Stort og småt fra hverdagen på landet
I går var jeg i et thailandsk supermarked – i Aarhus. Det ligger på Skanderborgvej i Viby, og det hedder Thai Binh. Sikke en masse spændende ting… jeg var der i mindst en halv time, for der var virkelig meget, der skulle studeres nærmere.
Fortsæt med at læse “En tur i thailandsk supermarked – i Aarhus”
Shopping-genet. Det et et gen, jeg altid har været overbevist om, at jeg manglede. Bare tanken om en dag på strøget og i Salling og Magasin giver mig kuldegysninger. En ægte shop-o-fobs mareridt.
Men det har vist sig, at det ikke var genet, der manglede. Det var de rigtige butikker. Dem man sjældent finder i storcentre og på hovedstrøg. Små butikker med personlighed, engagement og varme. Hyggelige gårdbutikker lidt væk fra alfarvej som Susannes Bonderosen, der har juleåbent i denne og i næste weekend, og hvor jeg skal ud i morgen. Og indbydende netbutikker, der har andet end mainstream-varer som Nanas Drømmegaven.
I går var jeg i Galten på posthuset (læs: Brugsen) efter en pakke. Det var en pakke fra Drømmegaven, en pakke med en julegave i (jeg siger ikke hvad eller til hvem) og de her tre fine julehjerter, jeg umuligt kunne stå for.
Flere julehjerter? spurgte Bondemanden med et glimt i øjet, mens han mumlede noget om Gertrud og om at fare vild i julepynten. Heldigvis har han et overbærende sind. Jo tættere vi kommer på december, jo lettere falder jeg i og ‘kommer til’ at købe noget.
De tre hjerter skal hænge i et af stuevinduerne i december og fange det lys, der om dagen kommer ind gennem de nu så bare grene, og de skal glitre i lyset fra de fyrfads- og bloklys, der er tændt i vindueskarmen om aftenen.
Der går ikke ild i gardinerne, for som vi bor, trækker vi ikke gardinerne for om aftenen. Hvem skulle kunne kigge ind ad dem? Højst et rådyr fra den anden side af vejen.
Lysene ser så hyggelige ud, når vi kommer ind mod huset udefra med en spand brænde eller efter en hundetissetur. Varmt, trygt og indbydende. Sådan skal et hjem være. Og hvor der er hjerterum, er der husrum, siger man – så må det omvendte vel også være tilfældet.
Hvor der er husrum, er der (jule)hjerterum.
God fredag.
Det gamle foderhus i haven var blevet splintret til atomer af de ivrige spætter. Det var ellers et flot hus, flettet i pil af en af vores dygtige naboer. Men tidens tand og spættens næb betød, at det stod til udskiftning.
Nu har vi købt et foderslot:
Med krone på – og lavet i et materiale, der nok skal lære spætten et og andet om at hakke i foderhuse. Nu kan småfuglene spise deres solsikkefrø i luksusomgivelser. Det vil de sikkert påskønne?
Fuglehuset stammer fra gårdbutikken Bonderosen. Et sted, der nok er værd at køre efter. Min svigerinde og jeg brugte rigtig lang tid på at kigge på alle de skønne ting, suge inspiration til os og klappe den lillebitte søde hund, der overgav sig til klap efter at have modtaget os med voldsom bjæffen og halen mellem benene – modig i den ene ende og bange i den anden. Vi kom også til at bruge lidt flere lommepenge, end egentlig planlagt, men så må vi jo tjene nogle nye.
Der er noget specielt ved at handle sådan et sted. Små steder, der oser af talent og virkelyst, initiativ og flid. For jeg ved det jo – det kræver sin kvinde at håndtere både job, privatliv og egen virksomhed ved siden af. Man kan godt blive træt, opgivende og tænke på at lukke hele biksen og få sig et lille overskueligt hus og et ligeså overskueligt liv. Men man gør det ikke – for der sker altid et eller andet, der vækker optimismen og virkelysten igen. Og så er det nok noget, man har i sig. Lysten til at ville selv, lysten til at skabe noget.
Det er det, alle de små steder har til fælles. Alle de små steder, som mange kun oplever som et skilt ved vejen, når de kører forbi, og som jeg elsker at besøge. Det er bare så meget sjovere at komme sådan et sted, hvor hjertet er med.
Vil I se, hvad jeg ellers fik med hjem?
Den fineste jernpokal og den runde kugle i toppen. Perfekt til at rumme en lille blomsterdekoration på alle årstider. En lille klump oasis pakket ind i bunden af en frysepose, en elastik omkring, et par blomster fra haven og lidt grønt stukket i, og oasisklumpen gemt i træuld. Nemt og rigtig sødt. Nu er det ikke kun fuglene, der kan omgive sig med luksus. Det er også os.
God søndag.
Grænseoverskridende i den mest bogstavelige forstand. Dagen i går blev tilbragt i Tyskland. Bondemanden var til møde i Aabenraa i sin egenskab af leasingmand. Jeg havde fri og tog bilen en anelse længere sydpå og tilbragte dagen i Flensborg.
Med strøgtur og powershopping.
Men hvad slags powershopping hengiver en bondekone sig til i Tyskland? 100 kasser øl og sodavand? 800 kilo slik? Tøj? Tasker? Rene gummistøvler? En ny traktor?
En tur i et lækkert lokalt supermarked – og i Lidl. Med det formål at købe ind til mindst et par måneder af alle de lidt kedelige, men nødvendige, ting, der går til en husholdning. Opvasketabs, tandpasta, vaskemiddel – alt til halv pris.
Der blev også købt grøntsager – friske asparges fra Sydtyskland, et savoykålhovede på størrelse med en lille campingvogn, sure agurker og nogle af alle de spændende slags sild og pålæg, man kan finde i selv en ydmyg Lidl i Flensborgs udkant.
Og – ok – jeg indrømmer det: en flaske tysk Weinbrand til 40 kroner.
Det blev også til lidt flere frø. Det er en del af den kroniske havesyge, at der altid er en frøpose eller to, man ikke kan undvære. Det er en af de visse ting i livet.
Fysisk og psykisk udmattet, halvbedøvet af forbrug, vendte jeg bilen mod Danmark (lærte i processen alt om de ensrettede gader i Flensborg) og hentede bondemanden, der skulle hjem og fodre de – igen – sultne køer.
‘Men i vor lade, på vor lo, der har vi nu Guds gaver.’ Lagrene er fyldte, og nøden holdt fra døren endnu en stund.
Vi kan nemlig vaske op 106 gange, før vi igen behøver at tænke på tabs.
God tirsdag.
