Efter gårsdagens indlæg om at være ‘perfekt’, mødte jeg her til morgen en, der bare var perfekt helt af sig selv. Ikke på nogen demonstrativ måde, nærmest tværtimod. Ikke selv-iscenesat perfekt, men bare helt naturligt perfekt, fordi den ikke kan andet. En lille hornviol.
Årets første hornvioler er så stor en glæde, og den her med sine sart lysegule yderblade – måneskinsgule, som Claus Dalby kalder det – og den stærkt gule midte med de fine tegninger er helt uimodståelig.
De står på en bakke og venter på, det bliver weekend, så jeg kan arrangere og plante.
Deres søde ansigter vil lyse op i lang tid fremover.
Naturlige, livlige, hårdføre. Glimt af farve i en tid, hvor det meste ellers er lidt træt at se på. En start på den jublende glæde, der kommer med foråret.
Jeg tror, jeg må ind efter lidt flere på vejen hjem i dag. Hornvioler kan man næsten ikke få nok af. Vejrudsigten byder på let nattefrost hos os, men det kan de sagtens tåle. De er skabt til at lave forår, før vejret helt er med på det.
God fredag.
Dalsgaard i Skivholme 