Haven

Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige

(Sponsoreret indlæg)
Der er ikke ét sted på vores grund, der er rigtig fladt. Er det fladt, er det, fordi der er gravet ud til det. Det kræver lidt snilde, fantasi – og masser af praktisk hjælp fra folk med store maskiner, hvis vi skal bruge flad jord.

Derfor har det også taget lang tid, før de højbede, vi købte hos Zinkbakken omkring Påske, blev klar til brug. Selve det at samle bedene tager ikke lang tid. De er lavet i moduler på 1,2 m, og vi har tre gange tre sektioner. Det er faktisk gjort i en håndevending.

Det, der har taget lang tid, har været forberedelserne. Fortsæt med at læse “Endelig, endelig, endelig er højbedene færdige”

En kragerede ned gennem drivhuset

Vores drivhus står beskyttet i læ af skrænten og de høje træer. Det er gammelt. Mindst 20 år gammelt, for det var langt fra nyt, da vi kom hertil i 2003. Det har holdt til orkaner og storme uden ulykker. Det er et rigtig godt drivhus.

Men – i et af de høje træer på skrænten har der i mange år været en stor kragerede. I vinden i går rev den sig løs fra sin plads der højt oppe i trækronen, og den faldt meget målbevidst lige ned i – og igennem – drivhuset. Fortsæt med at læse “En kragerede ned gennem drivhuset”

Til åbning af CPH Garden

‘To plant a garden is to believe in tomorrow’
Under det valgsprog, som stammer fra Audrey Hepburn, blev Haveselskabets meget flotte og imponerende haveshow i Valbyparken, CPH Garden, åbnet i går. Danmarks bud på et Chelsea Flower Show.

Jeg var med, og det var en rigtig dejlig oplevelse. Inspiration i overmål, glade mennesker og mængder af de smukkeste blomster.

Fortsæt med at læse “Til åbning af CPH Garden”

Havehistorie på Gammel Estrup

I går var vi sammen med en flok dejlige mennesker på tur til Gammel Estrup – herregårdsmuseum, landbrugsmuseum og nu også med jagt og skovbrugsmuseum. Det er en perfekt kombination, og der er noget at se på for alle – i mindst en dags tid og sikkert længere.

Fortsæt med at læse “Havehistorie på Gammel Estrup”

Besøg i Syrenhaven hos Heides Planteskole

Heides Planteskole ved Thisted er meget mere end et sted, hvor man køber planter. Indretningen er meget, meget smuk med forskellige, spændende haverum, og så er der den skønneste syrenhave med syrener fra hele verden. Lige nu er syrenerne på toppen, så tidspunktet var velvalgt.

Fortsæt med at læse “Besøg i Syrenhaven hos Heides Planteskole”

Havehuse og andet skønt i Fru Pedersens Have

En ting, der virkelig adskiller Fru Pedersens Have fra andre skønne haver, er de dekorative og hyggelige havehuse. De er noget helt særligt. Man kan bruge timer på at kigge ind i dem, nyde den kønne og hyggelige indretning og drømme om, hvad man selv vil gøre i haven, drivhuset og pavillonen, når man kommer hjem igen. Ideerne står i kø for at komme til.

Der er ‘Torvet 1’ – det lillebitte, hyggelige havehus under træerne.

Der er ‘skurvognene’ – og jeg sætter med vilje ordet skurvogn i anførselstegn, Fortsæt med at læse “Havehuse og andet skønt i Fru Pedersens Have”

Havefest i Fru Pedersens Have

For en rum tid siden kom posten med en rigtig kuvert med et rigtigt brev i. En invitation fra Anette og John – fra Fru Pedersen og Hr. Pedersen. En invitation til havefest i Fru Pedersens Have. Jeg havde glædet mig i en måned, og endelig blev det fredag den 26. maj.

Hvad kan være bedre end at besøge dejlige mennesker i skønne omgivelser og få lejlighed til at være sammen med de havevenner, man kun sjældent ser udenfor internettets vidunderlige verden? Fortsæt med at læse “Havefest i Fru Pedersens Have”

Højbede – med sneglekant – på terrasser i marken

Hvad er det nu, de har gang i? Der er gravet etager ind i markkanten? Var det ikke der, de havde køkkenhave før? Det ser da forfærdeligt ud.

Jo, men… det bliver ikke ved med at se sådan ud. På hver af de tre terrasser kommer der til at stå et stort højbed. Et højbed med sneglekant.

De tre højbede kommer til at rumme vores køkkenhave i år – og i mange år fremover. Det er sneglenes skyld det hele. Sidste år fik vi intet ud af køkkenhaven. Absolut intet. De åd det hele. 3-4 af de ækle fyre kunne sidde og mæske sig i en squashblomst. Kålplanterne var fyldt med dem. Salaten forsvandt, næsten før den kom op. De åd simpelthen alt undtagen kartoffelplanterne.

Når en køkkenhave ligger i markkanten, som vores gør, er det stort set umuligt at bekæmpe de slimede uhyrer med ølfælder, nattejagt og deslige. De vandrer ind som en ødelæggende hær, og de æder alt på deres vej. Efter sidste år har vi simpelthen kastet håndklædet i ringen og købt hjælp i form af højbede.

Stigningen i markbedet er så stor, at højbedene skal stå på terrasser for at stå lige. Nærmest som en olivenplantage på en bjergskråning i Toscana. Der er gravet ud, så der er plads til højbedene og plads til at gå omkring dem.

De tre højbede er samlet af sektioner på 1,2 m, så bredden bliver 1,2 m og længden 3,60. Det giver masser af plads til det, vi skal dyrke. Squash, græskar, bønner, bladselleri, salater – alt sammen snegleføde af højeste karat. Men nu kan de ikke komme til fadet. Kanten holder dem væk. De kan simpelthen ikke vride sig rundt i den vinkel.

Jeg skal nok vise billeder fra udviklingen af projektet, når det kommer længere frem. Lige nu kan man ikke se meget, men jeg er så glad for, at vi endelig er kommet i gang, og jeg kunne ikke vente med at fortælle om projektet – til glæde og forhåbentlig inspiration, hvis du også bor med græsmarker omkring din have.

Indlægget er skrevet i samarbejde med zinkbakken.dk, hvor vi har købt bedene. De har rigtig mange lækre ting derude i Låsby, hvor de bor. Vi var glade for at det lå i nærheden, men de sender selvfølgelig i hele landet.

Prøv at tage et kig på deres website. Det smarte system med samlesæt gør, at man kan lave store højbede eller små højbede, præcis som man har lyst. De har meget mere end det – men kig selv – jeg har fundet nok til en meget lang ønskeseddel og mange havedrømme. Du kan læse mere om zinkbakken.dk i en artikel hos Havefolket.dk – den finder du lige her: Zinkbakker i metermål.

God mandag aften.

Hvor går det bare stærkt

Sikke en dejlig søndag. Vasketøjet har tørret ude på snoren i vinden, der som bibeskæftigelse har skubbet høje, hvide skyer over himlen hele dagen. Græsset er slået, og der er blevet fjernet uanede mængder af ukrudt (hvor kommer det dog fra???)

Mens man sådan går og pusler i haven, med lugegreben i hånden og rumpen i vejret, skal man huske at stoppe op, kigge og suge synsindtryk ind. En dag sidste år var jeg så optaget af at luge, at jeg helt glemte at se på den blomstrende azalea lige ved siden af mig. Jeg fokuserede på ukrudtet. Tåbeligt, ikke? Jo. I alle livets forhold.

Jeg har lovet mig selv altid at kigge op og ud – og så pyt med, om et enkelt lille træ ikke bliver luget væk. Det bliver det næste gang.

Der er jo da nok at se på, og det går så hurtigt, at man skal være vaks for at nå at få det hele med.

Mælkebøtterne er allerede ved at afblomstre – det var da i går, marken var helt gul af dem, var det ikke? Til gengæld er bonderoserne i haven ved at springe ud. Først den her, jeg fik en knold af for mange år siden. Den er efterhånden blevet stor.

Hver blomst holder så uendeligt kort, så den skal nydes, mens den er der.

Også de hvide tulipaner, som jeg længe gik og ventede på, er fuldt udsprungne. Snart overtager noget andet også der.

Maj måned burde kunne bremses, så man kunne nyde hver dag i mindst tre dage. Det er såmænd bare min ydmyge mening. Men mon ikke, der er mange, der er fuldstændigt enige?

God søndag aften.

Af alle tulipaner…

De sværeste spørgsmål, man af og til bliver stillet, er spørgsmål af typen ‘hvilken forårsblomst holder du mest af’ eller ‘hvilken tulipan holder du mest af’. For af alle tulipaner i hele verden holder jeg mest af…. dem alle sammen.

Fra de små botaniske tulipaner med deres glade solskinsansigter,

over de mellemstore til de store og måske flottere. Enkelte, fyldte, diskrete og farvestrålende.

Tulipaner, der var så kostbare, at de engang kun var for konger og fyrster, kan man få i næsten alle mulige farver og faconer, og enhver kan være med, når der er minus 50% i efteråret. Minus 50% er mit yndlingsmærke…

Tulipanerne står så fint lige nu. Sartgule liljeblomstrende under buskene.

De ubestemmeligt rosa i krukken ved drivhuset.

De små, hvide Calgary i det hvide bed – hvor der også snart kommer flere og højere tulipaner. Mount Tacoma hedder en af dem. Tulipaner har også flotte navne…

Der står mange tulipaner rundt omkring i havens forskellige afdelinger, og de kommer forskudt over lang tid.

Der også er nogle, der går til. Enten forsvinder de af sig selv, eller også bliver de ædt. Mosegrise er glade for tulipanløg. Den her ser jeg aldrig igen – den er ædt. Og den var ellers så køn, næsten som en pæon.

Af en eller anden grund smager de fineste løg vist bedst. Men mosegrise kommer ind fra markerne, og det må man leve med, selvom man kan knibe en tåre over ødelæggelserne.

De gammeldags røde tulipaner, der vokser i på skrænten mellem oceaner af skvalderkål, kommer igen. Af en eller anden grund gider mosegrisen ikke grave op ad skrænten. De røde tulipaner er altid sene på grund af deres plads i skyggen. Sidste år lagde jeg mange flere af dem, og jeg er spændt på at se, hvor mange der kommer.

Mange bryder sig ikke om de stærkt røde tulipaner. Men i vildnisset, i skvalderkål til halsen, der passer de rigtig godt med deres livskraftige farve og væsen. Jeg håber, der kommer mange. Som røde dutter i alt det grønne.

Men hvilken af dem, der er yndlingstulipanen? Det ved jeg ikke, for jeg holder nu så meget af dem alle sammen.

God tirsdag.