Alpevioler i haven på en kold og våd dag

Bittesmå står de der og nyder det våde og blæsende vejr. Et glimt af pink/lilla mod den sorte jord. Det er alpeviolerne, der er begyndt at blomstre.

billede2

Vi har både efterårs- og forårsblomstrende alpevioler under hortensiabuskene. Der trives de godt. Det er tidligt, de blomstrer i år. Det har været en mild vinter, og nu syntes de åbenbart ikke, de kunne vente længere.

Kommer den sne og kulde, som de snakker om til weekenden, skal de nok også klare det. Det er jo små bjergplanter, der ved alt om omskifteligt vejr.

billede3

Sikke en glæde at møde så fin en farve i haven i februar. Ja, man kan vel nærmest sige, de er cyclamenfarvede? Ikke mindst fordi cyclamen faktisk er det, alpevioler hedder på latin, og det er dem, der har givet navn til farven og ikke omvendt.

Sådan er der så meget, der kun har betydning, hvis man kender baggrunden. Og derfor – er det ikke vigtigt at lære baggrunden at kende for så meget som muligt? Man er bare lidt bedre rustet, hvis man forstår lidt mere, og det hele bliver lige lidt mere spændende.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

4 thoughts on “Alpevioler i haven på en kold og våd dag”

  1. Vise ord, Karen, på en regnvåd og grå mandag. Det med at kende lidt til baggrunden om noget. Det er ind i mellem lidt sjovt at få de skæve detaljer og små historier med. Det nuancerer tingene så fint.

    Like

  2. Hej Karen.
    En lille historie herfra for at fortælle, at jeg fik stor ros for din opskrift på kanelmarinerede appelsiner. Vi skulle spise lam hos vores venner og jeg skulle have en dessert med. Og finder din opskrift, da jeg googler græske desserter. Den så lækker ud og da det så oven i købet var en opskrift fra en Dalsgaard, så slg jeg til. Vores venner hedder også Dalsgaard og så skulle jeg jo spørge dig om du stammer fra Fur. Der kommer deres slægt fra, så det kunne jo være sjovt.
    Jeg ønsker dig en god dag
    Venlig hilsen
    Irene

    Like

    1. Hej Irene,
      Det er også en supergod dessert, når man har fået lam. Den er så frisk, og et godt modspil til det lille tykke lam 🙂
      Jeg stammer ikke fra Fur. Jeg har giftet mig til navnet, og min mands familie er fra Fredericia. Men jeg tror, der er mange, der i tidens løb har taget navn efter deres gård – Dalsgaard, Nedergaard, Højgaard, Vanggaard o.s.v., så man møder mange med gaard i efternavnet.
      vh/Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.