Lyden af hverdag og weekend med havefestival

Præcis kl. 8.03 brummer skolebussen op ad vores lille, smalle vej. Præcis kl. 8.05 brummer den tilbage igen med sin last af skolebørn, der venter ved gartneriet for enden af vejen, hvor der er plads til, at en bus kan vende. Sommerferien er slut for i år.

Billede1

Når man går ude med hunden om morgenen, kan man høre trafik i det fjerne. Folk er på vej på arbejde. Feriestilheden er slut for i år.

Billede2

Man kan se det på lyset, man kan høre det på lydene. Hverdagen er begyndt igen. Landet vågner efter sin ferieslummer, hvor der kun var lidt trafik på vejene, og hvor der ikke rigtig skete noget nogen steder. Velsignet ro, kunne man fristes til at sige.

Nu i august og september er der ikke bare meget at se til i hverdagene. Også weekenderne er fyldt med aktiviteter, man kan vælge imellem. Fester, festivaler, udstillinger, markeder.

I først kommende weekend er der Havefestival, hvor en række haver landet over holder åben have. Du kan se, hvor der er åben haven i nærheden af dig på Haveselskabets kort, for hvem vil ikke gerne ud og inspireres? Eller bare nyde synet af en smuk have?

I går havde vi gæster i B&B’en, Lone og Arne Astrup, der har en af de haver, der har åbent i weekenden, nemlig Astruphaven i Videbæk. Hvis jeg var på de kanter i weekenden, var det bestemt en af de haver, jeg ville besøge. Men jeg må nøjes med at kigge billeder på deres website. Det kan du også gøre, hvis du ikke har mulighed for at besøge haven i virkeligheden. Her er en lille collage, jeg har lavet af billeder fra Lone og Arnes spændende have – det giver da lyst til at se mere, gør det ikke?

Billede2

Ja, hverdagene og de aktive weekender er begyndt igen – og det er da slet ikke så ringe endda, for hvor er der meget, jeg gerne vil med til – også selvom man måske nok kunne have brugt liiiige en uges sommerferiestilhed mere.

God onsdag.

Er det mon noget man lærer på første år?

Så er det sket igen. Ja – hvad? Jo – det sædvanlige. Hvorfor lærer man det ikke? At når et ellers venligt menneske tager sin professionelle dragt på, kan man ikke længere stole på ham? Ja – det er håndværkere, jeg mener.

Hvorfor tror man altid, de vil komme, når de siger, de vil? Når man laver en aftale, laver om på sine egne planer for at være der – ja, så tror man da, at de vil være lige så ordholdende. Eller at de i det mindste ville ringe og melde fra, så man ikke bruger hele dagen på at vente. Især, når de har sagt ‘det er en aftale’.

Nu har vi oplevet det med murere,

Billede2(denne væg blev lovet færdig inden vinter 2012 – det skete i efteråret 13)

med tømrere, og med malere,

Tag1

(ham her var 5 uger om at få taget malet færdigt, og derefter så vi ham aldrig igen, selvom han også skulle male noget træværk)

med kloakmesteren og med smeden. De lover højt og helligt at komme og ordne det, der nu skal ordnes, og så kommer de ikke.

Denne gang er det entreprenøren, det er galt med. Han lovede højt og helligt at komme og lægge sten omkring pavillonen i forrige uge. Så i sidste uge. Så lovede han at komme i går. Men hvor er han? Det må guderne vide.

Billede10

Og så er det, jeg spørger (med håret strittende af arrigskab): Er det et kursusforløb på første år på uddannelserne? ‘Hvordan man holder gang i flere kunder på én gang ved at love både her og der og så lave noget helt tredje?’

Den eneste gang, det ikke har været sådan, var da pavillonen blev bygget. De lovede torsdag i uge 44, og de kom torsdag i uge 44. De må være selvlærte…

God tirsdag – trods alt.

Om at høre til

Tit, når jeg har kørt på motorvejen både i Danmark og i udlandet, har jeg kigget ud af vinduet og set på de små veje i landskabet, jeg kører igennem.

Billede5

Af og til får man øje på en bil, der kommer kørende dernede i landskabet på den lille vej. Inde i mit hovede har jeg digtet lange historier – om bilen med hestetraileren, den gamle pickup og den lille fikse japaner – hvem de var, hvor de var på vej hen, hvordan de havde det, og allermest om, hvordan det mon var at høre til der, hvor de kørte.

På motorvejen er man kun en forbipasserende – langt fra den virkelighed, der er de steder, hvor man kører forbi. Man er i igenmandsland, rodløs i øjeblikket.

Den anden dag kørte jeg ad de små veje ind til Tilst. Det er en smuk, lille vej, der snor sig gennem et kuperet landskab – ikke til at tro, at det landskab kun ligger fem minutter fra Bilka….

Billede1

Undervejs kører man under motorvejen. E45. Den, der går fra Nordkap til Sicilien – cirka.

Billede2

Og jeg kiggede op, så den tykke strøm af biler, og det slog mig, at her var det mig, der hørte til, og de andre, der var forbipasserende, i ingenmandsland, rodløse i øjeblikket. Jeg fik helt ondt af dem.

God søndag.

Lørdag

Lørdag er en dejlig dag. Det er vist ikke til diskussion? Man ved, søndag også er en fridag, så selvom man skal nå – og når – en masse, er det med en særlig lørdagsro.

Ude er der travlt nok. Køerne skal have ny strøelse i stalden – og der skal køres ekstra halm ind, for vejrudsigten for næste uge er ikke ligefrem lovende for traktorkørsel på stejle bakker.

Billede2

Ganske vist vælger køerne at sove ude, i den rene klare luft, vi har lige nu. De har jo også pelsen til det, de små teddybjørn-lignende kalvekræ med de snavsede tæer.

Billede1

Men når sneen vælter ned i næste uge, vil de nok gerne have et tykt lag ren halm at putte sig i. Så Bondemandens dag er vist optaget.

Jeg gør rent og vasker tøj – prosaiske sysler, men nogle man virkelig lægger mærke til. Hvis de ikke bliver gjort.

Sidst på eftermiddagen skulle der gerne blive tid til en kop te og et kapitel – måske jeg skulle bage en kage? Og tage et par bøffer eller lignende ud af fryseren? Der er tid nok, og det er det smukke ved lørdage.

Håber, I alle har en ligeså rar lørdag, som vi har – for det er jo ikke altid de største begivenheder, der giver den største glæde, vel?

God lørdag.

Nu hjælper det på det

Nu er vi midt i marts. Så midt i marts, som man kan komme. Nu er det ikke kun de små stædige forårsblomster, der tappert peger mod forår.

Det er heller ikke kun lyset – lyset, der er ved at vende tilbage til vores lystørstige øjne.

Det er heller ikke kun udsigten til, at det bliver sommertid om kort tid.

Det er solsorten, der synger, før det mørkner. Man havde helt glemt, hvor smukt det lyder.

Det er hunden, der fælder – vinterpelsen klør, og der skal rulles ved enhver given lejlighed.

Det er køerne, der ikke længere står som en massiv klump ved foderhækken. De ligger spredt ud over græsmarken, tager solbad og tygger drøv.

Det er træerne, der på afstand ser uldne ud – der er knopper på vej.

Det er gæslinger i hegnet.

Det er blomsterknopper i mirabellerne og i Gulspurvekrattet, det er små skud på solbærbuskene. Det er kampen om stærekasserne, skovspurve, der slås, sidste års kalve, der leger stangeleg. Og det er ømme muskler fra forårsklargøring af haven – meget ømme muskler.

Det er hele naturen, der stille og roligt og helt af sig selv går i den rigtige retning.

Nu hjælper det på det.

God forårstorsdag.

Det knækkede kirsebærtræ

I den vilde del af haven, den del, der engang for mange år siden var en frugthave, ligger et væltet træ. Et kirsebærtræ. Det er knækket en meter oppe. Et alvorligt brud. Det lå der allerede, da vi kom hertil for snart ni år siden.

Stammen ligger hen langs jorden. Grenene står ret op i vejret.

Lidt ustruktureret ser det ud. Der er da også dem, der spørger, hvorfor det får lov at ligge der og flyde – når nu vi har gjort så meget ved resten, som de siger.

Men der er en ting, de ikke ved, når de ser det en vinterdag.

Træet er ikke dødt. Det er bare knækket. Det blomstrer. Og det bærer frugt.

Som et symbol på styrke og overlevelse på trods af alle odds ligger det der. Den tynde tråd, der forbinder det med livet, holder år efter år. At komme med motorsaven ville være en form for helligbrøde, en fornægtelse af naturens kraft.

Det er overdreven orden faktisk tit.

Træet får lov at blive liggende. Det er et skulpturelt indslag med en symbolværdi ud over det sædvanlige. Tak, træ.

God tirsdag.

Venskab

Det er rart at have en ven. En at gå tur med.

En at dele sine oplevelser og tanker med.

En man kan have med allevegne og altid være glad for. Også selvom vennen måske ikke er så ung og frisk mere. Måske er blevet en anelse flosset i kanten, og måske endda af og til lugter lidt af ræv. Og ikke er helt ren.

Af og til går der lang tid, hvor man ikke ses. Vejret kan være skyld i, at man ikke kan se sine venner i perioder.

Når man ses igen, er det som om, man aldrig havde været væk fra hinanden.

Sådan en ven er den blå bold.

En bold, der er kommet til en langvejs fra med gode venners hjælp. En svenskerbold, der blev fisket op af en svensk sø, kørt til Sjælland og derefter til Skivholme. Hvor den nu i flere år har været det, den hele tiden var bestemt til at være:

En hunds bedste ven.

God venlig onsdag.

Grænseoverskridende handlinger

Grænseoverskridende i den mest bogstavelige forstand. Dagen i går blev tilbragt i Tyskland. Bondemanden var til møde i Aabenraa i sin egenskab af leasingmand. Jeg havde fri og tog bilen en anelse længere sydpå og tilbragte dagen i Flensborg.

Med strøgtur og powershopping.

 Men hvad slags powershopping hengiver en bondekone sig til i Tyskland? 100 kasser øl og sodavand? 800 kilo slik? Tøj? Tasker? Rene gummistøvler? En ny traktor?

En tur i et lækkert lokalt supermarked – og i Lidl. Med det formål at købe ind til mindst et par måneder af alle de lidt kedelige, men nødvendige, ting, der går til en husholdning.  Opvasketabs, tandpasta, vaskemiddel – alt til halv pris.

Der blev også købt grøntsager – friske asparges fra Sydtyskland, et savoykålhovede på størrelse med en lille campingvogn, sure agurker og nogle af alle de spændende slags sild og pålæg, man kan finde i selv en ydmyg Lidl i Flensborgs udkant.

Og – ok – jeg indrømmer det: en flaske tysk Weinbrand til 40 kroner.

Det blev også til lidt flere frø. Det er en del af den kroniske havesyge, at der altid er en frøpose eller to, man ikke kan undvære. Det er en af de visse ting i livet.

Fysisk og psykisk udmattet, halvbedøvet af forbrug, vendte jeg bilen mod Danmark (lærte i processen alt om de ensrettede gader i Flensborg) og hentede bondemanden, der skulle hjem og fodre de – igen – sultne køer.

‘Men i vor lade, på vor lo, der har vi nu Guds gaver.’ Lagrene er fyldte, og nøden holdt fra døren endnu en stund.

Vi kan nemlig vaske op 106 gange, før vi igen behøver at tænke på tabs.

God tirsdag.

Laksesalat – til søndagsfrokosten

Det er søndag, klokken iler mod frokosttid, og man synes ikke, der er noget spændende i køleskabet. Eller i skabet.

Der er måske noget spændende i Brugsen. Men man har ikke meget lyst til at køre nogen steder. Bare blive hjemme og søndagsvegetere – vaske tøj, gå tur med hunden, vaske de pæne glas fra i går i hånden, bladre i avisen og selvfølgelig fodre de altid og evigt sultne køer.

Et kig i fryseren afslører en enkelt lakseportion. Endnu et kig i køleskabet fører til et større guldfund: en halv rød snackpeber, et rødløg og et glas kapers. Frokosten er reddet: laksesalat. Af den lidt mere fyldige slags, for der var også Hellmans mayo og cremefraiche. Så heldig kan man være.

Kog laksen et par minutter og lad den køle af. Hak rødløg og peber, og hak også dine kapers lidt, så smagen kommer frem.

Bland med en skefuld mayo og en skefuld cremefraiche. Sådan – det var det. Laksesalat. Spis med godt brød og glæde.

God, blæsende solskinssøndag.

Soldaterne kommer!

Skivholme har før haft besøg af soldater. Svensken og tysken har plyndret og hærget – de sidste tabte dog en af krigene og blev sat til at bygge kirkediger. Så ku’ de lære det. Det er godt nok nogle hundrede år siden. Men det gør det vel ikke bedre, gør det?

De soldater, der kommer nu, er nok så fredsommelige. Det er Fastelavnssoldater.

Hvert år går børnene fra Skivholme soldat til fastelavn. De går rundt til alle huse og gårde i sognet, synger deres fastelavnssang og får en skærv i indsamlingsbøssen.

Pengene, de samler ind, går til en fastelavnsfest næste dag – med tøndeslagning. Men heldigvis uden kat.

At gå soldat er en gammel tradition. Når jeg henter æg hos vores æggepusher, Helene, tsk’er hun over de nymodens skikke. Helene bliver 85 på torsdag. Da hun var barn, gik de nemlig hele vejen.  Nu bliver de kørt på de lange stræk og går kun selv mellem husene i landsbyen og mellem de gårde, der ligger tæt på hinanden.

Det var nu lykkedes dem at blive både kolde og våde alligevel. Godt, at frokosten ventede forude i et tørt og varmt hus på sådan en kold og regnfuld dag.

Traditionen stammer helt tilbage til den gang, hvor General Rye og hans soldater holdt til i det østjydske. General Rye faldt i slaget i 1849, efter hans hest blev skudt under ham. Så det er jo et par dage siden.  Dengang var det sognets karle, der gik soldat. Nu er det byens børn. Med fanebærere, konge, nar og alt, hvad til faget hører.

Et højt hurra for vores tapre, våde, fastelavnssoldater, der holder traditionen i live med højt humør og sang.

Måtte der aldrig være andre børnesoldater end vores fastelavnssoldater.

God fastelavnsfest!