Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)
Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.
Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.
Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.
Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.
Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.
Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.
Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?
God søndag aften.
