Pyntelige søde kartofler med rosmarin og ahornsirup

Der skal nogen gange ikke så meget til. Ingen lang række ingredienser, ingen kompliceret fremgangsmåde. Noget af det bedste mad er enkel mad – for eksempel sådan et lille fad med søde (og et par almindelige) kartofler, krydret med rosmarin og dryppet med ahornsirup.

Kartoffelskiverne står op, og rent synsmæssigt gør det altså noget. Det gør det også lettere for ahornsiruppen at sive ind mellem kartoflerne og give smag til alle skiverne og ikke kun til de øverste.

Men lad os komme i gang. Du får ingen mål – kun forhold mellem ingredienserne, for retten kan skaleres efter, hvor mange du laver mad til. Du skal bruge:
2/3 af de søde kartofler
1/3 af de almindelige kartofler
Frisk, hakket rosmarin – gem en kvist til pynt
1 spsk ahornsirup pr. kartoffel
Salt og Peber
Et drys chiliflager

Lidt smeltet smør til smøring

Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. En til to millimeter tykke. Smør et lille ovnfast fad med smeltet smør. Sæt skiverne på højkant i fadet – først de søde kartofler og derefter stikkes de almindelige kartofler jævnt fordelt ind mellem dem. Smør overfladen med resten af det smeltede smør. Brug en bagepensel, det er det nemmeste. Drys med hakket rosmarin, salt og peber.

Bag dem i ovnen, til de er møre. Vi har fået en mikrobølgeovn med grill og varmluft. Den bruger ikke mere strøm, end brødristeren gør. Det er nemt at lave retter som denne i den ovn. Der er endda et kartoffelprogram, der gør sådan et fad mørt på ni minutter.

Tag fadet ud og dryp med ahornsirup. Giv dem et lille drys chiliflager, hvis du har lyst. Vi kan godt lide det, men der er jo folk derude med babymund…

Sæt fadet under grillen, til toppen bliver gylden og lidt sprød – fem minutter i vores lille kombiovn.

Søde kartofler har godt af både med- og modspil. Et dryp af det søde, kontrast fra salt, peber, rosmarin og chili. Nu vil jeg ikke filosofere mere over det, men bare sige: Prøv det. Søde kartofler er til at komme til for penge, og de er en dejlig tilføjelse til vores egne, danske rodfrugter.

God onsdag.

PS: Det tog lidt tid at lære den nye ovn at kende. Den hedder Logik, men det var svært at se logikken i starten. Der er bare så mange knapper og forskellige måder, man skal kombinere tryk på alle de knapper. Men med instruktionsbogen ved hånden (den er maskinoversat, og det kan også være en udfordring) er det efterhånden lykkedes at få rigtig gode resultater med den. Og så uden at bruge mere strøm end brødristeren… Kræet ser sådan ud:

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: