Nye opskrifter med squash

Der er igen squash i haven, og vi er begyndt med de daglige retter, der indeholder squash i en eller anden form.

Det kræver, at man har en del opskrifter på lager.

For nogle år siden lavede jeg en samling af de opskrifter, der dengang var mine yndlingsopskrifter med frugterne fra den frodige og gavmilde squashplante. Sidste år opdaterede jeg samlingen, og nu er der igen kommet lidt til.

Vi starter med de squashmuffins, der stadig er mine absolutte yndlingsmadbrød. Der er bare ikke noget at sige dem på, og de er på menuen med jævne mellemrum.

Saftige madmuffins med squash, ost og timian

Og så er det kagetid: Zucchini Bread. En amerikansk inspireret kage, der holder sig frisk længe. Skiverne kan også ristes på brødristeren og spises med koldt smør – superlækkert til en søndag morgen…

En anden, jeg ikke lige bliver træt af, er pizzaen med squash, rødløg, skinke, parmesan og mozzarella. Den er så enkel, og måske er det derfor, den smager så godt? I år har vi opdateret den med sprødristede tern af chorizo i stedet for skinke… hvordan det skal gøres, er tilføjet i opskriften.

Pizza fra haven med squash, rødløg og to slags ost

Også de sprøde quesadillas med krydret squashfyld toppet med salat og koriander er værd at huske. Koriander er en skøn krydderurt, der giver et lidt eksotisk præg til alt, den kommer i nærheden af, og den gør sig også godt her sammen med squashfyldet.

Quesadillas med krydret squashfyld og grøn top

Tærten med chorizo og squash med tærtebund lavet af revne kartofler (den tærtebund er altså værd at huske – både for at spare kalorier og tid…). Tærten er lidt mere bastant i det end retterne ovenfor, men det bliver den ikke ringere af. Den kan spises en kølig efterårsaften, hvor der stadig er squash i haven, for de bliver jo bare ved og ved med at producere.

Tærte med squash og chorizo på kartoffelbund

Små pandekager kan man altid spise til brunch eller til nippemad. Alle bliver glade, når de ser pandekager. Samtidig er de ret nemme og hurtige at lave.

Små pandekager med squash

De syltede squash er dem fra indlægget i går – det er jo ikke ‘i går’, når du slår op på opskrifterne om en måned eller næste år, og derfor er det nok smart at tilføje dem her. De bliver en fast bestanddel af de syltede sager, vi altid har i køleskabet, som sure agurker, syltede rødløg, syltet fennikel og al den slags syrligt og krydret tilbehør, der er så godt at have på lager, når maden trænger til et pift.

Lynsyltede squash

Til sidst: en af de gamle opskrifter, der bare ikke må gå i glemmebogen. Dellerne. Squashdellerne. De er krydret med basilikum og hvidløg, og de smager skønt af sommer.

Sprøde squashdeller med basilikum og hvidløg

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Nye opskrifter med squash”

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: