Pulled pork i ovn

Pulled pork skal helst laves i en træfyret grill på størrelse med en bus. Det så jeg i en hjertevarm og interessant dokumentarfilm, der hed Tro, håb og barbecue.

Den foregik i Florida, langt ude på landet.

Og den handlede om folkene omkring en lille baptistkirke, der havde tjent penge til at bygge kirken og stadig tjener til at holde den vedlige, til at hjælpe fattige i sognet og til præsten, koret, køkkenpersonalet og meget mere ved at lave og sælge barbecuemad – ribben, pulled pork og kyllinger. Alt sammen marineret og nærmest druknet i de lækre hjemmelavede saucer, hvor opskrifterne er gået i arv i generationer. For dem handlede det om det, de kaldte fuglens to vinger: arbejde og tro. Begge dele skulle til, hvis fuglen skulle kunne flyve, sagde de. Den filosofi kan jeg godt lide.

Får du lejlighed til at se den – vi fandt den på Amazon Prime – bør du unde dig selv den glæde.

Men det er ikke alle forundt at have en 30 år gammel grill på størrelse med en bus. Og pulled pork kan man nemt lave i ovnen. Det tager bare tid. Men det er tid, hvor man ikke behøver at gøre noget som helst efter de første 10 minutter.

Du skal bruge:
En nakkesteg på et par kilo
Hjemmelavet barbecuesovs
Lidt chipotle chili, hvis du kan få det
Sølvpapir, en ovn og så nogle gode hjemmebagte burgerboller og en stor skål coleslaw.

De ti minutter, du skal bruge på kødet, bruger du sådan her:
Fjern sværen, hvis det er en steg med svær. Puds også stegen lidt af for udvendigt fedt og sener. Smør stegen grundigt ind i barbecuesovsen, som du har tilsat lidt chipotle chili (det er røget chili) ud over de sædvanlige ingredienser. Chipotle fås på flaske, på dåse og som pulver. Det på flaske er bedre end det tørrede.

Pak nu stegen godt ind i sølvpapir, læg den i et ildfast fad og sæt den i en kold ovn. Stil ovnen på 130 grader og glem alt om aftensmaden de næste otte timer.

Når de otte timer er gået, er stegen mør som smør, og du kan plukke den i stykker med et par gafler. Mens du plukker den i stykker, kan du lige fjerne eventuelle sener, der har overlevet den lange stegetid. Bland det plukkede kød med stegeskyen fra fadet og smag til – måske skal det have lidt mere chili?

Flæk bollerne, læg coleslaw i bunden, top op med kødet og et generøst skud ekstra af den hjemmelavede barbecuesovs.

Også her i det kolde nord kan man fornemme, hvordan det er der langt ude på landet i Florida, hvor duften fra den store grill får forbipasserende til at stoppe, drysse ind i den lille kirke og få næring til både sjæl og legeme.

God onsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

%d bloggers like this: