Haven i Troense – en boganmeldelse

Min første tanke, da jeg stod med bogen i hånden, var: Sikke dog en smuk, smuk bog. Haven i Troense. Tåsinge. Idyl. Frodighed. Bindingsværk, blomstervæld og gamle træer.

Tung, med silkemat overflade, og fyldt med de mest vidunderlige billeder af Helle Troelsens have året rundt. Fortsæt med at læse “Haven i Troense – en boganmeldelse”

Lange dage og dejlige morgener og aftener

Midt på dagen er der ingen steder, man kan være. Det er varmt, og der er kriblekrable-insekter, der gnaver, bider og stikker. Men om morgenen, hvor der stadig er kølighed i luften fra natten, er det til at holde ud.

Man skal altså tidligt op. Fortsæt med at læse “Lange dage og dejlige morgener og aftener”

Ferielæsning og et spændende besøg

Sæt dig godt til rette, for nu vil jeg fortælle dig en historie. Den sætning afsluttede forordet til en bog, jeg læste for snart mange år siden. Og det var præcis det, jeg gjorde. Satte mig ned og fik fortalt en rigtig god og spændende historie.

Bogen var skrevet af den amerikanske succesforfatter Fortsæt med at læse “Ferielæsning og et spændende besøg”

Julehistorier fra gamle dage

Sidste år fortalte jeg om den gamle samling af kriminoveller, jeg har arvet fra min mormor. Mord til Jul hedder den. Den slags gamle historier holder jeg rigtig meget af. Derfor blev jeg også så glad, da jeg i en rodekasse i en genbrugsbutik fandt de to her.

Fortsæt med at læse “Julehistorier fra gamle dage”

Anna Grue gør det igen: Anmeldelse af bogen De Voksnes Rækker

I dag overlader jeg ordet til min søster, Elsebeth. Elsebeth har fået et anmeldereksemplar af Anna Grues nye bog, De voksnes rækker, der er en fortsættelse af bogen Italiensvej, som Elsebeth tidligere har anmeldt her på bloggen. Så ordet er dit, Elsebeth:

“Har tilbragt weekenden med en frygteligt frustrerende bog.

Jeg kunne nemlig ikke lægge bogen fra mig, så alle de ugentlige gøremål, som ventede på mig i fredags, venter stadig. Fortsæt med at læse “Anna Grue gør det igen: Anmeldelse af bogen De Voksnes Rækker”

Boganbefaling: Cottagehave – Tante Grøns Haveunivers

I går udkom en ny bog. En smuk og dejlig bog: Cottagehave med undertitlen Tante Grøns Haveunivers. Den har jeg glædet mig til længe.

Cottagehaven er den haveform, som mine – og rigtig mange andres – havedrømme er gjort af. Indrammede bede med et flor af årstidens blomster. Høje, lave, brede og smalle, roser – mange blomstrende roser, hyggelige siddepladser, lokkende kig om hjørner og dekorative og nostalgiske træk.

Hvis nogen skal kunne skrive en bog om Cottagehaven, er det Tante Grøn, hvis skønne have jeg besøgte sidste år i juni. Det var en oplevelse, der varmede sjælen, for der er rigtig meget sjæl i Tante Grøns Have. Det er en have, der taler til hjertet.

Den sjæl bliver videregivet til os i bogen. Den er skrevet med varme og kærlighed, og den er både personlig, poetisk, humoristisk – og oplysende.

Især Tante Grøns egen og meget personlige havehistorie rører ved en, og vi får Cottagehavens historie, som den opstod i England med portrætter af havestilens skabere som Gertrude Jekyll og Vita Sackville-West.

Cottagehavens elementer bliver gennemgået, og der er en grundig og meget tilgængelig gennemgang af årstidernes blomster og planter. Jeg sidder her og er helt fyldt til randen af inspiration og ideer.

Susan og Jesper Durup har taget billederne til bogen, og de har virkelig forstået at fange havens poesi i de mange, smukke billeder, man kan drømme sig væk i. Det er ikke deres billeder her i indlægget. Det er mine. Deres er meget flottere.

Bogen er udkommet på Gyldendal.

P.S. Har du lyst til et kig ind i Tante Grøns Haveunivers, kan du kigge på de indlæg, jeg skrev sidste sommer. Dem finder du her:

Besøg i Tante Grøns Have

Lidt fra den vilde del af Tante Grøns Have

Detaljer i Tante Grøns Have

Rigtig god læselyst!

En julebog

Der er en bog, der altid ligger på mit natbord i december.

billede1

Mord til Jul.

Det charmerende omslag gør den til ren julepynt, og novellerne er fra en tid, hvor bestialske drab ikke blev udpenslet i bøger og film, og hvor fokus var på opklaringen. Nu kan man godt hævde, at et mord er et mord, men der er en alligevel en uskyld og en nærmest blufærdighed over de gamle noveller. Agatha Christie, Ellery Queen, Ngaio Marsh, Conan Doyle….

Det var ikke en mere uskyldig tid, som nogen hævder. Bogen er fra 1952 – 7 år efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Vi ved jo godt, at de civile tyskere, der gemte sig i Berlins ruiner, blev slagtet af russiske soldater, præcis som det sker i Aleppo lige nu. Og som det skete efter Roms fald og.. og… og… Der er intet nyt under solen. Det bliver det ikke bedre af. Der har bare aldrig været en uskyldig tid, og menneskehjernen har ifølge hjerneforskerne ikke udviklet sig det mindste siden stenalderen. Trist nok.

Men tilbage til bogen. Mord til Jul hører til på natbordet i december.

billede2

Den er en del af den ret omfattende samling gamle krimier, jeg arvede fra min mormor. Dem hun havde stående i et skab ude i gangen – et skab, jeg kastede mig over hver gang, vi var på besøg hos hende – efter jeg lærte at læse. Så fandt jeg mig en krog for at begrave mig i spænding, engelske godser, logiske udredninger og flotte politimænd med smukke koner. Dejligt.

Sådan har jeg det stadig. Engelske krimier – til nød amerikanske – tiltaler mig så meget mere end Nordic Noir og Sarah Lund trøjer. Sjovt nok er Sarah Lund trøjerne og de tilhørende film kæmpe succeser i USA og England. Vi fascineres nok alle af det, der er anderledes end det, vi kender hjemmefra.

Har du en yndlingsjulebog? Så lad mig høre. Jeg er altid på jagt efter nye læseoplevelser.

God torsdag.

Claus Dalby: Hvid Jul – og lidt om inspiration

Forleden kom jeg hjem med Claus Dalbys nye julebog, Hvid Jul. Jeg havde egentlig tænkt mig at spare lidt på den, at gemme den til vi kom tættere på december. Men det regnede noget så frygteligt, og det stormede også. Lige vejr til at putte sig i sofaen og lade sig opsluge.

Billede1

Bogen hedder Hvid Jul, og det er julepynt og dekorationer med hovedfarven hvid, der er i højsædet. Hvidt sat sammen med grønt og grålige nuancer (med et strejf af blåt i et af kapitlerne). Elegant, rent og direkte opløftende. Der er fine, men også rustikke dekorationer til både ude og inde.

I det hele taget er den fyldt med de skønneste billeder af buketter, opstillinger og dekorationer – og der er de smukkeste billeder fra Claus Dalbys egen have, hvor sneen ligger tykt og oplyses af et væld af julelys. Rigtig, rigtig smukt er det. Guf for øjnene.

Så jeg startede med at bladre og sige neeej, åååh og næææh – og ‘sådan en vil jeg også lave’.

Billede2

Men det er ikke kun en neeeej, åååh og næææh bog, fandt jeg hurtigt ud af, da jeg begyndte at læse. Den er fuld af hyggelig julesnak og fortællinger fra Claus Dalbys eget liv. Om kreativitet og inspiration – og af sjove fakta som, at der faktisk kun er hvid jul hvert 12. år i gennemsnit. Et par julesange bliver der også plads til. Og der er vejledninger, så man selv kan gå i gang. Vejledninger, der er lige til at gå til efter en tur i skoven, hegnet eller haven. Claus Dalby er rigtig god til at afmystificere pyntningens ædle kunst. Hurra for det!

I bogen er der også flere henvisninger til websites, hvor Claus Dalby køber materialer, og det er rigtig nyttig viden.

Selvfølgelig promoverer han også sit eget brand. Men hvad sker der nu ved det? Det ville jeg da også gøre, hvis jeg havde et. Helt afgjort. I den grad.

Bogen er en ren fornøjelse, og den giver kriblen i fingrene efter selv at gå i gang.

Mon hunden vil med en tur over til skoven, hvis jeg bærer kurv og saks?

God søndag.

Min mormor hilser og siger undskyld

Jeg har fået en bog af People’s Press. En dejlig bog. Endnu en varm, kærlig, fantastisk sjov og sprudlende bog fra Fredrik Backman, den svenske blogger og forfatter, der står bag En mand der hedder Ove og Britt-Marie var her.

Min mormor hilser og siger undskyld, hedder den.

Billede1

Den er sjov og underfundig på trods af dens egentligt ret alvorlige emner. Det er en historie om venskaber, om ensomhed, om at være anderledes, om at elske og om at håndtere det, når man mister dem, man elsker, til den ubønhørlige død. Og den handler om, hvordan mennesker går skævt af hinanden, og om hvordan intet er helt, som det ser ud ved første øjekast.

Bogen bliver fortalt af Elsa, der er syv, næsten otte. Hun er ikke noget standardbarn. Hun kan læse – og ikke mindst tænke over det, hun læser. Hun bruger Google og Wikipedia, når hun vil vide noget, og hun har allerede læst en hel del af det, hun kalder ‘kvalitetslitteratur’. Harry Potter for eksempel. Og Spiderman. Selvfølgelig bliver hun derfor også mobbet i skolen. Elsas eneste ven er mormor på 77, der bestemt heller ikke er nogen standardmormor. Det er mormødre sjældent, hvis de er den slags, der skyder med paintball geværer mod irriterende naboer, bryder ind i zoologisk have og kører bil uden kørekort for bare at nævne nogle af de mindre ting.

Mormor, der har været kirurg i verdens brændpunkter, og Elsa er ‘to mod verden’. De har deres eget hemmelige sprog og deres eget eventyrunivers i Landet-næsten-vågen. Det er Mormor, der fortæller eventyrene, og de har – ligesom rigtige eventyr skal have – en hel del med virkeligheden at gøre.

Mormor dør, men inden får hun Elsa sendt ud på en ‘skattejagt’, hvor hun skal finde og aflevere en række breve, Mormor har skrevet til alle i ejendommen, hvor de bor. Alle brevene indeholder en undskyldning. For noget Mormor har gjort eller måske især ikke gjort i forhold til hver af dem.

Skattejagten fører til usandsynligt morsomme situationer, morsomme, underfundige og alligevel med et stik i hjertet. For ejendommens beboere har alle deres fortid og historier, og ingen af dem er særligt muntre. Ulvedrengen, Havenglen, Rådvilddyrene  og Nuerne fra Mormors eventyr – kongerigerne i Landet-næsten-vågen og sågar det hemmelige sprog – der er en forklaring på alt.

Vi møder Britt-Marie igen. Britt-Marie, som hun var, før hun flyttede til Borg. Jeg elsker når det sker. Når personer fra forfatteres andre bøger dukker op i de nye historier.

Fredrik Backman giver mere end nogensinde før los for sin finurlige og livsglade fantasi og fortælleevne. Det er en historie om – og med – eventyr. Om eventyrenes magt. Hvor slutter eventyret? Hvor begynder virkeligheden? Og kan man (og bør man) virkelig altid skelne helt 100 procent?

Mormor hilser og siger undskyld er en fantastisk bog, der flyver afsted på sprogligt sikre vinger. Find dig en god lænestol – eller et sofahjørne, der ikke er optaget

Billede3

og gør klar til at få en dejlig historie.

Billede2

God søndag.