Liv og pippen i haven

Når man sidder og heler, har man god tid til at kigge ud af vinduet. Bare sidde og kigge på landskabet, på rådyrene, der græsser på marken overfor, og på fuglene. Der er så mange, og de elsker vores solsikkebar.

Der er alle de ‘almindelige’, som jeg egentlig elsker allerhøjest, men også de mere eksotiske som kernebideren og stillitsen, som jeg altid prøver at få billeder af. De sidste har vi en lille flok af, og det har vi hvert forår. Senere flytter de op i træerne, og så ser vi dem ikke mere. Vi hører dem kun, og de har den smukkeste sang.

Det er underligt ikke at skulle noget. Meget underligt. I dag, to dage efter syningen, måtte jeg gå i bad og vaske blodet ud af håret. Jeg føler mig som et nyt menneske.

Og alligevel ved jeg godt, at jeg snart skal ned i mit sofahjørne igen. Der skal ikke meget til, før jeg bliver træt. Men først en tur ud med hunden – og så går vi lige forbi skovhaven og giver den dumme gren et spark. Så kan den lære det…

Man skal ikke lade sig kyse.

God onsdag.