikke, selvom jeg går der og plukker og plukker og sukker af fryd. For hvad kan være bedre end at rulle sig på en græsmark?

Forskellige årsager – men fælles glæde.

God tirsdag.

Hyggetur i forårssol

Forårssol og en tur over på den anden side af vejen for at se lidt på mirabelletræer og blomster. Det gode vejr er endelig kommet. Overalt blomstrer mirabellerne, og buskene grønnes dag for dag.

Nu er det, det er nu. Ægte, uforfalsket forår for fuld kraft. Hvor man før gik og spejdede efter forårstegn, kommer de nu buldrende som et løbsk lokomotiv.

Mirabelletræerne, jeg kan se fra mit køkkenvindue,

er endnu flottere fra den anden side, hvor de ikke er klippet. Ovre fra ‘Østrigssiden’.

Både tæt på og lidt på afstand, mens vi går op ad den stejle bakke.

Himlen er høj. Luften klar. Man kan se milevidt.

Jeg ved snart ikke, om det er hunden eller mig, der er mest vild med at gå tur deroppe – eller om det er katten?

For i græsset, der endelig er begyndt at vokse igen, mødte vi på tilbagevejen en drabelig jæger, der hvilede sig lidt mellem to musehuller.

Han gik med os det sidste stykke hjem. Det var jo også ved at være spisetid.

Hyggeligt, sådan at følges med begge kræene på forårstur.

God torsdag.

En uge til foråret kommer

På søndag er det den 1. marts. Så begynder foråret. I hvert fald begynder forårskvartalet. Vinter og forår vil strides en tid endnu, og lige så sikkert, som det er, at James Bond altid vinder til sidst, lige så sikkert er det, at foråret vinder. Det er altså om en uge.

Der er bare det, at naturen ikke ved, at det først er om en uge. Den er allerede i gang. Lige nu sner det tæt – i går var sollyset pludselig i lige præcis den vinkel, hvor man kunne se, at nu, nu er lyset vendt tilbage.

Der er romantik i luften. Musvitterne pipper, og solsortene er begyndt at slås. Hasselbuskenes rakler har vi længe kunnet se, og nu viser de bittesmå, røde hanblomster sig også for at charmere damerne oppe i hegnet.

Vinden jager skyer over markerne oppe i ‘Østrig’, den høje mark, og på trods af lyset er det koldt. Solen har ikke fået varme endnu.

Så er det rart at vende snuden hjemad.

Og rart at komme ind til et kapitel og en varm kop te.

Det var søndag. Om lidt skal hunden og jeg ud i snevejret og blæsten, og lidt senere endnu kører jeg på arbejde inde i byen. Men søndagslyset har vi stadig indeni.

God mandag.

Så er frøene kommet, og festen starter

Små poser fyldt med frodighed og muligheder. Jeg har igen bestilt frø fra Kerneliv.dk. Kerneliv har givet mig lov til at bruge nogle af deres billeder – de kunne jo godt se, at ellers ville der gå flere måneder – ja år for nogles vedkommende – før jeg kunne tage dem selv.

Hvide og sartrosa digitalis har jeg købt. Til skyggehaven.

Dem får vi først glæde af næste år, men de skal sås i maj og plantes ud i september.

Og kæmpe skælhoved – det lyder ikke godt, men det er det. En statelig staude, jeg har set andre steder, og som pludselig kom sådan til at mangle i haven. Op til to meter høje stængler med disse skønne blomsterhoveder.

En sommerblomst, jeg ikke har set i levende live, men som skal vokse her til sommer. Slyngende løjtnantshjerte. Den får gule løjtnantshjertelignende blomster på lange ranker. Det bliver spændende at se. Jeg tænker noget med, at den skal slynge sig omkring en stor gren fra korkelmen…

Og så har jeg købt græskarfrø. Hokkaido, som er så nyttige, og en fin lille grønspættet sag med det søde navn Sweet Dumpling.

Begge kan både pynte og spises – en glimrende kombination, synes jeg.

Der skal ske mange ting i haven i år, og det bliver sjovt at komme i gang, når den tid kommer. For lige nu er der altså ikke meget, der kan sås. Men man kan gøre sig klar, og man kan lægge planer. Mens man sammen med hunden går op til Østrig – bakken overfor huset – for at se solnedgangen, der faktisk var at se i går.

Solen kiggede frem sidst på dagen – for første gang i en uge – og man kunne stadig se noget ude, da klokken var over halv seks. Det går fremad. Med fem minutter om dagen.

God onsdag.

Eftermiddagstur efter regnen

Regnen holdt op fredag eftermiddag, lige da weekenden startede. En diset sol brød frem over sensommerlandskabet. Tid til en hundetur til ‘Østrig’ – den bakkede mark lige over for der, hvor vi bor.

Der, hvor der er den dejligste udsigt.

I markkanten vokser de vilde Sankthansurt.

Og hegnet er fyldt med røde bær.

Nabo Villys heste kommer og hilser på – de okser op ad bakken for at få et par totter græs – håndfodres, vil de, selvom der er masser af græs inde hos dem også. Det kender vi også fra køerne – de vil bare gerne snakke lidt.

Nedad bakken igen mod huset.

Og se i forgrunden af billedet? Netop. Puma kom for at gå med på den sidste del af turen, Så hyggeligt med en sidst på eftermiddagen tur sammen med hund, mand og kat.

God weekend – håber din også bliver med masser af hygge. For det er jo det, der gør livet så dejligt.

Det sted, vi kalder Østrig

Vil du med til Østrig? Ja, Østrig ligger normalt omkring 1000 km sydpå. Men lige overfor vores hus – på den anden side af vejen, cirka 7 meter mod nord, ligger Østrig også. Det er det, vi kalder den mark, hvor rådyrene og alle de andre dyr holder til på de høje knotter – de knotter, man ikke kan køre traktor på.

Nu er marken høstet, man kan gå over det hele, og hunden og jeg går tur derovre, før det bliver alt for varmt.

Med det samme begynder det at gå stejlt opad. Man går nærmest lige op i den blå himmel.

Vender man sig om, kan man se ned på vores hus. Det bliver pludselig helt lille at se på, som det putter sig der mellem de høje træer.

I hegnet vokser der vilde blomster. Lige nu er det mest Gul Okseøje.

De lyser som små sole.

Enkelte steder er der også Kornblomst.

Og kigger man op, ser man de store vidder folde sig ud.

Vi er knap 100 meter over havets overflade her og kan se langt. De disede skove i det fjerne ligger helt nede på den anden side af Aarhus. Det er isen, der har dannet landskabet under den seneste istid. Det var vældige kræfter. Men slutresultatet blev ret pænt, må man sige, og her har da også boet mennesker i tusinder af år, som Borum Eshøjs gravhøje vidner om.

Vores Østrig er, ligesom det andet Østrig dernede sydpå, et smukt sted i stort og småt.

God fredag.

Vilde gæster

Bondemandens kontor, hvorfra han driver sit regnskabsfirma, ligger lige heroppe på førstesalen. En dejlig arbejdsplads, med en smuk udsigt over den stejle græsmark, vi kalder ‘Østrig’. Der er nogle knokler og bukler på den mark, hvor der ikke bliver dyrket noget. De er for stejle til en almindelig traktor, og en østrigsk bjergbondetraktor er mere, end huset kan byde på.

Så det ligger hen som et halvvildt område. Af og til er der nogen, der spørger, om vi da ikke skal have nogle dyr gående derovre. Eller om de kan leje stykket til deres heste. Svaret er altid nej. For det er faktisk et område, der bliver flittigt brugt. Ikke ligefrem til landbrug, men brugt, det bliver det.

Hende her – og flere af hendes familiemedlemmer – ynder nemlig at opholde sig i det lange, blomstrende græs. Der er mange vilde planter, der ser ud til at bekomme den lille familie af rådyr ganske vel.

Og de falder perfekt i med græsset, så de er svære at se, når de står stille. Det er en solrig og beskyttet opholdsplads med gode gemmesteder.

Der er mange andre dyr, der bruger stykket. Der er harer. Og grævlingen ser vi tit lunte rundt derovre. En ræv lå i en solstribe og sov en morgen, og i vinter så vi flere gange en lille hvidpelset lækat med sort halespids gå på musejagt.

Puma betragter området som sit eget. Han fanger mus der, og det er der, han kan sidde og holde øje med, om vores gæster kører, så han tør komme ind.

Stykket bliver altså flittigt brugt hele året af alle de vilde og halvvilde gæster, og sådan skal det være. Vi låner et stykke til vej op til der, hvor der kan dyrkes noget – det giver også nogle dejlige hjulspor, hvor fasaner og agerhøns kan støvbade.

God mandag.

Her lugter af Østrig

‘Her lugter af Østrig’, siger ungerne, når de er herude. De mener lugten af ko. Den varme, trygge lugt af ko, der især kan mærkes i fugtigt vejr. Fugtigt vejr som nu til morgen, hvor vinden har lagt sig. Fugtigt vejr, der får frø til at spire, græs til at vokse og vinterbyggen til at strække sig mod dråberne.

Fugten hænger tungt mellem træerne, og her lugter af Østrig.

Mange danske børn er kun ude på landet, når de er på ferie. Og rigtig mange danske børn holder ferie i Italien. Når man skal til Italien, kommer man gennem Østrig – det passer tit med, at det er der, man overnatter undervejs.

Og i Østrig er der køer inde i landsbyerne. Små landbrug med få køer – gårdene ligger i landsbyen og markerne udenom. Et stykke eng mellem to huse bliver afgræsset af køer, langs stien til næste landsby går der køer, rundt omkring i naturen er der køer med klokker om halsen.

De hyggelige kroer ligger lige ved siden af mælkebrug, hvor køerne bliver taget ind om natten, og man i den tidlige morgen kan høre dem brøle deres ‘kom og malk mig-muh’.

Østrig er et ko-venligt land. Det er hyggeligt. Måske ikke så produktivt som moderne danske mælkebrug, men hyggeligt.

Sådan var de gamle danske landsbyer også indtil for ikke så mange år siden. Man ser det næsten ikke mere. Undtagen måske lige her hos os, hvor køerne også går ude på græsset lige på den anden side af bygningerne. Hvor man også kan blive vækket af en ko, der kalder på sin kalv.

Og hvor der også – især i fugtigt vejr – lugter af Østrig.

Emneord: Østrig