De bedste opskrifter og billeder fra 2022 – del 2

I går så vi på de bedste billeder og opskrifter fra årets første seks måneder. I dag fortsætter vi med de sidste seks måneder af det turbulente år, 2022. Det regner derude, det er gråt og trist, så hvad bedre end at dykke ned i søde sommerminder?

Juli startede med CPH Garden – som altid en forrygende oplevelse.

To dage efter tog vi afsted til Piemonte på ferie. Italien er vidunderlig. Landskaberne, maden, vinen.

Derfor er månedens bedste opskrift også italiensk. En ‘italiensk salat’, der sjovt nok hedder Insalata Russa, altså russisk salat. Den bruges på antipasti bordet og er en lækker forret med tun, grøntsager, cornichoner og æg. Men salaten passer også overraskende godt til et stykke rugbrød.

Insalata Russa

Måneden sluttede med rosendåb i Tivoli Friheden – man kan da næsten ikke springe over at vise et af billederne af Aase Hviids skønne kreationer.

August kom som altid hurtigere end ventet. Pludselig var det slut med de lange feriedage, der strakte sig foran en med uanede muligheder. Nu var det bare at komme i gang med arbejdet igen.

Aftenerne vender tilbage i august, men dagen er lang nok til at lade solcellelamperne op, så de lyser til langt efter midnat.

I august bliver squashene modne i store mængder, og vi spiste squash på alle mulige måder. Ingen dag uden en form for squash. lige bortset fredagen med de tre antipasti retter, der bliver månedens opskrift(er). Det var nyt og godt med de tre slags, og så var man klar til ‘noget med squash’ igen.

Øverst er det bruschetta med bønner, hvidløg og salvie, til højre er det med balsamico tomater, og til venstre er det med ærte/mynte mos – alt sammen superlækkert og sommerligt.

September kom med sin sprødhed. Der var dage, der virkelig lignede sangen om septembers himmel. Klar luft, blå himmel, lunt men alligevel med en underliggende frisk kølighed. September er vidunderlig, når den arter sig.

Vi tog på en forlænget weekend til vores yndlingssted på Mors – til stor glæde for både mennesker og hunde.

Og jo, vi fik andet en campingmad, selvom det nu heller ikke var så ringe med friske rødspætter og røgede rejer hentet på vestkysten.

I september starter jagten på agerhøns, og månedens opskrift må derfor være den med de grydestegte agerhøns med æbler og cider. Sådan nogle agerhøns er noget af det lækreste, og kender man ikke en jæger, kan de også tit fås i supermarkedet i jagtsæsonen.

Grydestegte agerhøns med æbler og cider

Oktober – fødselsdagsmåneden hos os, hvor vi holder både Husbondens og min fødselsdag. Denne gang blev de holdt i flere omgange – hyggeligt, men også ret køkkenintensivt. Månedens opskrift må være cheesecake med citron, som blev brugt til desserten et par gange. Så nemt og så lækkert. Ingen bagning nødvendig – og heller ikke noget med husblas, hvis man frygter det.

No bake cheesecake med citron.

November – nu nærmer vi os årets afslutning. November var jo lige for lidt siden. November var Mortens aften, og juledemo i Den Gamle Mølle.

November var også vinterens første sne, udendørs pynt,

adventskranse og dekorationer.

Men den bedste novembermad var nu ikke noget med and eller jul. Det var retten med rosenkål, kylling, bacon og tranebær. Den skal vi lige huske til her i januar. Den har farver, den har smag, og den liver op i det mørke vejr.

Farverig efterårsmad med rosenkål, kylling og tranebær.

Og så december. Slut for kun ganske få dage siden. Vi fik det skønneste, kolde, hvide vejr midt i december. Sådan et vejr, der løfter sindet til næsten euforiske højder.

December var en perlerække af begivenheder. Lyset i Tivoli Friheden, Luciaoptog, julekoncert, jul og nytår. Man får da sit behov for sociale arrangementer dækket i december.

Og lavede vi så ny mad i traditionernes måned? Faktisk ikke så meget, at det gjorde noget. Men vi fik lært at bruge vores nye, lille ovn, der både kan grill, varmluft og mikro. Den er rigtig god, og den sparer masser af strøm, noget der ikke er helt uvæsentligt for tiden. Derfor må månedens opskrift være de pyntelige søde kartofler lavet i den lille ovn. De kan selvfølgelig også laves i en almindelig ovn.

Søde kartofler med rosmarin og ahornsirup

Vi er nået til vejs ende. Det gamle år er brugt og gjort rede for, og vi skal i gang med det nye. Var der noget, du savnede i den lille kavalkade? Så kan du enten bruge søgefeltet eller kigge i arkivet. Der ligger mange, mange indlæg og opskrifter igennem snart 11 år… Utroligt mange, faktisk.

Rigtig god første onsdag i det nye år.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “De bedste opskrifter og billeder fra 2022 – del 2”

  1. Kære Karen!

    Mange tak, fordi du hver dag sender beretninger om stort og småt i hverdagen ude på landet nær Aarhus, om steder, der er værd at besøge, om haven , opskrifter af alle slags. Inspirerende, oplysende, oplivende

    Kærlige, taknemmelige tanker
    Ragnhild

    Like

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: