Farvel til køerne

I dag sagde vi farvel til årets køer. Der er ikke meget næring i græsset længere, så det var blevet tid. De skulle to forskellige steder hen, så de blev hentet i to omgange. Begge omgange i dag – første gang i nat klokken lidt over tre.

Det føltes uvirkeligt at være derude i den dybeste nat med mørket oplyst af lastbilens lygter og projektører.

Man tænker sjældent over det, men det er faktisk helt normalt, at dyr bliver hentet i løbet af natten. Der er mange, der arbejder, mens de fleste sover.

Jeg havde ikke kamera med ud i nat – det var altså også ret mørkt der ved halv fire tiden – og billederne er fra i dag ved middagstid, hvor de sidste dyr blev hentet. Jeg vil prøve at male nattebilledet med ord, for det var en meget speciel oplevelse:

Kig på billederne og forestil dig, at alting står, hvor det står, og ser ud, som det gør – men lyset er slukket. Ingen gadelys og kun en smal måne. Forestil dig nu en fangfold delt i to – med store, roligt sovende køer i begge afdelinger.

En stor lastbil med anhænger kommer brummende op ad den smalle vej. Det lange lys er tændt, så nat bliver til dag.

Bilen holder stille ud for leddet, bakker anhængeren ind mellem to egetræer og gennem leddet ind til folden. Med kun centimeter til hver side mellem træer og anhænger. Nøjagtigt der, hvor bilen skal stå, så køerne kan gå sikkert op i vognen. Klappen bliver kørt ned, og klappens sidevægge bliver foldet op.

Køerne er vågne nu, og de er mere nysgerrige end urolige. Lågen til fangfolden bliver åbnet. Med rolig snak og rolige bevægelser bliver de guidet hen mod klappen af chaufføren og husbonden. De sætter først én fod på og så den næste. I løbet af et øjeblik er de helt udramatisk inde i vognen, vi ånder lettet op, og chaufføren lukker boksen inde i bilen og kører klappen op. Der bliver sagt farvel, og snart fortoner lyden af lastbilen sig. Det er igen helt mørkt og stille, og himlen er fuld af stjerner.

Her ved middagstid blev de sidste så hentet. Denne gang uden anhænger, men det er alligevel noget af en præstation at bakke en så stor bil ind, hvor der er så lidt plads. Vores vej er jo ikke den bredeste.

Det er altid en lettelse, når de store dyr er sikkert inde i vognen. Hele afhentningen er altid lige lidt for spændende. Hvis sådan en madamme på 600 kilo bliver urolig og slår lidt med hovedet, kan det gå grueligt galt.

Men chaufføren her er erfaren og en rigtig dyrehvisker, og alt gik godt. Jeg nappede et billede af bilens bagklap, for det er så sandt, som det er sagt:

Eller måske skulle man vende den om og sige, at cowboys er rigtige mænd?

God mandag.