Cantaloupe-salat

Cantaloupe melon er min yndlingsmelon. Orange, sød, saftig og med mere smag end de gule meloner. En salat med cantaloupe, frisk koriander, rødløg, chili og limesaft er en skøn sommersalat.

Den er hurtigt lavet, men den har godt af at stå og trække en times tid. Fortsæt med at læse “Cantaloupe-salat”

Juli – dovne dage og sydstatsmad

Når ferietiden starter for alvor, falder der en ro over landskabet og over mig. Forsommerens hektiske vækst, de mange gæster i B&B’en samtidig med travlhed på arbejdet – det er overstået nu. Myldretidstrafik er der ikke meget af. Fred hviler over land og by.

I juli – i ferietiden – laver vi en del sydstatsmad. Det passer så godt til den afslappede tid. Fortsæt med at læse “Juli – dovne dage og sydstatsmad”

Vitello tonnato – en lettere udgave

I fredags på Store Bededag var vi i Aarhus Teater – til Jesus Christ Superstar. Inden mødtes vi med en flok familie her til en tidlig og let aftensmad. Det var dejligt sommervejr, og vi skulle spise allerede klokken fem. Ikke vejr til gryderetter – der måtte noget koldt og lækkert til. Det blev til en lettere udgave af den klassiske Vitello Tonnato – koldt kalvekød med tunsauce.

Den klassiske udgave er med tun og mayonnaise – her er brugt creme fraiche 6% i stedet for.

Men først kødet. En roastbeef af inderlår er perfekt.

Den skal koges. Det kræver lidt mod at koge så lækkert kød, men det bliver godt. Rigtig godt.

Til kogelagen skal du bruge:
Vand, så det dækker kødet
3-4 fed hvidløg
1 stængel bladselleri
1 løg
Et par kviste rosmarin
Salt

Bring vandet i kog med løg, hvidløg, bladselleri, løg, rosmarin og et drys salt. Læg kødet i og lad det koge i 30-35 minutter. Kernetemperaturen skal være 60 grader. Tag kødet op og lad det køle helt af, før du skærer det i tynde skiver.

Til tunsaucen skal du bruge:
1 dåse tun
2,5 dl cremefraiche 6%
En stor spsk kapers
1 tsk koncentreret tomatpure

Blend det hele sammen til en blød og lækker konsistens, smag til med salt og peber og stil det på køl.

Jeg lavede dobbelt portion, for vi var mange, og der skulle da ikke mangle noget.

Skær kødet i tynde skiver, dryp med tunsauce og pynt eventuelt med ekstra kapers. Stil en skål med tunsauce på bordet – den mængde, der ser dekorativ ud på fadet, er slet ikke nok, for det smager af mere…

En salat og et godt brød passer fortrinligt til. Det smager af sommer – sommer i Italien.

God mandag aften.

Er æggeskyer det nye sort?

De seneste dage har der været rigtig mange opslag på min opskrift på æggeskyer. Den er fra 2014.

Faktisk har et par tusind mennesker været inde og kigge på opskriften i løbet af ugen. Det har undret mig en del. Hvorfor lige det indlæg? Og hvorfor lige nu – næsten tre år efter, det blev skrevet?

Så prøvede jeg at google æggeskyer. Måske kunne jeg finde ud af det ad den vej. Det viser sig, at BT har opdaget æggeskyerne.

Du kan læse artiklen her.

De har ikke linket direkte til mit indlæg – så var nettet nok brudt sammen, når man tænker på, hvor mange der læser BT, og hvor mange, der normalt er på linjen hertil. Men den afledte interesse må være skyld i det. Andre forklaringer kan jeg ikke finde.

Det er da også en både dekorativ og lækker ret, de fine skyer, så prøv dem og vær med på moden.

Selv kan jeg kun sige, at det da er ret sjovt at være firstmover for en gangs skyld. Jeg plejer da ellers altid at være sidst med det første og ikke først med det sidste. Det er nærmest en livsstil. Men denne gang er det omvendt. Det var jo helt tilbage i 14, jeg første gang lavede æggeskyer. Længe før BT fik øje på dem.

Med næsen i sky: God lørdag.

Tærte med tomat og basilikum – lækker og hurtig

Får du gæster i morgen til Store Bededag? Og skal de have lidt lækkert nip til en drink eller en forret? Så har jeg en ide her. En butterdejsbund med lækkert ostefyld, søde tomater, hvidløg og frisk basilikum. Med færdig butterdej, er sådan en hurtigt lavet.

Jeg faldt over en ny friskost på tilbud. Sådan et to for tyve tilbud. En Buko med basilikum. Basilikum og tomat er altid en god kombination, og med lidt færdig butterdej i køleskabet fandt jeg på den her lille tærte til fredagsnippemaden i sidste uge.

Du skal bruge:
Butterdej
Tomater
Friskost med basilikum
Basilikumblade
Presset hvidløg og olivenolie

Smør butterdejspladen med osten – smør kun til en centimeter indenfor kanten. Læg tomatskiver ovenpå, pres lidt hvidløg ud over tomaterne, drys lidt salt over dem og drys så med masser af hakket basilikum. Dryp tomatskiverne med lidt olivenolie – kun tomaterne, ikke osten og dejen.

Bag tærten i ovnen på 200 grader i 20 minutter.

Hvis du vil lave tærten som snack til gæster, kan du bruge cherrytomater skåret i halve (pres kernerne ud med en finger, så de ikke væder så meget) i stedet for tomatskiver og skære tærten i små firkanter med en halv cherrytomat på hver. Det er mere dekorativt. Men smagen er den samme. Fyldig, krydret og lækker.

God torsdag.

Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller

Sprød skorpe – virkelig sprød skorpe – og blød og luftig krumme. Sådan er de nemme boller med rug og kerner, du får opskriften på her. Sæt dem over, før du går på arbejde, og bag dem, når du kommer hjem.

Fortsæt med at læse “Lækre, langtidshævede og æltefri grovboller”

Pirogger med krydrede rester af lammekølle

Hverdag igen. Det eneste gode, man kan sige om den her mandag, er, at den er en tirsdag.

Påsken gik – som altid – lige lidt for hurtigt.

Jeg er slet ikke klar til at blive ramt af hverdagen.

Kun én ting er jeg klar med: madpakken. Overlevelsen er sikret. En af de pirogger, vi lavede i går af rester af lammekøllen, ligger klar til at blive puttet i tasken.

Opskriften til dejen har jeg sakset direkte fra Brødrene Prices russiske pirogger. Her er linket til DR’s website, hvor opskriften står. For nemheds skyld, gentager jeg den her, nu hvor ophavsretten er behørigt angivet.

25 g gær
2 dl lunt vand
2 spsk olie
1 æg
1 tsk salt
6-7 dl hvedemel
1 æg til pensling

Rør gæren ud i vandet, tilsæt olie, æg, salt og 6 dl mel – ælt og tilføj mere mel, hvis dejen er for klistret. Den skal være håndterbar. Lad den hæve i en times tid, og lav fyldet imens.

Fyldet består af:
200 – 250 g stegt lammekød skåret i små tern
1 hakket løg
3 fed knust hvidløg
1 tsk hele spidskommenfrø
1 drys kanel
2 spsk koncentreret tomatpure
1 tsk sambal oelek (eller efter smag)
2 håndfulde hakket frisk mynte
En sjat vand

Steg løg og hvidløg klare på en pande i lidt olie og tilsæt krydderier, tomatpure og en sjat vand. Lad blandingen simre en ti minutters tid. Tilsæt kødet og lad det koge igennem, så smagen bliver kogt godt sammen. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis det bliver for tørt. Tag panden af blusset og rør den hakkede mynte i.

Del dejen i 8 klumper, som trykkes runde, flade og tynde. Læg et par skefulde fyld på – pas på ikke at fedte kanterne til. Det gør pakkerne sværere at lukke.

Fold dem sammen på midten og tryk kanterne sammen med en gaffel. Smør piroggerne med sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader i 20 minutter.

Smager godt både varme og kolde med salat til.

God tirsdag efter påske – en meget mandagsagtig tirsdag…

Små fetasnegle med oregano

Her i påsken har vi brugt feta til næsten alt tilbehøret til lammekøllen. Vi har brugt feta i græsk salat, i dip og i alt muligt andet, og der er stadig noget tilbage. Derfor lavede vi i går sådan nogle små butterdejssnegle med fetafyld – lækker nipsemad med feta, der smager helt forrygende af mere.

Fortsæt med at læse “Små fetasnegle med oregano”

Lammekølle. Hvordan? Ovnstegt eller grillet?

Det er ved at være tid til at tænke på påskens lammekølle. Hvordan skal den laves i år? Skal den laves i ovnen? På grillen? Hvordan skal den krydres? Og hvad skal tilbehøret være?

Skal lammekøllen steges i ovnen, er den helt sikre metode at Fortsæt med at læse “Lammekølle. Hvordan? Ovnstegt eller grillet?”