I går skrev jeg om alt det, jeg glædede mig til på CPH Garden. I dag er jeg hjemme igen og stadig lidt overvældet af de mange indtryk.
Det store blomsterskilt, der byder velkommen, er et godt varsel om alt det, der venter inde på pladsen. Spændende showhaver, planteboder, belægninger, bede, drivhuse. Noget helt i luksusklassen (drømme, drømme…)

og noget i en klasse, hvor enhver med lidt fingersnilde kan være med.

Og showhaverne. Der er otte. Og de er vidt forskellige. Dem kan du læse om her, men jeg vil kun fortælle om de to, der gjorde det allerstørste indtryk.
Helle Troelsens showhave, Haveglæder, der af uransalige årsager ikke fik guld men sølv af juryen, var den allerbedste. Det skulle ikke undre mig, om den vandt publikumsprisen som bedste have. Pergolaer, bede, sidde-steder, og den mest fantastiske brændevæg med kighuller. Se et lille slideshow derfra herunder.
Og så var der den have, der af juryen blev valgt som ‘Best in Show’. Yellow Brick Road – inspireret af Troldmanden fra Oz og fuld af eventyr og poesi. Kender du det, at man kommer forbi en stor smedejernslåge og får sådan en lyst til at presse næsen ind gennem den for at se, hvilke eventyr der gemmer sig bag lågen? Sådan var Yellow Brick Road. Ikke en have, du kan kopiere derhjemme (medmindre du har en rustning stående på loftet), men et luftigt drømmesyn. Du kan læse mere om haven her – og se lidt billeder derfra i slideshowet herunder.
Der var flere spændende showhaver, men nu er det her jo ikke nogen roman, så…. du må selv afsted.
Og ellers? Jo, Lotte Bjarke vandt prisen for bedste havebog med sin bog om Skærehaven. Det var den rigtige vinder, synes jeg – jeg havde jo også stemt på hende. Jeg skrev om bogen, da den udkom, og det kan du læse her.
Der blev også kåret vindere af årets grønne profil og bedste haveoplevelse. Det blev søde Liv Meinert, der blev årets grønne profil, og den bedste haveoplevelse blev Haven i Hune.

Mellem programpunkterne var der tid til at gå rundt og kigge – og opleve. Jeg lagde især mærke til, hvordan der var ‘vand i haven’ på utallige måder. Vand i haven giver liv i haven, og det kan gøres med større eller mindre naturlighed.
Ideen med spejbassiner ‘med fyld’ var jeg ret betaget af. Overvejer om ikke, man kunne finde ud af noget i den stil herhjemme? Måske lidt mindre og inde i et bed?
En anden ting var de mange pergolaer og skyggegivende overdækninger. I det hele taget blev der brugt mange, lækre naturmaterialer. Træ, sten, vand. Basalt, livgivende og i lang tid glemt.

På trods af et omfattende program tror jeg, jeg nåede så nogenlunde rundt, selvom det jeg viser, bestemt kun er et lillebitte uddrag. Jeg fik hilst på en masse folk, jeg kender – og en masse, jeg ikke kendte.

Spist blomstersmørrebrød og drukket sommerdrik i Haveselskabets Cafe, beundret blomster og buketter og nåede også forbi og se på limteknik, som jeg havde ønsket mig. Det vil jeg prøve til vinter og huske at samle materialer nu og i sensommeren.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig to dage på CPH Garden – mindst.
Håber, du selv skal afsted, for det er altså en kæmpe, kæmpe oplevelse. Så pyt med Tutti Frantz og alt det andet, der foregår her i weekenden. CPH Garden slår det hele.
Der er åbent fra 10-17 i dag, lørdag og søndag. Du kan nå det endnu.
God fredag.
Haveglæder vandt publikumsprisen – og det var så fortjent. Det var også min yndlingshave, og jeg var så heldig at få en rundvisning af Helle søndag morgen lige før den officielle åbningstid, og det var fantastisk at høre hendes beskrivelser af de enkelte elementer
LikeLike