I forgårs kom vores genbo over for at fortælle, at han havde set tre suspekte typer stå ud af en bil og gå hen og åbne portene til vores maskinhus. Den ene talte i mobiltelefon – og det lød østeuropæisk. De kørte, da de så, han havde set dem. Siden har vi ikke slappet meget af – og ingen af os var hjemme hele dagen i går, hvor jeg helst ville have stået og holdt vagt – med kagerullen under armen og et bistert glimt i øjnene.
For hvad mon sådanne typer kan finde på, hvis de opdager, der ikke er noget at hente? At der ingen diesel er? At der ikke er bærbare computere, ingen fladskærmsfjernsyn – og heller ingen dyre smykker?? Jeg forestillede mig et ødelagt hjem og væltede blomsterkrukker.
En ting var i hvert fald sikker – hunden skulle ikke være alene hjemme. Så hun kom med mig på arbejde. Det lykkedes faktisk at bestille noget – en hel del endda. Men det var lidt som at have et lille barn med – et, der ikke syntes, det var særlig sjovt at være på arbejde vel at mærke. Som løb hen til døren, når hun hørte skridt eller stemmer, peb, hvis hun var alene på kontoret et øjeblik, blev bange for printeren – men gladeligt spiste halvdelen af min madpakke.
Og så var det skønt at komme hjem og se, at der ingenting var sket. At hus og have var helt som i morges, da vi kørte.
At rodet i drivhuset var mit eget rod.
Og at det samme gjaldt køkkenets kaos. Det var ene og alene selvforskyldt.
Og hunden? Hun mere eller mindre sov resten af dagen, efter vi kom hjem, mens jeg ryddede op, bagte brød og gjorde rent i B&B’en. Det var nemlig hårdt at gå på arbejde, syntes hun.
Er det dog ikke træls, at man sådan skal lade sig tyrannisere? Helt personligt så jeg gerne lukkede grænser for alle med et brækjern bag i bilen. Men det er vel ikke til at se på dem, at de er dem, de er. Var det dog bare som med Bjørnebanden i Anders And – DEM kan man genkende hvor som helst.
God fredag.
