En beskeden, lille bitte vintergæk

Det var trist og koldt derude
Vinterklædt stod mark og vang.
Sneen hvirvled´ vildt ved rude.
Stormen sang sin klagesang.
Men bag præstegårdens hække.
Titted´ frem bag sneens dække
En beskeden, lille bitte vintergæk.

Den gamle sang om vintergækken, der bliver plukket af en lille dreng og sat ved moderens sygeleje, faldt jeg over i går aftes. Jeg kendte den ikke, og det første vers greb mig med sine poetiske rim. Det er en rigtig sentimental tåreperser. En sang af den slags, der var så populære dengang i starten af 1900 tallet, som vi smiler af nu, men alligevel røres lidt af.

Moderen bliver rask, skulle jeg hilse og sige, så den ender godt. Den ender med liv og glæde, og liv og glæde er jo lige det, vi ser, når vi ser de små hvide vinterblomster. Ja, allerede, når vi ser de første spirer. Liv og glæde forude.

På det lille bord ved lejet,
dér fik vintergækken plads.
Den blev fredet, den blev plejet,
i et lille blomsterglas.
Håbet hos den syge vaktes,
ved det sommerbud der bragtes,
gennem barnet, og den lille vintergæk.

I dag ligger der lidt frosne snefnug i alle revner og sprækker derude. Der skal komme mere sne, siger de, og vinden vil føles kold, kold, kold. Det er februar, dyb vinter – men den lille vintergæk er kommet, og den fortæller os, at det kun er en overgang. Det bliver forår, når det bliver den tid.

God tirsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere. Vis alle indlæg af Karen Engell Dalsgaard