Castello di Rocca Grimalda – et slot og en slotshave i Piemonte

Når man kører sydpå ser man ofte borge og slotte, bygget højt oppe på bjergtoppe, og man ser de små byer, der ligger nærmest klistret til bjergsiden.

Normalt kører man forbi på motorvejen på vej et andet sted hen. Denne gang var vores mål selve slottet.

Vi ankom midt i et tordenvejr med brag, glimt, vindstød og piskende regn. Stod der ved den fire meter høje smedejernslåge og trykkede på den lille, messingklokke, mens vi håbede, at nogen hørte os og ville vove sig ud i vejret og lukke os ind. Kort efter kom en lillebitte, elegant kvinde i halvfjerserne ilende og viste os, hvordan vi åbnede den tunge låge, hvordan vi kom ind gennem selve porten til slottet og ind i vores lejlighed.

Det var Francesca de Rege, der sammen med sine søstre og deres familier ejer slottet. En af søstrene driver slottets vingård sammen med sin mand, og vi købte selvfølgelig vin med hjem. I de varme eftermiddage legede børnene inde i den overdækkede del af slotsgården, hvor taget og de tykke mure gav ly for solen.

Slottet er hyggeligt, selvom det er enormt. Der er flere lejligheder til udlejning, og familierne bor der også selv. I hjørnet af den muromkransede indre slotsgård ligger det store tårn fra middelalderen, man kan se på miles afstand.

Slottet har sit eget kapel, der er et populært sted til bryllupper. Der var også bryllup, mens vi var der.

Omkring slottet, omkranset af mure til bysiden og af en stenbalustrade ud mod udsigten,

ligger haven, der er fantastisk. Selv nu i den tørre tid.

Den er delt i flere afdelinger – en stor terrasse, en formel slotshave med skulpturer og formklippede buksbom –

og den yndigste lille dam med fisk og åkander.

Der er bede med krydderurter og lægeplanter, en vild del af haven, med en plads, hvor biler kan parkere uden at skæmme udsigten, og der er familiens private have. Alt sammen indenfor murene. Der var smukt nu, og jeg tænker, at der i foråret er helt overvældende. Store bede var dækket af iris, der selvfølgelig var afblomstrede nu, men man kunne let forestille sig forårets farvepragt.

Lejligheden var indrettet med antikviteter og Ikeamøbler i en skøn, uformel stil, og det lille køkken med den store marmorvask og det gamle SMEG køleskab var både kønt og funktionelt.

Murene var metertykke, og alle vegne var der store vinduer med indvendige skodder, der kunne holde den brændende sol ude. Det er et vidunderligt sted, simpelthen.

At eje et slot som det er mere end at eje et hus. Det er en historisk forpligtelse – ja nærmest et kald – en livslang opgave. Der er altid noget, der skal restaureres. Sådan et sted spiser penge. Man er nødt til at elske det, og det gør de driftige og hittepåsomme ejere.

Du kan se flere billeder her på Castello di Rocca Grimaldas website, hvor der også er kontaktoplysninger, hvis din næste ferie går til Piemonte. Vi vil helt sikkert komme der igen – ikke mindst, fordi vi nu har familie med hus i området. Jeg håber næsten, der er fyldt helt op i huset, så vi er nødt til at bo på slottet igen.

God lørdag.